Annonce
Langeland

Klumme: De små synger tussegamle sange

Jette Purup, dagens klummeskribent. Arkivfoto: Kristina Holt

”De små synger” er et hit som dåbsgave, har jeg hørt. Anker - mit første vidunderlige barnebarn - har ganske vist fået sit navn uden kirkelig indblanding, men synge skal vi, og en ny sangbog måtte vi have, Anker og jeg.

Hos boghandleren blev det svært, for ”De små synger” findes i et hav af udgaver: En er forsynet med becifringer, så mor eller far kan spille til. Hvis ikke gives der en storformatudgave med 50 udvalgte sange, hvor Jan Glæsel spiller melodien for os, hvis vi trykker på den røde knap. 30 af sangene findes sågar trykt på papkort i en lille kuffert til at tage med på rejse, og i en fjerde udgave er 23 sange og sanglege ”samlet i en lækker papbog, nem for små fingre at bladre i”, lover forlaget.


”De små synger” virker bedaget og ude af trit med børn og forældre her 73 år efter udgivelsen.


Den nyeste udgave (2020) kom i anledning af Gyldendals 250 års jubilæum og ligner næsten til forveksling førsteudgaven fra 1948. Forlagets læsere har kåret 10 bøger af danske forfattere til deres største læseoplevelse nogensinde, og minsæl, om ikke ”De små synger” kom med. Sammen med blandt andet ”Den afrikanske farm” og ”Gummi Tarzan”.

Vi valgte to udgaver, Anker og mig: Den med Glæsels akkompagnement og jubilæumsudgaven.

Mens forlaget altså hele tiden finder på nye formater, er forsiden uændret: En tegning af en lille artigt syngende dreng med korngult hår og røde æblekinder.

Og kun ganske få sange er fjernet eller tilføjet. "I niggerland bananen gror" blev forvist i 1993, den var lovligt racistisk. Ellers er det kun antallet af sange, der varierer fra udgave til udgave - sangene er de samme.

Det er ingen fordel. Nutidens forældre og deres poder må have svært ved at spejle sig: Kulissen er landlig idyl med heste, grise, køer og får på én og samme bondegård (kun to sange foregår i byen); mor og Gud er de bedste i verden, (Sørens) far har penge, jægersmænd er fæle. Drenge hedder Ole, Hans eller Poul, forbløffende mange af dem slår på tromme; de er raske krabater og skal blive landsoldater; piger leger med dukker. Børn generelt er – eller bør være - artige og fromme.

Sangbogen for de mindste virker bedaget og ude af trit med børn og forældre her 73 år efter udgivelsen, mener Jette Purup.

Allerede i 1948 må det konservative tidsbillede have undret, og sunget med 2021-briller er det forbløffende, at udvalget er stort set uændret.

JETTE PURUP

Bor Rue 37, Rudkøbing. Født i 1951. Journalist og pensionist.

Har arbejdet i bl.a. Danmarks Radio samt på Fyens Stiftstidende, Fyns Amts Avis og Øboen.

Er aktiv i bl.a. Alternativet på Langeland, 8. marts-gruppen Langeland og Langelands Sti-venner.

Blev farmor til Anker den 31. januar i år.

Anderledes med de voksnes sangskatte; de bliver ført a jour med jævne mellemrum. ”Den danske Salmebog” udkom i sin 15. udgave i 2003, og ”Højskolesangbogen” er revideret 19 gange siden 1894, senest i 2020. De kan åbenbart tåle det, selv om de vel er ligeså ikoniske som ”De små synger”?

Sangbogen for de mindste virker bedaget og ude af trit med børn og forældre her 73 år efter udgivelsen. Mon ikke tider er moden til, at Gyldendal beder en flok kyndige folk med hjerte for både sang og musik og børn sætte sig sammen og opdatere værket?

Som en af de første prioriteter til næste udgave af ”De små synger” ville jeg vælge ”Godmorgen lille land” fra 1998, som handler om at binde folk sammen. Om, at naturen og folket er gode bropiller, som vi skal stå solidt på, så at vi kan lukke verden ind og bygge bro. En inkluderende fædrelandssang.

Mere af det, tak.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Svendborg

Endelig sammen igen: Skål!

Annonce