Annonce
Faaborg-Midtfyn

Klumme: Genoplukningen er godt nyt for mange butikker i gadebilledet

De mindre erhvervsdrivende rundt omkring i gadebilledet er i højere grad begyndt at kunne vise ”Vi har åbent”-skiltet frem, og det kan ses i vores forbrug, selv om der selvfølgelig er et stykke vej hen til tiden før nedlukningen af vores samfund.

Den gradvise genoplukning af dansk økonomi ses nemlig nu så småt i danskernes forbrugsmønstre. Det viser vores tal baseret på kort- og MobilePay-betalinger for danskernes forbrugsudgifter frem til slutningen af april.

Samlet er forbruget med kort og MobilePay stadig 15 procent lavere end samme tid sidste år, og det er fortsat løftet af danskernes forbrug af dagligvarer, elektronik, gør det selv og hos apotekerne, som stadig er højere end normalen på denne tid af året.

Ser vi eksempelvis bort fra vores dagligvareindkøb, er forbruget faldet med omkring en fjerdedel. Selv om forbruget stadig er lavere end sidste år, så ser det noget bedre ud end for en måned siden, hvor faldet var omtrent fem procentpoint større.

Dykker vi lidt ned i tallene, ser vi ikke overraskende, at særligt frisørerne har kunnet mærke de genåbnede døre. Sammenlignet med samme tidspunkt sidste år lå danskernes frisørforbrug omkring 40 procent højere.

Det er godt nyt for økonomien, at danskerne over en bred kam er klar til at bruge penge i de forretninger, der åbner. Det hjælper også mange af de erhvervsdrivende, der ellers har haft lukkede døre i mange uger.

En anden god nyhed i tallene er, at forbruget i tøj- og skobutikker også er forbedret sammenlignet med før påske. Mange tøjbutikker uden for storcentre har også valgt at holde lukket, men i takt med åbningen af økonomien lader det til, at flere åbner igen, og at danskerne begynder at øge deres forbrug.

Over den seneste måned er tøjforbruget således gået fra at være omkring det halve af normalen til at være 20-30 procent under. Den sammen tendens har vi set i skobutikkerne, hvor forbruget er gået fra at være 80 procent under normalen for en måned siden til nu at være lidt mere end halveret. Det ser altså stadig væsentligt dårligere ud end sidste år, men pilen peger i den rigtige retning. Det kan være tegn på, at normaliteten gradvist er ved at vende tilbage til vores handelsgader, der ellers har været meget forladte den seneste måned.

Der er selvfølgelig stadig brancher, der er lukket helt ned. Vi bruger stort set nul kroner på alt rejserelateret og underholdning, der kræver, at man er fysisk til stede, så som biografer og forlystelsesparker. Også restauranterne er pressede, og vi bruger stadig 60-70 procent mindre på at gå ud end på samme tidspunkt sidste år. Når faldet trods alt ikke er større, så skyldes det blandt andet, at danskerne i stigende grad gør brug af takeaway-muligheder.

Det bliver spændende at følge udviklingen det næste stykke tid.

Nu begynder der endelig at komme mere gang i butikslivet igen. Arkivfoto

Om klummen

En stribe engagerede midtfynboer skiftes til at skrive klumme i Midtfynsposten.

Denne uges skribent er den 42-årige filialdirektør i Danske Bank i Ringe, Anita Fald Hansen, der er født og opvokset på Midtfyn og bor i Ringe. Hun er gift med Jannik og har børnene Iben på 16 år og Gustav på 10 år.

Anita Fald Hansen har været i Danske Bank i 21 år - de seneste 12 år i lederstillinger. I sin fritid træner hun friske U11-drenge i håndbold i Risøhøj.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce