Annonce
Ærø

Klumme: Bare opbakningen fra pokalkampen kunne overføres til andre ærøske tiltag

Lea Storm, 33 år og tilbageflytter til Ærø og klummeskribent. Arkivfoto: Anders C. Østerby

Følelsen af lokalpatriotisk stolthed ramte mig lige i hjertekulen, da drengene fra Marstal/Rise scorede det første mål i kampen mod AGF på Fortet i onsdags i silende regn. Følelsen af stolthed blev særligt forstærket af det brøl, der lød både ved siden af, foran og bag mig.

Her var virkelig noget, vi ærøboer kunne samles om. Noget der forenede os. Øboere fra hele øen var nemlig mødt talstærkt op til kampen. En kamp hvor gutterne fra Marstal/Rise udgjorde en form for manifestation af Ærø; unge mænd fra hele Ærø i direkte kamp mod det store, stygge superligahold, som alle vi andre var kommet for at hade.

Og opbakningen var til at tage og føle på; de ærøske fodboldspillere blev mødt af støttende klapsalver og tilråb, blot de ramte bolden (overdrivelse fremmer forståelsen). Og det gjorde mig sgu varm om hjertet. Der var så meget kærlighed til drengene på Fortet den eftermiddag, at det kunne have været fedt at dele ud af. Det er nemlig ikke alle ærøske tiltag, der høster lige så stor opbakning som en pokalkamp mod AGF.

Hvorfor er vi som øboere bedst til at bakke op om tiltag, som sker max. fem kilometer fra egen postadresse? Kan det virkelig passe, at for eksempel udviklingen af vores allesammens Ærø skal klæde sig ud som en pokalkamp mod et superligahold for at få den nødvendige opbakning?

Vi er vel alle interesserede i, at Ærø består? Og ikke kun lige, vel? Men på en måde, så man faktisk selv har lyst til at bo herovre, og ikke kun er nødt til det, fordi huset ikke kan blive solgt.

Jeg har hørt om tilflyttere, der fniser lidt af bilister, der overhaler andre bilister på Drejet, fordi for dem, altså tilflytterne, er der ikke langt til noget herovre.

Og de har jo ret. Hvis du har læst min første klumme, ved du, at jeg bor i Søby, arbejder i Ærøskøbing og har to drenge i Mopælappen i Marstal. Jeg synes helt ærligt ikke, at turen frem og tilbage er træls, men jeg tager mig selv i at sige det modsatte til andre øboere for at bekræfte dem i deres holdning til det samme.

Vi er nødt til at hjælpe hinanden med at se andre dele af Ærø i et nyt (og måske) bedre lys. Det gavner ingen – og særligt ikke Ærø – at vi kun fokuserer på det positive ved og omkring eget hjem. Den solnedgang vi alle tager billeder af, er trods alt lige smuk, om den opleves fra Skjoldnæs Fyr, Voderup Klint eller Eriks Hale.

Annonce
Kan det virkelig passe, at for eksempel udviklingen af vores allesammens Ærø skal klæde sig ud som en pokalkamp mod et superligahold for at få den nødvendige opbakning?

Blå bog

Lea Stom, 33, født og opvokset i Marstal. Uddannet cand.mag. i international virksomhedskommunikation på Syddansk Universitet.

De seneste seks år har hun arbejdet som webansvarlig i Faaborg-Midtfyn Kommune.

Vendte sammen med sin mand og to drenge på 2 og 4 år tilbage til Ærø, da hun 20. maj i år begyndte i sit nye job som kommunikationsmedarbejder i Ærø Turist- og Erhvervsforening, hvor hun blandt andet skal stå for markedsføringen af Ærø på digitale platforme som Facebook, Instagram, Snapchat og Youtube samt skrive nyhedsbreve og designe hjemmeside.

Hun bor sammen med familien i Søby.

Annonce
Forsiden netop nu
Langeland For abonnenter

Eks-borgmester om fyret kommunaldirektør: - Der var et eller andet, der sagde mig, at det ikke ville fungere

Leder For abonnenter

Fyns Amts Avis mener: Flere politiske legekammerater søges på Ærø

Det er gået nogenlunde som ventet, men det gør ikke udfordringen mindre for Ærøs borgmester Ole Wej Petersen (S). Hans ellers jævnt sikre flertal smuldrer, og nu viser det sig meget tydeligt, når der skal træffes tætte beslutninger i kommunalbestyrelsen. Den korte version er, at borgmesteren og hans allierede løber ind i politiske øretæver, fordi de kommer i mindretal. Det gør de, fordi den tidligere socialdemokrat Jens Weiss bruger sit frie mandat, og nogle gange betyder det altså, at han stemmer imod den gruppe, han egentlig er en del af. Situationen skaber problemer for borgmesterpartiet, der jo i forvejen er temmelig vingeskudt, fordi to af fire medlemmer har forladt partiet. Reelt kan det de kommende to år betyde, at Ole Wej Petersen bliver låst i borgmesterrollen, fordi hans handlemuligheder er voldsomt indskrænkede. Er der blot et medlem af konstitueringsgruppen, der stemmer imod Socialdemokratiet, er der overhængende fare for, at borgmesteren ikke kan gennemføre den politik, han ønsker. Der findes ikke en løsning, som er ligetil, men Ole Wej Petersen har brug for nye venner i kommunalbestyrelsen. Ikke fordi han kommer til at være i lommen på Jens Weiss, men fordi hans handlerum bliver voldsomt indskrænket, hvis Jens Weiss hele tiden sidder med den afgørende stemme. Afstanden mellem de to grupper i kommunalbestyrelsen er til at få øje på, og det vil også kræve, at der sluges en kamel eller flere, hvis borgmesteren hele tiden skal række hen over kløften, men spørgsmålet er, om det dog ikke åbner flere muligheder, hvis der bygges en bro. Erfaringerne med disse mere dynamiske flertal, hvor borgmesterpartiet i videst mulig udstrækning forsøger at samle brede flertal hen over politiske kløfter, er mange. I Svendborg havde den daværende borgmester Curt Sørensen (S) en tilsvarende udfordring i hans regeringstid i 2010-2013. Her stod det tidligt klart, at samarbejdet mellem Socialdemokratiet og Enhedslisten var fuld af konflikter, og der gik derfor ikke lang tid, før Curt Sørensen måtte række ud efter især Venstre og Det Konservative Folkeparti. Det udløste naturligvis også konflikter, men forligene blev landet, selv om de måske ikke var helt så røde, som borgmesteren nogle gange kunne ønske sig. Men sådan er det jo med kompromisser. Ole Wej Petersens borgmestertid har ikke været en badeferie, og der er stadig to års tid tilbage af den og tre budgetforlig, der skal landes. Der bliver altså nok af udfordringer med at samle gode og solide flertal. Derfor kan en af de strategiske problemstillinger, han gør klogt i at vie lidt af sin tid til, være, at han overvejer, hvordan han kan skaffe sig flere politiske venner i kommunalbestyrelsen. Ellers kan vejen frem mod næste valg til kommunalbestyrelsen blive fyldt med bump og store huller.

Annonce