Annonce
Langeland

Klumme: En vandretur med hoved og hale

Jette Purup. Foto: Kristina Holt.

Som tilflytter skal jeg være forsigtig med at skrive noget kritisk om Langeland, tror jeg. Jeg må jo gerne mene, at Møns vandre-attraktion, Camønoen, er lidt opreklameret. At Hærvejen bliver kedelig syd for Vejen. At det kan være svært at finde overnatning langs Gendarmstien.

Heldigvis må jeg også gerne erklære, at mit livs bedste vandretur gik Langeland rundt. 139 afvekslende, udfordrende kilometer langs kysten. Ad badevenlige sandstrande, på digekroners trampestier og gennem lyse, kystnære skove. På udmattende rullesten og i vandkanten med våd sok.

HOBITTEN BILBO fra Tolkiens eventyrlige Ring-univers mente, at det er en farlig ting at gå ud af sin dør: ”Hvis man ikke holder sine fødder tilbage, er det ikke til at sige, hvor man ender.”

Det passer bare ikke, når vi snakker Langeland rundt. Det er nemlig helt sikkert, at du ender, hvor du begyndte, og farligt er det ikke. Du møder (formentlig) hverken orker, elvere eller drager, til gengæld finder du (desværre) nok heller ingen magisk ring i hatbakkens indre.

En Tudserende, en skydebare eller sumpet rørskov kan spærre din vej, men er kysten ufremkommelig, går du lidt tilbage, finder en sti eller vej ind i landet, holder øje med kysten og søger tilbage, når du får chancen.

Og hvis du ellers respekterer privatlivets fred og svarer ordentligt, når en ophidset lodsejer skælder ud og siger, at du skal gå din vej (jeg har dog aldrig mødt sådan én på Langeland), altså, hvis du overholder naturens færdselsregler, får du unikke oplevelser, som er forbeholdt den, der bruger sine fødder, for eksempel:

  • Langelands nordligste punkt på Hou Strand, hvor Langelandsbælt og Kattegat mødes. Spidsen flytter sig ligesom Grenen på Skagen; de lokale siger, at vandet ind imellem bliver ”ternet”.
  • Landtangen ved Keldsnor på Langelands sydspids, som afgrænser Keldsnor fra Østersøen. En travetur på ca. 1 kilometer med rige fugleoplevelser og kig til en særegen gravhøj.
  • Ristinge Hale - den vestligste del af Ristinge-halvøen. En trampesti fører ud til halens spids. Ved lav vandstand kan du vade videre til Storeholm (dog kun 15. juli-1. marts).
  • Dæmningen ved Henninge Nor. Et 600 meter langt vidnesbyrd om dengang, langelandske bønder kæmpede for at indvinde nyt land.
  • Næshoved på vestkysten nord for Klausebølle. Et markant fremspring på kysten; en klint med en storslået udsigt fra bænken på toppen og med det nye vådområde Holms Mose i baglandet.

Hvis jeg endelig skal skrive noget kritisk (og det skal jeg jo ikke, hellere noget konstruktivt): Langeland Kommune bør se at få den populære vandrerute Øhavsstien ført videre sydpå fra Klæsø, helst helt ned til de vilde heste på sydspidsen.

VANDRING ER EN LISE for sjælen og sundt for kroppen. Filosoffen Søren Kierkegaard var måske lige lovlig frisk, da han erklærede: ”Der findes ingen tanke så tung, at man ikke kan gå fra den.” Men han tilføjede: ”Når man således bliver ved med at gå, så går det nok.”

Det sidste tror jeg på.

Annonce

BLÅ BOG

Jette Purup er født i 1951. Journalist og pensionist.

Har arbejdet i bl.a. Danmarks Radio samt på Fyens Stiftstidende, Fyns Amts Avis og Øboen.

Er aktiv i bl.a. Alternativet og Langelands Sti-venner.

Har sammen med Jesper Ansbæk udgivet ”En fodtur Langeland Rundt langs kysten” og et kort med 29 vandreture på Langeland, Strynø og Siø.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Mad og drikke

Morten Aagaard glæder sig til første jul i chokoladebutikken i Odense: Han tager konstant temperaturen på sine brune dogmer

Leder For abonnenter

Fyns Amts Avis mener: Offentlige opråb er nødvendige

Det er al ære værd, når offentligt ansatte tager bladet fra munden, som det er sket flere gange de seneste uger, hvor politiassistenter har ytret bekymringer om politiets manglende tilstedeværelse i mindre samfund som Langeland. Her er det blandt andet kommet frem, at nogle af de politiassistenter, der skal have kriminaliteten under kontrol, oplever, at det ikke er muligt med den måde, Fyns Politi tilrettelægger deres arbejdet på. Det er kommet frem, at de rutinemæssige besøg til områder som Langeland langt fra opleves som tilstrækkelige i forhold til at løse de udfordringer, der er. Og det er kommet frem, at politiassistenter godt forstår, hvis befolkningen mister tilliden til politiet. Det kræver mod at stå frem og offentligt gøre opmærksom på udfordringer, der handler om ens egen arbejdsplads. Det er de færreste ledere, der bifalder det. Og det er noget, som risikerer at lægge et stort pres på den modige. Så meget desto mere er der grund til at være taknemmelig, når det sker. For det er tvingende nødvendigt for et velfungerende samfund, at offentligt ansatte tager bladet fra munden, hvis de oplever, at de ikke kan stå inde for det, der sker på deres arbejdsplads - eller for at nuancere debatten om netop deres arbejde. Tænk, hvis flere gjorde det samme. Hvis flere sagsbehandlere i jobcentre turde stå frem og fortælle om deres arbejdsforhold og konsekvenserne af de få ressourcer, som mange jobcentre kæmper med at få til at række. Eller hvis flere pædagoger turde stå frem og fortælle om, hvordan få hænder i vuggestuer og børnehaver påvirker børnenes dagligdag. Det ville give et vigtigt indblik i, hvordan velfærdssamfundet reelt ser ud nogle steder. Og det ville kunne være med til at skubbe på en positiv udvikling de steder, der trænger til det. Offentligt ansatte har faktisk en udstrakt ytringsfrihed og har som udgangspunkt ret til på egne vegne at deltage i den offentlige debat og fremføre personlige meninger og synspunkter - også om emner, der vedrører deres arbejdsområde. Den offentligt ansattes ytringsfrihed er med andre ord beskyttet, så længe personen ikke udtaler sig på arbejdspladsens vegne. "Hvo intet vover, intet vinder", lyder et gammelt dansk ordsprog. Der er ingen tvivl om, at bare tanken om at stå frem med sit eget syn på ens arbejdsplads eller arbejdsforhold kan give mange hjertebanken og sved på panden. Også selv om man blot beskriver virkeligheden, som man oplever den. Men forhåbentlig kan de modige inspirere til, at der med tiden kommer flere offentlige opråb. Det vil give et nødvendigt indblik i samfundets mange forskellige demokratiske maskinrum, som vi alle er afhængige af og betaler til. Og så vil det kunne være med til at skubbe på en positiv udvikling - alene fordi virkeligheden bliver synlig.

Faaborg-Midtfyn

En afreven fingerspids, leg med pukkelhvaler og gudesmuk natur: Lisbeths jordomsejling endte i Dyreborg

Annonce