Annonce
Ærø

Klumme: - Jeg er blevet pendler: 5 dage i København, 2 på Ærø

Karen Voetmann er blevet pendler. Arkivfoto: Anders C. Østerby

Jeg er blevet pendler. Efter en lidt turbulent periode er det endt med en 5:2 løsning: 5 dage i København, 2 ditto på Ærø.

Som så mange andre ærøboer før mig er et liv udenøs nødvendigt for at skaffe til dagen og vejen. Undervejs er jeg mest i selskab med Kristen Albertsen. Vi sidder sammen på færgen. Kristen er født i 1894 i Marstal, så han taler til mig helt uden lyd, men med masser af ord fra sine dagbøger og rejsebeskrivelser.

Kristen pendlede, og han havde en helt anden pendlerratio end min. Det hed nok nærmere 7:7: 7 år ude og 7 måneder hjemme. Kristen var telegrafist og opholdt sig i Fjernøsten i 1920’erne. Rejsen derud tog flere uger, og det papirarbejde, der gik forud med visa og rejsepas, var ret omfattende, så han var ikke lige hjemme på weekend. Jeg ved ikke, hvad Kristen sagde til sin mor, når han tog af sted, men det var nok ikke et henkastet "Nå, men vi ses!" Kristens mor har nok bævet med underlæben og hvisket Gud være med dig, min dreng!

Rent faktisk havde de begge to brug for Gud til at holde hånden over sig. Verden udenfor Ærø var mildest talt urolig, og Kristen oplevede da også lidt af hvert. Havde Kristens mor vidst, hvad han var på vej ud i, var hun faldet på sine grædende knæ og tigget og bedt ham om at blive hjemme. Omvendt havde Kristens mor også rig mulighed for at dø af lidt af hvert i Marstal: en tandbyld, svindsot, stivkrampe, en virus. Selv om ingen af dem sagde det højt, når de tog afsked, så var der stor risiko for, at de ikke så hinanden igen, og det vidste de begge.

Ærø var fuld af sømænd, og de havde det med ikke altid at vende tilbage. For koner og børn derhjemme var det også slemt. Folk på den tid døde af alt muligt, vi ikke dør af i dag. Det var et grundvilkår ved længerevarende rejser, at det var ret sandsynligt, at man ikke så hinanden igen!

Det må betragtes som et psykologisk sceneskift af de helt store, at vi ikke har døden i baghovedet, hver gang vi tager afsked. "Vi ses!" betyder virkelig, at vi ses igen. Vi kan sorgløse flintre af sted, i den sikkerhed, at alt er som det plejer, når vi kommer hjem igen. Alligevel virker det som om, at verden lægger et hav af forhindringer for os, når vi skuer ud over landegrænsen. Corona er ikke mere kun en isafkølet øl i Mexico. Er det overhovedet muligt at bo i England efter Brexit? Naturen går helt amok! Flygtningestrømme. Bør man bare blive hjemme?

Kristen tog altid til og fra Marstal via Rudkøbing. Og her er det på sin plads at takke de gæve marstallere for at bevare overblikket og smide endnu en færge i vandet, så vi alle sammen endnu nemmere kan komme af øen. Det har nemlig aldrig været mere sikkert at tage på langfart end det er nu. Uanset hvilken billetmodel, der besluttes blandt de lokale politikere, enkelt eller dobbelt, så kommer vi alle sammen stort set retur uden at have lidt overlast.

Faktisk kommer der rigtig tit noget godt ud af en tur væk fra den hjemlige suppedas. Glæden i familien Albertsen var stor, da Kristen havde sin forlovede, Karen Jørgensen fra Ordrup, med hjem til Ærø første gang. Hende havde han sørme mødt i Kina.

Blå bog

Karen Voetmann, født 1969, er oprindeligt fra Himmerland.

Er uddannet cand.mag. i historie og kinesisk fra Københavns Universitet og har derudover en uddannelse som marketingøkonom fra IBA i Kolding.

Hun har arbejdet som tour-guide i Kina og højskolelærer og efter sine uddannelser med salg og markedsudvikling for forskellige internationale virksomheder, blandt andet med Østasien som område.

Flyttede i starten af 2019 fra Haderslev til Ærø, hvor hun i forvejen havde feriehus.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Live: Nu er 187 døde med coronavirus i Danmark

Læserbrev

Debat: Et tidligt Marstal Museum var faktisk startet i 1914

Læserbrev: I forbindelse med Aage Kürsteins udmærkede indlæg om Marstal Søfartsmuseum skal det for god ordens skyld noteres, at et tidligt Marstal Museum var startet i 1914 på initiativ af købmand og skibsreder Hans Christensen, søn af den kendte H.C. Christensen. Grundet tidernes ugunst (1. Verdenskrig og Den spanske Syge, hvor Hans Christensen mistede tre sønner inden for en uge) gik det nystartede museum i bero. Effekter, der var indsamlet, blev bevaret og gik senere videre til det nuværende museum. På avisopfordring fra 61 borgere om at møde på Hotel Ærø d. 17. oktober kl. 8 Aften (1929) med det formål "at søge dannet en Museumsforening for Oprettelse af et Museum i Marstal." hed det at "det gælder nu kun om at bygge videre paa det allerede paabegyndte Værk". Initiativtagerne var inspireret af en stor udstilling på Marstal Havn, hvortil mange effekter havde været udlånt. En forening blev stiftet, og den nyvalgte meget aktive bestyrelse fik helt naturligt den museumsinitiativrige købmand Jens Hansen som arbejdende formand. En position han bestred med fuldt fortjent anerkendelse i gennem 49 år. Jens Hansen var ikke svigersøn til H.C. Christensen, men dog i noget fjernt slægtskab. Museet fik fra begyndelsen til huse i ejendommen Strandstræde 3, der meget generøst blev stillet gratis til rådighed af ovennævnte købmand Hans Christensen. Her havde museet sine udstillinger frem til museet selv købte sin første ejendom, Prinsegade 4, i 1933.

Annonce