Annonce
Debat

Klumme: Klassekamp fra toilettet

Klummeskribent og kommunikationsansvarlig ved Baggårdteatret i Svendborg, Jannie Schjødt Kold. Foto: Katrine Becher Damkjær

Jeg glemmer aldrig første gang, jeg gik på toilettet som fastansat. "Jeg får løn nu," tænkte jeg og satte mig ned. "Og nu".

Efter otte år som freelancejournalist var jeg vant til at betale selv. For kaffe, transport og pauser. Jeg kunne til gengæld være så heldig at få en arbejdsrejse betalt og kalde det ferie. Det tog mig til de mest spændende steder, jeg har været i mit liv, og jeg fandt det enormt tilfredsstillende at føre en idé ud i livet og læse om den i avisen bagefter. Det var sjældent lige så sjovt at læse kontoudtogene. Efter en måneds arbejde som skrivende med stort opslåede forfatterinterviews i Information, fire styks, kunne jeg hive omkring 5.000 kroner hjem efter skat. Hver gang skulle der læses mindst en bog, forberedes, interviewes i to timer, skrives bånd ud, skrives og eventuelt redigeres. Det er svært at gøre hurtigere end på fire dage – plus det løse. Og ja, jeg var grundig. Jeg ville gerne gøre det godt.

"Du har jo selv valgt det". "Til gengæld kan du jo selv planlægge din tid". Jeg havde ingen kontrakt, ingen feriepenge, ingen pension, ingen forsikring og ingen rettigheder, men jeg havde et arbejde, jeg kunne lide. Og når man har det sjovt, så er man også selv ude om det, kunne jeg forstå på kommentarerne fra andre med deres på det tørre. Arbejde skal nemlig være hårdt, kedeligt og helst noget, nogen andre har bestemt. Så er man rigtig lønmodtager. Så er man rigtig voksen. Danmark er lønmodtagerland.

Jeg kender en del freelancefotografer, dramatikere, selvstændige grafikere, musikere, freelance-oversættere og redaktører, forfattere og skribenter og det her er en ode til dem. For jeg oplever, at for mange af de lønmodtagere, jeg også kender, mangler indsigt og forståelse for deres liv. De andres liv. "Så kan man jo spare op". I princippet ja. I praksis lidt sværere, hvis ens månedsindtægt ligger på maksimalt 10.000–15.000 kroner, og man også selv skal betale sin ferie.


Jeg tror, disse misforståelser kommer, fordi man tænker – og det er meget menneskeligt – at de andre har samme udgangspunkt som én selv.


Jeg tror, disse misforståelser kommer, fordi man tænker – og det er meget menneskeligt – at de andre har samme udgangspunkt som én selv. Det har de bare ikke altid. For selvfølgelig er der fastansatte, der tjener latterligt lidt, og der er selvstændige, der tjener latterligt meget. Der er lønmodtagere, der ødsler deres penge væk, og der er naturligvis også fornuftige selvstændige, der kan finde ud af at spare op. Jeg var bare ikke en af dem. Jeg levede fra hånden til munden, men havde også mulighed for at skrive hjem fra bogreceptioner, fra bjergløb og alt mulig andet, som folk kunne få deres misundelse galt i halsen på.

Og så er vi tilbage til det med, at det helst skal være hårdt. For hvis man er så glad for sit arbejde som skuespiller, forfatter, DJ, musiker og så videre, så må det jo være lønnen i sig selv. Eller hvad? Er det en protestantisk pisk, vi har arvet i vores kultur?

Jeg har sagt nej til at moderere en samtale på engelsk til en tegneseriefestival på en lørdag for nul kroner. Andre gange har jeg modtaget vin som løn, og der har været gråzoner. Lige nu sidder jeg på en – ikke fyrstelig – lønmodtagersofa og er glad for det. Ikke mindst i en krisetid selvfølgelig. Men jeg kan mærke, at der er en opsang på vej.

For hvad enten du gør det, du allerhelst vil, eller du hænger i af nød, så får du en high five i klummeformat af mig. For alle de møder, du har været til, uden at hive opgaven hjem. For dage med idéudvikling, der strandede. Og for alle de middage du har siddet til, hvor lønmodtagertyper har talt om deres næste boligkøb og taget for givet, at I havde samme udgangspunkt. Eller lidt passivt-aggressivt sagt, at de da også godt gad forfølge deres drøm, hvis der var råd til det. For de bankmøder du har været til, hvor du nærmest følte, du skulle skamme dig.

Til alle jer der reelt skriver aviserne, producerer de film og dokumentarer, vi ser, slider jer selv op med at skabe de podcasts, vi lytter til, lægger stemmer til de animationsfilm, vores børn ser i biografen, spiller den musik, vi betaler stadig mindre for og skriver de bøger, vi læser og helst låner gratis på biblioteket: Det er jer, der binder det hele sammen.


Der er virkelig mange, hvor den midlertidige situation er blevet permanent.


Ingen avis kunne udkomme kun med fastansatte skrivende i Danmark, og hvor mange film ville blive produceret, hvis alle på rulleteksterne var på kontrakt? Og selvom det ser misundelsesværdigt ud på Instagram, når I er med til biografpremiere, optager film på settet, er på skriveophold, står med en håndbajer og tophue til pladerelease og hvad dele af lønmodtager-danmark ellers forarges over i deres betalte frokostpause, så er langt de fleste reelt så godt som rettighedsløse. Eller kun ansat for en kortere periode. Prekariatet, kaldes det, med et nyt ord for det samme: Daglejer.

Det kan også være projektansatte akademikere, folk der går fra det ene løst tilknyttede job efter det andet. Mange af dem, jeg kender, bor til leje af samme grund. Der er virkelig mange, hvor den midlertidige situation er blevet permanent.

Og måske skulle vi tale mere om det. Jeg har som journalist også haft det store privilegie at se en flot opsat kunstudstilling, drikke bobler og gå rundt i høje sko for dagen efter at besøge kunstneren i sit eget hjem. Ude på landet, billigt og på ingen måder glamourøst. Hvis et maleri kan koste 30.000 kroner, kan kunstneren ikke mangle noget, tænker du måske. Tro om igen. Der er intet glamourøst over en usikker tilværelse rent økonomisk.

Den klassekamp må regeringen gerne kaste sig over på den anden side af pandemien. Eller hvorfor ikke tænke så langt eller så sammenhængende allerede nu? Pandemien er jo hverken blå eller rød, siges det. Faktisk tror jeg heller ikke den holder sig til de offentligt ansatte.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce