Annonce
Svendborg

Klumme. Køleskabsmagneter

Lasse Handberg.
Annonce

Jeg samler på køleskabsmagneter. Hver rejse jeg tager på, markeres med en lille kulørt særhed i udefinerbart metal, plastik, fajance eller træ, som efter hjemkomst kommer op ved siden af alle de andre særheder, der tilsammen danner mit oplevede verdenskort. Her hænger de på køleskabslågen og minder om fortiden, mens de holder fast på nutidens børnetegninger, ubetalte regninger og utjekkede lottokuponer.

Det startede for cirka 15 år siden. Kort efter jeg var fyldt 30 og lige omkring det tidspunkt, hvor jeg erkendte min dødelighed. Dér begyndte jeg at fastholde historien.

De er sjældent kønne, køleskabsmagneter. Nok endda lidt kiksede. Men det skal de være. Det er deres særlige æstetik. Jeg er enkelte gange kommet til at købe magneter, der forsøger sig med ’god smag’ (der kommer flere og flere af dem), - men hver gang har jeg fortrudt. Når jeg kommer hjem og hænger dem op, kan jeg se, hvor prætentiøse de er.


Det er jo i sidste ende dét ferieopslag og køleskabsmagnet bruges til. At minde omverden, og os selv, om at vi findes. Og ultimativt: At vi var.


Som man kan forstå samler jeg kun på magneter fra rejsedestinationer. Dem med bon mot’er eller ’søde’ eller ’skøre’ figurer kunne jeg aldrig finde på at købe. Køleskabsmagneten er for mig en souvenir. En fastholdelse af en oplevelse som var engang, et minde. Og som antydet, så kræver det ikke nogen længere psykologieksamen at gennemskue en del af motivet for magnet-manien. Jeg er i gang med at skrive min samlede rejsehistorie på køleskabslågen. Langsomt men sikkert, med to-tre magneter om året arbejder jeg på fortællingen. Det er lidt ligesom med rejsebilleder på sociale medier. Man lægger dem op for at vise verden. Se: I was here! – Køleskabsmagneten er den analoge udgave af feriebilledet på instagram. Jeg var her! - Ergo er jeg! For det er jo i sidste ende dét ferieopslag og køleskabsmagnet bruges til. At minde omverden, og os selv, om at vi findes. Og ultimativt: At vi var.

Jeg tænker nogle gange på, om køleskabsmagneterne også er for eftertiden. Om den langsomt voksende fortælling i virkeligheden er tiltænkt de efterladte, som står og kigger på køleskabet og tænker: ”Han fik da egentlig set verden”… (Det kan også være at de bare tænker: ” Han var godt nok glad for magneter”, - det kunne være tragikomisk)

Og sådan er det nok med en del af livets forhold. For nogle i hvert fald. Vi maler billedet, så det kan funkle på væggen, når vi ikke længere er her. Vi lever livet for til sidst at kunne konkludere, at det lykkedes. På arbejdsmarkedet bygger vi på CV’et for at få nye muligheder, men måske også for at sætte to streger under til sidst med tilfredshed. Jeg nåede det. Jeg opnåede det..

Min kone kalder det, ’at leve for gravstenen’, og jeg tror ikke, hun mener det positivt. Og der er da også noget paradoksalt over at arbejde for tilfredshed på efterbevilling – måske endda hele livet igennem. - Hvad enten det skyldes en protestantisk arbejdsmoral, som skal bevise, at man er egnet til gudsriget, eller en spejling i andres øjne, som giver adgang til Kraks blå bog.

Modsætningen må være, at ’leve i nuet’, - som der kunne stå på en af de magneter, jeg ikke køber. At være til stede, dér hvor man er. Og mens man er. Og det giver jo meget god mening. Hverken at hænge sig i fortiden eller stresse over fremtiden. Ej heller at leve sit liv, for andres anerkendelse. Så kort så godt. Men, hvis ’leve i nuet’ betyder, at fortid og fremtid smides ud med livstilscoachens nu-religiøse badevand, så ender den lovede ’mindfulness’ hurtigt i en absurditet. Hvis man i hvert eneste nu søger lykken i en uafhængighed af fortid og fremtid, så ender man i bedste fald som en utilregnelig egoist.

Selvfølgelig hækles livet sammen af den man var, og den man drømmer om at blive. Vi bygger vores liv sammen over tid. Også etisk. Netop ved at være tro mod vores fortidige selv. Ved løfter vi giver – både for fremtiden og til fortiden.

At leve i nuet er som at gribe om sæbebobler. Nuet er der altid, men er også hele tiden forsvundet. Derfor er jeg altså meget glad for sådan et par magneter, som kan holde fast og minde om.

I skrivende stund er jeg på vej hjem med en ny. En forholdsvis klassisk relief-magnet af den sydfranske middelalderby Saint Paul de Vence. Min kone smilede til mig, da jeg købte den. Måske endda et lille grin. Men et kærligt et. Jeg kunne se på hendes, at smilet, både var til den gamle, småkonservative mand jeg efterhånden er blevet, og til drengen, der havde fundet en ny til samlingen. Jeg elsker, når der er forbindelse mellem de to.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce