Annonce
Debat

Klumme: En telefon kan bruges til meget mere i Tokyo

Klummeskribent i Fyns Amts Avis Peter Julius. Foto: Katrine Becher Damkjær

Tokyo 2017. Britt, min arbejdskollega, og jeg har igen ramt Tokyo på en af vores ture til det smukke og fascinerende Japan.

- Skal vi ikke mødes med Lærke? Et klart -Jo, da, gives retur, og så er vi på vej ud i Tokyos mylder blandt de millioner af mennesker, der konstant er i bevægelse i en af verdens største byer. Vi skal mødes med en af Britts tidligere kollegaer, der har boet i Tokyo i en del år, og jeg glæder mig til at mødes med endnu en dansker, der har valgt at bo i en anden del af verden. Som altid er jeg nysgerrig på at lære mere om adfærd, mennesker, kultur og den udsædvanlige og spændende madscene, som Tokyo byder på.

Aftalen er, at vi skal mødes i et område, der er fyldt med små madboder, hvor man kan prøve en lang række små delikatesser og forskellige kolde øl. Vi møder duften af mad samtidig med, at vi møder Lærke i et mylder af mennesker, mad og god stemning midt i Tokyo. Tokyo by har over 13 millioner indbyggere, over 500 metrostationer og mere end 35 millioner indbyggere i oplandet. Og så er byen geografisk kæmpestor: Tokyo har den globale førertrøje på, når det kommer til at måle sig på bymæssig størrelse, og så er nogle at metrostationerne gigantiske. Shinjuku stationen bruges af mere end 3,5 millioner mennesker hver dag. Året rundt.


Skal man bare hænge sin jakke og efterlade sin relativt nye Iphone?


Totalt overrasket står jeg og kigger på et ledigt bord. Et dejligt syn midt i de mange madboder. - Hvordan reserverer man et bord?, spørger jeg forsigtigt. - Du hænger bare din jakke. Og smid lige din telefon på bordet, så kan alle se, at bordet er optaget, svarer Lærke og kigger forventningsfuldt rundt i retning af de mange gode dufte fra madboderne. Væk er hun, og så står vi der. Skal man bare hænge sin jakke og efterlade sin relativt nye Iphone? Jeg snakker kort med Britt om risiko, fordele og ulemper. Vi bliver enige om, at fordelene ved at have et bord slår det meste, og dermed forsvinder Britt også ud i mylderet for at finde lokale specialiteter.

Jeg står lidt stille, og så går jeg all in. Efterlader både jakke og telefon, og henter mad. Jeg kan nu ikke lade være med at dreje hovedet og forsøge at holde øje med bord, telefon og jakke, men må give op. Jeg kaster min koncentration på mad og øl og når rundt til tre forskellige boder, inden jeg vælger en ret, der naturligvis først skal tilberedes. Det går der lidt tid med, og jeg balancerer lettere nervøst tilbage mod bordet.

Jeg er ret lettet, da jeg kommer tilbage og ser både jakke, telefon, Britt og Lærke. Man tager ikke andres ting, bare fordi de ligger på et tomt bord. Sådan. Der kan vi lære noget. Sikke en lektion i, at tillid og respekt ikke bare er ord. Det er indbygget i hele samfundet. I alle handlinger og i ægte værdier.


De mange mennesker, der er nerven i Tokyo, passer ret godt på en lettere distræt Svendborgenser.


Vi mærker det igen og igen. De små ting, der er så anderledes, og som gør rejseoplevelserne så specielle og umulige at forudse. Jeg er nok ret glemsom og måske faktisk også en smule distræt. Det betyder, at jeg ofte glemmer en notesbog, et halstørklæde eller en ligefrem en taske rundt omkring på caféer, små spisesteder eller bare på et bord rundt om hjørnet, hvor et godt glas vin indtages, mens samtalerne intensitet er stigende. Men uanset hvor jeg har været, eller hvad jeg har glemt, så er det indtil nu dukket op igen – på den ene eller anden måde. De mange mennesker, der er nerven i Tokyo, passer ret godt på en lettere distræt Svendborgenser.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce