Annonce
Svendborg

Klumme: Hvis der kommer en samurai, så dør jeg jo før Britt!

Klummeskribent i Fyns Amts Avis Peter Julius. Foto: Katrine Becher Damkjær

Duften af krabbe er både diskret og på samme tid insisterende. Vi sidder med gode kunder fra Sapporo i det nordlige Japan. Det er 2018, og vi har arbejdet sammen med denne innovative og spændende virksomhed i et par år. De var faktisk vores japanske kunde nr. 2, og forretningsrelationen har over tid udviklet sig til en varm forståelse for hinanden og vel noget af tætteste, man kan komme til et professionelt venskab.

Vi har knoklet hele dagen, og nu er tiden kommet til en af turens madmæssige højdepunkter. En krabbe-restaurant, der ikke laver andet end serveringer med alle former for krabbe. Og japanske restauranter, der har en specialitet, er i verdensklasse. Så glæden er stor, da vi sætter os ned på gulvet for at gøre klar til et par spændende timer i godt selskab.

Men hvad. Vores bordplaceringer er helt hen i vejret. Vi sidder forkert. Der er regler for alt i Japan og også for, hvordan man skal sidde ved bordet. Jeg er stifter af Britts og min virksomhed og derfor - i Japan - pr. automatik og tradition den vigtigste gæst. Så traditionen kalder på, at jeg skal placeres længst væk fra døren og overfor stifteren fra det andet selskab. Her kommer fornemmelsen af fejl ind i billedet, for der sidder Britt - på min plads! Vi kigger lidt på hinanden og griner lidt stille. Men det kan da ikke passe. Der er så meget ordentlighed, og det kan ikke være en tilfældighed. Så da jeg har drukket et par øl og lidt for meget sake, så tænker jeg, at vi da lige påtaler det, der måske bare er en tilfældighed. Jeg tager chancen.


Vores bordplaceringer er helt hen i vejret. Vi sidder forkert. Der er regler for alt i Japan og også for, hvordan man skal sidde ved bordet.


Jeg markerer for at få ro ved bordet og begynder en længere talestrøm. Jeg takker for dagen, for invitationen og for vores gode forhold. Jeg mærker en stor lyst til at lytte, men også en dansk fornemmelse af at jeg er på vej ud ad en vej, som allerede er mistænkelig forudset. Jeg tager chancen – stemningen er så god. Jeg nævner så, at placeringen ved bordet undrer mig. ”Er det ikke sådan, at jeg burde sidde overfor dig?” Jeg spørger værten direkte og forklarer derefter alles plads efter firmamæssig tradition og kultur. Jeg krydrer med, at jeg da også kender årsagen til placeringerne – nemlig, at hvis der i historisk tid skulle komme et angreb fra samuraier eller ninjaer, så var overlevelseschancen længst væk fra døren størst. Jeg slutter af med min formuleringsmæssige trumf: Hvis der kommer en samurai ind ad døren, så dør jeg jo før Britt!

Der er helt stille. Alle venter på svar fra værten. Han kigger på mig og sender mig et stille nik. Mmmmh. Svaret kommer stille, lidt fast og helt tørt. ”Du kender til vores traditioner. Det sætter jeg stor pris på. Du har styr på hvem, der skal sidde hvor. Og du ved også historien om hvorfor. Vi har kendt hinanden et godt stykke tid, så jeg sætter pris på, at du nævner tingene, som du ser dem.” Jeg når lige at tænke, om jeg har trukket min danske ironiske humor en smule for langt. Der lyder en kort kommentar på japansk. Reaktionen kommer prompte. Vores normale kontakt i virksomheder erklærer, at han lover at tage det første angreb, hvis det skulle komme dertil.

Værten kigger på Britt, derefter igen på mig og fortsætter. Det kan godt være at din placering burde være overfor mig, men – latteren begynder at rulle – jeg kender jo også til jeres kultur, og jeg vil bare hellere sidde overfor Britt. Hele bordet griner og alle – undtaget undertegnede og måske Britt – havde set den komme. Humoren i det nordlige Japan er tættere på den danske, end man skulle tro. Det blev endnu en god aften, og vi kommer altid til at mindes den aften med et stort indre og ofte et ydre smil.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Svendborg

Aflyst boligmesse blev startskuddet for et år med corona på Sydfyn: Da han tændte telefonen, var verden på den anden ende

Annonce