Annonce
Svendborg

Klumme: En tilstand af stilstand

Anna van Deurs. Klummeskribent for Fyns Amts Avis. FOTO: Andreas Bastiansen

Jeg står i lygtepælens skær og skriver. Det er den sidste lygtepæl ved Thurøs bygrænse. På den anden side er der helt sort. En cello spiller i mine ører og bryder illusionen af fuldkommen stilhed. Jeg får lyst til at forsvinde ud i nattemørket, men frygter det også lidt. For en time siden begyndte mine ben at gå, og de er først lige stoppet. En gammel bekendt introducerede mig til det klassiske, og jeg har ikke hørt det, siden vores veje skiltes, men nu akkompagnerer det nattens stilhed perfekt. Med mit lille kendskab har jeg formået at finde playlisten “Classic essentials” på Spotify. Den rammer nu natten ind. En violin varsler om noget der skal komme, noget der vil gå. Jeg forsøger at være i det, klamrer mig til nuet.

I mørket kan jeg mærke, hvordan mine “følehorn” spirer. Jeg har været mut-muggen hele dagen, men for hvert åndedræt næres de og med det et strejf af glæde. Jo længere tid jeg kigger op, jo flere stjerner forsvinder jeg hen i.

Min flyverdragt kan lige akkurat holde kulden ude. Den er lavet af vat og købt for en 50’er i en genbrugsbutik. Snoren, der fungerede som bælte og skabte bare lidt figur, er nu knækket og har efterladt mig og mit nattøj som en stor, uformelig vingummibamse. Jeg føler, at jeg står inde i en julekugle, der trænger til at blive rystet. Sådan en af dem, man har stående på kaminhylden, og hvor julefreden sænker sig, og sne daler fra himlen, hvis du blot vender den på hovedet.

Annonce


Jeg føler, at jeg står inde i en julekugle, der trænger til at blive rystet. Sådan en af dem, man har stående på kaminhylden, og hvor julefreden sænker sig, og sne daler fra himlen, hvis du blot vender den på hovedet.


Men julen er ovre, og her er ingen sne at ryste. Det smeltede, før det blev til, tilbage er dråber af en fremtid uden minusgrader. Hvis jeg stirrer gennem glasset på verden udenfor, bliver jeg ør i bolden. Glasset giver mig en fornemmelse af at være en guldfisk, men her er pænt herinde i min bobbel. Og fredfyldt. Meget fredfyldt. Halvvejs ude på Søndervej skifter lamperne farve fra bleg-orange til hvid. Som den lille pige med svovlstikkerne har jeg passeret hus efter hus, glimt efter glimt af liv, fjernsynsflimmer og aftensmad.

Mit mål er Smørmosen og havet, men jeg ved ikke, om jeg tør fortsætte uden lys. Et stort byskilt med rød streg over Thurø markerer, at det er her til og ikke længere. Lygtepælen, jeg skriver op ad, er kold og fugtig. I min lomme har jeg fundet en brochure fra Teater Momentum. Den danner nu lærred for mine ord, men er ved at blive gennemtrængt af fugt. Skal jeg fortsætte? Hjemme venter pejsen, min dyne og min familie. Celloen afbrydes af min mors sms: “Er du okay?”.

Ja, jeg er ret okay. Blevet venner med mørket og i min indre biograf allerede fremkaldt Smørmosen, lyden af bølgerne og den mørke skovs susen. Netop den mørke skov taler imod min videre færd. Da jeg var lille, tog min veninde og jeg en aften på ekspedition i mosen sammen med vores fædre.

Vi to modige piger gik først, mens vores fædre hele tiden var et stykke bag os, så mørket blev mindre farligt. Sammen ledte vi efter en hemmelige skat, skjult i skoven. Jeg kan ikke huske, om der var stjerner, men mit nostalgiske fortidsbillede inkluderer dem. Nu sidder min far hjemme i stuen, men han er kun et kald bag mig. Jeg har stået stille længe nu. Trætheden rammer mig. Og et savn. Jeg spejder en sidste gang ud i mørket. Så følger celloen mig hjem gennem natten.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Debat

Fyns Amts Avis mener: Hjertelig tak for hjælpen til Christian Eriksens læger – og til hjerteløberen tirsdag i Svendborg. Og forhåbentlig også til flere af os andre

Annonce