Annonce
Klumme

Klumme: Endnu engang bliver verden fremkaldt

Selvom alting i billedet virker stille, er det en illusion. Flammerne i komfuret buldrer lydløst og fortærer brændet, jeg flækkede i fjor. Når jeg går ud, er verden i rasende bevægelse. Musene flygter for katten. Græsset vågner og går straks i gang med at vokse om kap med ukrudtet i min urtehave. Der er et under af larmende aktivitet uden lyd. Fuglene har længe været i gang, og naboens høns har givet æg, som jeg plukker, fordi jeg har lovet at tage dem før måren, der er på sin evige jagt.

Inde i skallen på mig er der mere rod end rimeligt, så jeg lusker stille ud og giver kattene og fuglene deres og finder verdens larm i postkassen, forklædt som avis.

Uden lydspor præsenteres jeg for uhyrligheder i rå mængder forklædt som nyheder. Menneskemassernes støjende bevægelser over kontinenterne er som en gammel sorthvid film, kun akkompagneret af vandkedlens snurren.

De der sidder fast i ubevægelighed, kender jeg bedst som ofre for årets fotografi.

Trivielle meninger forklædt som indsigt og visdom svimler for øjnene af mig.

Umanerlige uhåndterlige umulige konflikter breder sig ud over papirets flader og sender endnu et stykke skov uretmæssigt til evigheden.

Galakserne i mit hoved støder på indersiden af skallen og giver genlyd langt ind i privatlivet. Kontakterne tilsluttes lydløst, og pletvis giver galskaben mening. Kun fordi jeg har lært sproget jeg skal kunne for at gå rundt i kaos uden at støde hverken knæ, hoved eller mine medskabninger.

Jeg nynner og brummer, og i det fjerne klinger symfoniske flader af noget, jeg har hørt engang – genklange, der gør mig tryg og lægger et formildende skær over følelsernes kaotiske hav.

Kaffens og ostemadens prosaiske krav til min medvirken i verden, bringer den lidt efter lidt på ret køl – eller så ret køl, som vi har vedtaget, den skal være for, at vi kan enes om det.

Jeg genkender simple ting, og efterhånden samler min verden sig til det billede, jeg forlod, da jeg lagde mig i nat. Forholdsvis trygt og genkendeligt. Indtil jeg kommer i tanke om ørkenerne, der omgiver mig, kigger længere ud og ser, at de stadig breder sig, og tænker på, om dog ikke regnen fra tusinde hoveder kan befrugte resterne af sund fornuft.

Min kat og min kvindes kærlige medvirken bringer endnu en brik tilbage på sin plads. Tilbage fra udflugten til drømmenes rige hvor alt det blev opløst, som jeg havde vedtaget i går. Alt det der var blevet stablet sammen og så så virkeligt ud og virkede så nogenlunde ok og i orden. Indtil tæppet gik for nattens gøgleri og drømmenes vilde udflugter til de afdelinger, som jeg kun kan komme til alene. Og det er nok godt nok, for der bliver virkeligheden ligeså virkelig, som den der efterhånden kommer til syne over kanten på avisen og på bunden af kaffekoppen.

Arkivfoto: Roland Petersen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce