Annonce
Ærø

Klumme: Jeg har arvet en guldbarre

Klummeskribent Karen Voetmann, som har boet mange år i Sønderjylland, skriver om sin tante, som hun har arvet. Arkivfoto: Anders C. Østerby
Annonce

Jeg har arvet!

En ikke-blodsbeslægtet tante, som jeg har haft en tættere relation til de seneste tyve år, har tilgodeset mig og 19 andre i sit testamente. En boopgørelse giver en indsigt, som man normalt ikke har i folks pengesager. Ikke overraskende havde Tante en opsparing, men alligevel var hendes privatøkonomiske dispositioner markant anderledes. Hun havde nemlig fordelt sin lille formue i fire forskellige pengeinstitutter og nogle cigarkasser med en pæn mængde guldbarrer!

Der er en sær poesi i, at hun døde netop i jubilæumsåret for genforeningen; en afslutning på en æra, også hendes. Fundamentet for hendes tumultariske tilværelse var netop den bunke murbrokker af historie som gjorde Ærø sydfynsk. Og mens man på her på øen mest koncentrerede sig om at justere søfarten ind efter det nye tilhørsforhold, så gjorde den nye grænsedragning Tante og hendes forældre til bønder på et skakbræt, hvor både felterne og brikkerne hele tiden skiftede farve.

Man skal virkelig holde tungen lige i munden og tage fingrene i brug for at opsummere mængden af statsborgerskaber, Tante og hendes forældre delte mellem sig. Tantes mor var født i Haderslev i Slesvig-Holstein, og hendes far var fra Klagenfurt i Østrig-Ungarn. Det tyske sprog og amoriner var bindeleddet mellem de to. Inden de havde fået Tante, var mor blevet dansker her i Kongeriget, og far var blevet borger i Østrig, en ny republik. Da de blev gift, blev mor østriger, fordi statsborgerskab før kvindefrigørelsen fulgte ægtemanden.

Far arbejdede i Tyskland, så Tante blev født i Dresden i Weimarrepublikken og trådte sine barnesko i Det Tredje Rige, hvor Østrig hurtigt blev indlemmet. Så nu var far og dermed Tante og mor nu tyske statsborgere. Familien flygtede hjem til Østrig i slutningen af krigen. Efter krigen blev Østrig atter en selvstændig republik, så nu var de sikkert fra Østrig igen, men familien valgte at emigrere til Brasilien, hvor far kunne få arbejde. Da han gik på pension, vendte de alle tilbage til Sønderjylland. Jeg ved faktisk ikke, hvilket statsborgerskab Tante havde til sidst, eller hvad hendes nationale sindelag var. Hendes mellemnavn var pæredansk, hendes efternavn klingede italiensk, men hun så nok sig selv som østriger.

Ligesom det pas, hun havde i hånden, fik ny farve jævnligt, så var det omskiftelighed og uro, der fyldte i Tantes tidlige liv. Hun startede livet med tysk statsbankerot og hyperinflation, oplevede Anden Verdenskrig og Det 3. Riges kollaps helt tæt på for dernæst at flygte fra den russiske besættelse af hendes østrigske hjemstavn.

Den lille familie rykkede rundt i en uendelighed og mistede alt. Et hold tvillinger døde som helt små, og Tante havde derfor ingen søskende. Hun rejste fra sin forlovede i Østrig, som måtte finde sig en anden. I Brasilien blev hun kurtiseret af en mand, der lignede Rudolf Valentino, men hun giftede sig ikke. Politik interesserede hende ikke, og mest af alt var hun og hendes forældre en lille tremandshær på en lang march. De var skæbneforbundne og slap aldrig hinanden.

Én gave fik hun foræret af sin deltagelse i verdenshistoriens store begivenheder. Hun var de små glæders mester og blev let begejstret over ting som at gemme hjemmefarvede påskeæg, en kølig dukkert og en udflugt til Ærø, som hun betragtede som sit lokalområde. Men selv efter mange år i smørhullet disponerede hun efter sin bitre erfaring med europæisk ustabilitet. Hvis det hele fejlede, havde hun guldet. Hun fik heldigvis aldrig brug for det.

Mens man på her på øen mest koncentrerede sig om at justere søfarten ind efter det nye tilhørsforhold, så gjorde den nye grænsedragning Tante og hendes forældre til bønder på et skakbræt, hvor både felterne og brikkerne hele tiden skiftede farve.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Bagsiden

Pletskud, der taler for sig selv

Annonce