Annonce
Langeland

Klumme: Jeg savner mest de nære kontakter

Biblioteksleder Anni Bagge Jensen.
Annonce

Jeg ville egentlig helst undgå at skrive endnu en klumme under indflydelse af corona, men det fylder meget i vores dagligdag. Jeg skriver dette velvidende, at der er mange, der har det meget værre end vi har det og med respekt for alle dem, der må arbejde tæt på epidemien. Dette er bare et hverdagsblik. For hverdagen er en anden end for et år siden – den værdifulde hverdag, vi først værdsætter, når den er væk.


Kan nogen endnu huske, når vi alle skrålede med på fællessange, eller når vi i en tæt sportshal dansede til god musik? Det virker som langt væk nu.

Anni Bagge Jensen


Når jeg tænker tilbage på forårets hurtige eskalering fra at være omhyggelig med håndvasken til nedlukningen, har vi været gennem noget af en rutsjetur. Fra at have været en hård kur, der kunne overstås i foråret i form af en omfattende nedlukning, hvor vi alle håbede (selvom eksperter advarede om andet), at vi ville få et normalt efterår, er vi nu gået over i den mere kedsommelige del. Nu er nyhedens interesse dalet for alvor, og det er snarere en permanent tilstand, en begrænsning af vore måder at leve på, som umiddelbart ikke har en ende. Mange er lettere desillusionerede og matte i koderne.

Vi skal til det lange, sure slid, som ikke har det samme ”schwung” over sig, og vi mangler måske den samme stå-sammen-ånd som den dramatiske begyndelse i foråret vækkede i os. Væk er for alvor festerne, de spontane arrangementer, de store koncerter, de mange tilskuere til sport, begivenheder osv. Kan nogen endnu huske, når vi alle skrålede med på fællessange, eller når vi i en tæt sportshal dansede til god musik? Det virker som langt væk nu.

BLÅ BOG

Anni Bagge Jensen er biblioteksleder, Langeland Bibliotek.

Begyndte som bibliotekar i 1982 på Langeland Bibliotek.

Fra 2001-2011 arbejdede hun på Svendborg Bibliotek.

Næstformand i Repræsentantskabet for Fyns Amts Avis.

Har skrevet klummer for avisen siden 2008.

Vi må også sige, at vi er privilegerede. Mange har set det som nærmest en menneskeret at komme ud at rejse flere gange om året. Mulighederne for at møde andre nationaliteter, se noget af det, vi kun har set billeder af, smage mad og drikke i andre lande har for mange stået åbne. Det har lange udsigter, og jeg savner også den drøm.

Men allersværest for mig er det at mangle den naturlige omgang med mine nærmeste. At skulle tænke sig om, hver gang vi skal besøge eller have besøg af børn og børnebørn. At skulle tænke sig om, når vi skal være i selskab med ældre. Og at skulle tænke sig selv ind i risikogruppen, fordi man er over 60, og andre vil forsøge at beskytte en mod besøg af dem. At begrænse sit nære sociale liv er for mig den hårdeste betingelse og det jeg, når alt kommer til at, savner allermest. Først når vi skal sortere, vælge og fravælge, samt overveje bevægelser og handlemåder, opdager vi, hvor meget det egentlig betyder at have en naturlig omgangsform, utvungen, spontan og umiddelbar.

Jeg vil gerne ud at rejse igen, bestemt. Men jeg vil først og fremmest helst have de nære kontakter igen til mine kæreste og nærmeste. Derfor tænker jeg mig om og overholder de bud, sundhedsmyndighederne angiver for at hindre/hæmme/forsinke/bekæmpe smittespredning. Det gør jeg for at komme igennem det til en tid, hvor vi igen kan være kærlige og impulsive og nyde kulturtilbud uden snærende bånd.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
CORONAVIRUS

Live: Smittetal sætter kedelig rekord - over 900 nye coronatilfælde i Danmark

Annonce