Annonce
Debat

Klumme: Jamen, vi hilser da på hinanden

Jette Purup er dagens klummeskribent. Arkivfoto: Kristina Holt

En af gæsterne i min nytårsaftens-boble fortalte, at hun under dagens spadseretur i Østergade i Rudkøbing havde mødt borgmesteren. Hun kender ham overhovedet ikke, kun fra medierne, for hun bor i Odense. Ikke desto mindre både smilede og nikkede Tonni Hansen og ønskede hende et ”Godt nytår”.

Se, det er da en rigtig borgmester. Han hilser på ikke bare sine undersåtter, men også på øens gæster fra fjernere himmelstrøg.

”Jamen, vi hilser da på hinanden”, er jeg sikker på, at Tonni vil svare, hvis nogen spørger hvorfor. Han kunne tilføje, at det er ekstra vigtigt netop nu, hvor coronaen huserer og øger den fysiske afstand imellem os. Vi krammer ikke, vi giver ikke hånd – men hilse, det kan vi da.

I forvejen siger vi jo hej til naboen, skraldemanden, postbuddet og dem, vi kender. Vi siger måske endda hej hej eller hejsa eller davs du, og skal det være mere personligt, søger vi øjenkontakt og tilføjer navnet (hvis vi kan huske det).

Og man behøver ikke sige noget. En tavs hilsen er helt okay. Et nik og et smil (få nu lært at smile med øjnene, for masken skjuler ofte munden) kan eventuelt suppleres med en håndbevægelse, et vink eller en løftet stok - det bruger vi ude på vandrestierne.

Men nærmest konsekvent at hilse på vildt fremmede, er det ikke grænseoverskridende? Måske, men rundt om i landet har beboerforeninger faktisk indført hilsepligt.

Mest berømt er måske Fejø, her hilser alle på alle, på dem, de kender og på øens mange gæster. Hvis man en sensommerdag går af færgen for at vandre øen rundt, forekommer det sært: Bondemanden på sin traktor, husmoren på vej ind til købmanden, knægten på sit skateboard - alle smiler og nikker og siger hej. Og man vænner sig forbløffende hurtigt til at hilse ligeså hjerteligt tilbage.


Nærmest konsekvent at hilse på vildt fremmede mennesker, er det ikke grænseoverskridende? Alle hilser på alle, fordi det er en måde at vise, at vi værdsætter hinanden.


Men kan man forestille sig hilsepligt her? På Strynø, ja, sagtens, men på Langeland? ”Arj”, sagde en god veninde, ”forstil dig lige, hvor lang til det vil tage at gå i brugsen efter en liter mælk. ”

Det kan jeg godt se. På den anden side er situationen helt specielt nu. Vi trænger allesammen mere end normalt til vise hinanden den anerkendelse og respekt, som en hilsen jo er udtryk for. Og mange af os har god tid...

Så tilbage til udtrykket ”Jamen, vi hilser da på hinanden”. Det kan jo dels betyde, at ja, vi hilser, når vi skal, vi siger da hej til dem, vi kender, måske lidt reserveret og mest af høflighed.

BLÅ BOG

Jette Purup bor Rue 37, Rudkøbing. Født i 1951. Journalist og pensionist.

Har arbejdet i bl.a. Danmarks Radio samt på Fyens Stiftstidende, Fyns Amts Avis og Øboen.

Er aktiv i bl.a. Alternativet på Langeland, 8. marts-gruppen Langeland og Langelands Sti-venner.

Er borgerrepræsentant i Lokalt Demokratiudvalg i Langeland Kommune.

Men det kan også tolkes mere imødekommende, som en tillidserklæring, som en første invitation til fællesskab. Anne-Grethe Laursen, formand for Fejøforeningen forklarer: ”Ja, alle hilser på alle, fordi det er en måde at vise, at vi værdsætter hinanden. Det gør det også lettere at komme hinanden ved senere, for der er allerede skabt en kontakt”,

Så lad os endelig hilse på hinanden. Lad os skrue op for smilet, huske at nikke og sige hej i mødet med de andre - kendte og ukendte.

Borgmesteren gik foran med et godt eksempel den sidste dag i det gamle år. Jeg følger gerne trop, sku’ jeg hilse og sige.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Debat

Debat: Hårde DF-ord mod Venstre - igen

Debat

Debat: Det går jo godt

Svendborg For abonnenter

Brugsuddelere i nødråb til politiet efter bekostelige tyverier: Samme tyv med smag for champagne og dyre vine kommer igen og igen

Fyn

Flaskehals syd om Odense: Transportminister erkender voldsom trængsel på motorvejen

Annonce