Annonce
Langeland

Klumme: Ikke at vælge er også et valg

Klummeskribent Peter Dragsbo er formand for Bevaringsforeningen Langeland og Strynø og sidder i bestyrelsen for Langelands Museum. Arkivfoto: Tim Kildeborg Jensen.
Annonce

Vi kender det alle: Et ubehageligt valg skal træffes. Det kan være rart at udskyde afgørelsen. Men de fleste ved også, at det kun gør problemet værre. Sådan er det også med ting, der vækker vores instinktive modstand. Vi siger nej – men har vi tænkt over alternativerne eller konsekvenserne på sigt?

Tag f.eks. vindmøllemodstanderne i Svendborg Kommune? En del af dem er sikkert også modstandere af A-kraft (selv om det, trods problemerne med det farlige affald, næst efter sol og vind, er den mest CO²-neutrale energiform, der findes). Måske vil de heller ikke have solceller på store marker ved deres landsby.

Resultater er, at de har valgt at være afhængige af olie og gas fra en række af verdens store slyngelstater. De kan stadig vælge mellem Rusland, som forgifter modstandere med en kop te eller invaderer nabolande med ”små grønne mænd. Saudi-Arabien, som er bagland for den islamiske terrorisme og som parterer oppositionspolitikere på sine ambassader. Eller et borgerkrigshærget Libyen.

Eller hvad med højrefløjens EU-modstandere? Hvor finder I alternativer til det europæiske samarbejde – økonomisk, politisk og moralsk? I Amerika, hvor næsten halvdelen af vælgerne er tilhængere af skydevåben, kontrol med kvinders kroppe, religiøs fundamentalisme, uhæmmet klimafråds og et hav af konspirationsteorier? I Tyrkiet, som nærmer sig et islamisk diktatur. Eller Rusland eller Saudi-Arabien?


Resultater er, at de har valgt at være afhængige af olie og gas fra en række af verdens store slyngelstater.


I begge tilfælde vil både vindmølle- og EU-modstandere sikkert sige: ”Vi har da ikke valgt nogle af de parter”. Måske har jeg sat konsekvenserne lidt på spidsen. Men man kan ikke komme uden om, at valg har konsekvenser - også uden for sognegrænsen.

BLÅ BOG

Peter Dragsbo er formand for Bevaringsforeningen Langeland og Strynø og sidder i bestyrelsen for Langelands Museum.

Er tidligere museumsinspektør ved Esbjerg Museum, ledende museumsinspektør ved Middelfart Museum, direktør for Museet på Sønderborg Slot samt overinspektør ved Museum Sønderjylland - Sønderborg Slot.

En lignende mangel omtanke for konsekvenser greb forleden vores egen Kim Welcher på Langeland. Jeg kender Kim som en engageret og ihærdig forkæmper for kulturarven i Langeland Kommune. For ham er ord som ”bevaringsværdi” og ”kulturmiljø” ikke bare hurra-ord, men noget, der er værd at kæmpe for. Alligevel meldte han sig forleden som tilhænger af dagligvare-butikker uden for bykernen – i modstrid med den politik, et stort flertal i Langeland Kommune har fastholdt gennem mange år: Butikkerne skal ligge i centrum. Jamen, Kim da – gå en tur op og ned ad Østergade med sit væld af smukke bevaringsværdige huse. Nyd, hvor få butikker, der lige nu er tomme. Men kig også på det forfald, der sniger sig ind bag facaderne eller over butiksskiltene. Hvordan tror du, det vil gå med de fine huse, hvis der blev endnu flere tomme butikker og færre besøgende i midtbyen? Hvem skal skabe en levende hovedgade? Julemanden?

Tag til Faaborg, hvor kommunens naive ”ja” til både det ene og andet center uden for bykernen har gjort halvdelen af hovedgaden tom og øde. Eller Sønderborg, hvor lallende accept af nye ”centre” har tømt en pæn del af hovedgaden for butikker. Her har Langelands politikere heldigvis holdt fast i et princip, der er med til at bevare bykernen og dens mange værdier (en af dem er: fælles mødested!). I stort som i småt gælder det: ”Udviklingen” er ikke en forudbestemt ensrettet motorvej, som man enten skal følge eller være ”kørt af banen”. Udviklingen er faktisk noget, vi er herre over. Vi kan ikke standse den. Men vi kan ændre, forme og regulere den. Det gælder både Rudkøbings butiksliv og de internationale tech-giganter og pengetanke. Det er den tro, der bærer både vores valg i livet og al alvorlig ment politik.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce