Annonce
Svendborg

Klumme: Fravær af prøver har sat elever fri

Mette Sanggaard Schultz, forstander, Ollerup Efterskole. Klummeskribent.
Annonce

Alt for mange børn og unge mistrives. Vi ved det godt. Vi oplever det. Forskningen viser det. Der skrives om det. Vi holder konferencer om det. Alligevel er det småt med gennemgribende tiltag, der kan forandre det.

Vi håber nok lidt, at det er forældrenes skyld, og at de kommer til fornuft. Vi snakker endnu mere om, at det nok er de sociale medier, der er problemet, og at der skal (endnu mere) digital dannelse på skoleskemaet.

Vi tror tilsyneladende at simple tilgange og tiltag hist og pist kan gøre en forskel. Imens undgår vi behændigt at se de sidste 25 års udvikling på grundskoleområdet som en væsentlig faktor. Det er vi langt mindre villige til at tale om og gøre noget ved - altså bortset fra at indføre mere system i form af flere test og nye politikker .

Jeg kan i skrivende stund ikke komme i tanke om et eneste tilfælde, hvor man har besluttet at indføre mere frihed og større tolerance for forskelle.

Tværtimod skal børn og unge (og i øvrigt også deres lærere) passe ind i mere og mere veldefinerede rammer og udvikle sig i en mere og mere velbeskrevet og centralt fastsat takt. Imens vi undrer os over, at flere og flere falder ved siden af eller ikke trives i det.


Fravær af prøver, præstationsfokus, pensumkrav og fagmylder har virket frisættende. Mindre grupper, gennemgående voksne, kortere skoledage og færre skift har givet gladere elever.


Coronaskolen har vist os, at vi både kan og skal lave det om. Her tænker jeg særligt på tiden efter genåbningen, hvor vi i bytte for de mange restriktioner fra sundhedsmyndighederne fik udstrakt frihed i forhold til indhold og omfang af selve skolehverdagen.

Hos os afsluttede vi de boglige fag i den virtuelle efterskole i nedlukningen. Eleverne vendte tilbage til musikundervisning samt en række fordybelseskurser i alt fra begynderspansk og kommakursus til klassisk komposition, tegnekursus, avancerede brætspil, 3D print, billedvævning, bioenergiske kropsøvelser og filosofiske vandringer. Kurser der typisk varede to dage, hvor en lærer og en gruppe elever kunne fordybe sig frit.

Perioden var fri for prøver og karakterer, som ellers plejer at optage en væsentlig del af båndbredden i afslutningen af et efterskoleophold.

Det bemærkelsesværdige er, hvor godt eleverne havde det. Vi oplevede et meget større overskud, mere glæde, nærmest ingen sygdom og langt færre pressede elever, der havde brug for samtaler og særlige tiltag for at klare hverdagen.

Jeg har drøftet det med adskillige andre lærere og skolefolk, der har haft samme oplevelse. Fravær af prøver, præstationsfokus, pensumkrav og fagmylder har virket frisættende. Mindre grupper, gennemgående voksne, kortere skoledage og færre skift har givet gladere elever.

Jeg minder om, at forældrene har været de samme, og at de sociale medier langt fra lukket ned.

Til gengæld har vi på få uger fået børn og unge, der er kommet i større kontakt med deres indre nysgerrighed og lyst til at lære og fordybe sig.

Og det er vel ikke det værste, vi i fremtiden kunne sende dem ud af grundskolen med? Jeg er sikker på, at det ville kunne lægge grunden til mange fabelagtige præstationer i voksenlivet.

Hvad venter vi på?

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Svendborg For abonnenter

Ingen pladsbillet, intet mundbind? DSB kan intet gøre

Danmark For abonnenter

Smitten har bredt sig de seneste uger: Derfor er eksperter alligevel fortrøstningsfulde

Langeland

Klumme: Jeg savner fællessangen

Annonce