Annonce
Svendborg

Klumme: Kliks for klikkenes skyld

Klummeskribent og leder af Ollerup Efterskole, Mette Sanggaard. Foto: Katrine Becher Damkjær
Annonce

Jeg så engang en ret fantastisk østrigsk film. Eller det vil sige, filmisk var den ikke noget at skrive hjem om, men historien gjorde indtryk. Så meget, at jeg husker den i hovedtræk endnu, selvom min plothukommelse generelt er nærmest ikke-eksisterende.

I filmen begynder hovedpersonen at interessere sig for de seertal, der er blevet mere og mere afgørende for, hvilke programmer der lægger beslag på sendetiden på den tv-station, hvor han havde været ansat. Han iagttager, at programindholdet bliver dummere og dummere - det appellerer til den absolut laveste fællesnævner. Samtidig opdager han, at seertallene bestemmes af ganske få familier, der har et såkaldt tv-meter stående derhjemme. Detaljerne husker jeg ikke, men missionen bliver at overtage kontrollen med tv-metrene for at give de få tilbageværende programmer med oplysningambitioner og kvalitet flest mulige stemmer. Langsomt men sikkert vinder dokumentarer og programmer med kulturindhold frem i sendefladen, og vupti - publikum bag skærmene ændrer smag. Efter få måneders kamp har hovedpersonen med sine allierede omskabt medievirkeligheden fundamentalt.

Jeg kom til at tænke på filmen, da jeg snakkede med journalist nummer tre eller fire på Højskolesangbogens udgivelsesdag i forrige uge. Endnu et spørgsmål til Shu-bi-duas Danmarkssang i sammenkædning med Ramadan i København. Dette vel at mærke på en dag, hvor de fleste medier allerede havde bragt netop denne historie i stort set samme konfliktvinkling.

Jeg prøvede forsigtigt at spørge til, om ikke læsere, seere og lyttere kunne tænke sig at høre om noget andet også? Altså, nu hvor samme historie var bragt de første 50 steder og ingen rigtigt havde noget nyt at bidrage med til historien? Jeg kom ikke rigtigt igennem med min indvending, for dette var nu engang tophistorien som alles interesse kredsede om. Hed det sig.

Jeg kom til at tænke, at man måske var på jagt efter kliks til sin platform. For det er vel en slags nutidens tv-meter, der udstikker, hvad der skal bringes mere af? Uden i øvrigt at forholde sig til, hvad den der klikker får ud af at klikke på det, der klikkes på, ja så jagtes kliks for klikkenes skyld. Og annoncekronerne.

Jeg er med på, at medievirkeligheden er benhård rent økonomisk. Når det så er sagt, så forstår jeg simpelthen ikke, at danske medier - med enkelte undtagelser - ikke har mere på hjerte end at flokkes som fluer omkring den samme konflikthistorie. Med den selvforståelse, at man som medie bare formidler det, folket tilsyneladende efterspørger. Helt uden erkendelse af, at dette fokus er med til at skabe vores virkelighed.


Jeg er træt af endeløst og standardopstillet konfliktstof, der appellerer til laveste fællesnævner, og hvis eneste rigtige kvalitet er, at det genererer en umiddelbar interesse. Jeg vil udfordres ordentligt. Jeg vil både opdrages og oplyses.


Jeg kender det på en måde fra min egen verden. Jeg bliver med jævne mellemrum kontaktet af reklamefolk, der gerne vil gøre mig klogere på, hvad det er vores kunder gerne vil have, så vi kan indrette vores skole og kommunikation derefter. Hvis de vil have rejser, kan vi indføre rejser. Vil de have ipads, kan vi gå efter det. Hvis de går mere op i økologisk mad, kan vi sætte det på bordet og i brochuren og hvis badminton hitter, kan vi skifte musikken ud. Smart, ikke?

Imens det giver mening at hyre en kommunikationsekspert til at hjælpe med at formidle vores budskaber, giver det til gengæld ingen mening at hyre andre til at lave vores budskaber. Vi står som skole på noget, og vi står frem for alt inde for noget. Vi har noget på hjerte og et klart sigte med vores virke. Dette er i princippet uafhængigt af efterspørgslen hos dem, vi i øvrigt helt bevidst undlader at kalde kunder, fordi det placerer retorikken i et univers, hvor man netop kan forledes til at drage uholdbare paralleller til det merkantile univers.

Det er med andre ord os som skole, der først og fremmest skal vide, hvad vi gerne vil de unge og deres forældre - og dette skal gerne være baseret på faglig og pædagogisk integritet. Jeg vælger at tro, at det er det, der virker på den lange bane - også når skolen skal fyldes op.

Jeg har ikke forstand på medier. Men i virakken omkring en sang eller to blandt 599 andre i en ny Høskolesangbog er det svært for mig sådan rigtigt at få øje på den journalistfaglige ambition om at dække både dybt og bredt. En ambition jeg sukker efter.

Jeg er træt af endeløst og standardopstillet konfliktstof, der appellerer til laveste fællesnævner, og hvis eneste rigtige kvalitet er, at det genererer en umiddelbar interesse. Jeg vil udfordres ordentligt. Jeg vil både opdrages og oplyses.

Filmen hed i øvrigt “Free Rainer - dein Fernseher lügt”. Løgn er i denne sammenhæng et voldsomt ord, men det er godt at være bevidst om, at sandheden altid bringes i et udsnit. Samt at det ikke er ligegyldigt for vores samfund, hvilket og frem for alt hvor smalt et udsnit, der er tale om.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sport

Kaninerne skal have slikket såret

Ærø

Ny dagligvarebutik bekymrer købmænd på øen: Jeg forudser 12 fyringer

Annonce