Annonce
Ærø

Klumme: Jeg er blevet lidt af en baronesse, efter jeg er flyttet til Ærø

Karen Voetmann i sin have i Ærøskøbing. Arkivfoto: Anders C. Østerby

Efter jeg er flyttet til Ærø er jeg gradvist begyndt at føle mig mere adelig. Her vil den skarpe læser indvende, at enten har jeg eller også har jeg ikke blåt blod i årene. Men med mine arterier er det anderledes. Jeg har løbende fået transfusioner med blåt blod, når jeg har været af øen og besøgt et eller andet slot. Første gang følelsen af adel kom til mig var på Tåsinge, hvor en bådebro med lystyachter med syv lag lak var en del af udstillingen på det nu mod betaling tilgængelige slot. Big deal! sagde mit afkom, det har vi da også på Ærø!

Jeg har været på slotte, som har alverdens installationer til sport, musik, dannelse, lovprisning af Gud og hvad man nu ellers har brug for af dagligdags fornødenheder som godsejer. Et slot er vel strengt taget et temmelig stort hus med en gigantisk have, hvor én eller få personer ejer meget mere end de kan nå at benytte sig af jævnligt. Alligevel skal de ikke dele med nogen. Tingene står bare og venter på dem. I retfærdighedens navn kunne man jo forsøge at ophæve den private ejendomsret, men revolutioner er siden Berlinmurens fald noget passé, og det er heldigvis også fuldstændigt unødvendigt, i hvert fald når talen lige falder på Ærø.

Jeg er nemlig blevet lidt af en baronesse, efter jeg er flyttet hertil. Jeg har skridtet min by af og kan konkludere, at i hvert fald når det kommer til at fordrive fritiden med meningsfyldte ting, er det som at leve på et slot. Fra de fleste boliger i Ærøskøbing er der på den tid, det tager en godsejer til fods, adgang til tennisbane og anden sport, kunst, arkitektur, udstillinger, bibliotek, kirke med velklingende orgel, beplantede alléer, hjemmebiograf, musik, skønsang, teater, badebro med træskibe, plus det løse. (Og her er ikke engang inkluderet alle de frivillige initiativer som alsang, læseklubber, vinterbad og yoga, alle initiativer som en feudal greve ville forbyde).

Med andre ord er der en hel ufattelig overflod af kultur, åndsliv og ting til adspredelse på samme areal som et gennemsnitligt dansk slot.

Det, der er virkelig fascinerende, er, at jeg oplever, vi har et helt formidabelt udbud til meget få penge helt tæt på og der er faktisk aldrig kø. OK, det passer så ikke helt. Sidst jeg var til foredrag i Ærø Museums Venner, sad folk på nakken af hinanden og i vindueskarmene. Spøg til side, manglende kulturtilbud er et problem i storbyer. Mine gudbørn på Østerbro kunne aldrig lære at svømme på den lokale svømmeklubs begynderhold, sejle optimist eller synge i kor, enten fordi der var aldrig plads til dem, de skulle rejse langt eller ikke havde råd.

Og vi forbinder jo netop storbyen med det alsidige kulturliv, men det kan være svært at være kulturbruger, når der bare ikke er nok kulturtilbud til helt almindelig mennesker. Hvis man nu regner i kulturtilbud/m2 ville landets storbyer fremstå som ørkener med oaser, mens vi, der bor i byzone på Ærø, opholder os i en blomstrende have. Vi lever jo nærmest en højadelig tilværelse. Og alligevel bliver vi refereret til og refererer også til os selv som borgere i et udkantsområde.

Vi mangler simpelthen andre perspektiver på vores land end økonomi. Målt i kulturliv er vi borgere i udkanten nemlig helt i centrum.

Annonce

Jeg har skridtet min by af og kan konkludere, at i hvert fald når det kommer til at fordrive fritiden med meningsfyldte ting, er det som at leve på et slot.

Blå bog

Karen Voetmann, født 1969, er oprindeligt fra Himmerland.

Er uddannet cand.mag. i dansk og kinesisk fra Københavns Universitet og har derudover en uddannelse som marketingøkonom fra IBA i Kolding.

Hun har arbejdet som tour-guide i Kina og højskolelærer og efter sine uddannelser med salg og markedsudvikling for forskellige internationale virksomheder, blandt andet med Østasien som område.

Flyttede i starten af 2019 fra Haderslev til Ærø, hvor hun i forvejen havde feriehus.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Debat: Kan man kaldes en doven tøsedreng efter 321 timers arbejde om måneden?

Læserbrev: Det er sårende og uhyggeligt at blive beskyldt for at være doven med så mange timers arbejde. Jeg havde f.eks. i august 2019 321 vagttimer, uden at få tillæg for overarbejde, uden provision eller tak. Hvis Helle Linnerup mener, at vi ville dø allerede onsdag, hvis vi var på hendes arbejde, så håber jeg, at hun finder sig et mere afbalanceret job, hvor man ikke er ved at dø. Det er ikke noget hædersbevis. Det er kun farligt for psyke og helbred, og en potentiel byrde for vores sundhedsvæsen. Vi fastholder at overenskomsten er fejlfortolket af både vognmanden og fagforeningen 3F. I lokalaftalen står der blot, at den daglige arbejdstid kan være op til 10 timer. Ikke, at der skal arbejdes 48 timer om ugen. Intet om timeløn, intet om aftalt antal rådighedstimer (tilkaldevagttimer). Alligevel påstår Vinderup Taxa, at alle SKAL arbejde 48 timer om ugen. Vi chauffører på Ærø påstår, at vi slet ikke har nogen rådighedstimer, men kun vagttimer. Jeg kan dokumentere, man ikke kan køre provisionskørsel på Ærø. Jeg førte samtlige chaufførers detaljerede regnskaber hver måned, og ingen har nogensinde opnået provisionsløn. Der er mange ventetimer, men det er ikke det samme som frihed. Det har Østre Landsret lige stadfæstet i en dom. Der er kun en chauffør per vagt. Vi er selv vagtcentralen. Vi skal tage telefonen i hele tidsrummet (9-13 timer). Vi kan ikke holde pause. Vi SKAL køre alle ture, der bliver tildelt os. Både FLEX, kontoture, kontraktkørsel, færgekørsel og almindelig taxa. Vi kan ikke takke nej til en tur, og vi kan ikke slukke telefonen, når vi går på toilettet. Derfor kan vi ikke udnytte ventetiden til noget fornuftigt – vi er på vagt og på arbejde, ligesom brandmænd og læger. Jeg tror næppe, at læger vil gå med til kun 25 procent i løn i tidsrummet mellem akutpatienterne. Adrenalin niveauet stiger når man har vagten, fordi vi ved ikke, hvilke ture vi får eller hvornår. Det er forkasteligt, at vi kører på en turistoverenskomst. Vi kører primært sygetransport og kørsel for øboer. De lange vagter aften og nat, tærer på os selv og familielivet. 30-45 minutters ventetid mellem turene betyder ikke, vi kan nå at "vaske vægge ned" eller "slå græs", hvis vi holder i taxaen i Søby og har en bytur i Marstal om tre kvarter.

Annonce