Annonce
Debat

Klumme: Bare jeg havde mindre tid

Tegning: Gert Ejton
Annonce

Bare jeg havde mere tid.

Mere tid til at læse den bog, der ligger på natbordet uden et eneste æseløre i. Mere tid til at bage et godt brød eller slowcooke en eller anden kødklump.

Mere tid til nye hobbyer som at lære at brygge øl, strikke eller gå lange meditative ture i skoven - plukke øjenbryn, tage lange bade og holde øje med årstidernes skiften.

Med andre ord: masser af tid til at svæve omkring i zen.

Sådan tænkte jeg pre-corona, hvor stressende hverdage og hektiske weekender kunne gøre én helt rundtosset. Nu - efter at have levet et års tid med en pandemi - har en anden tanke slået rødder og vendt behovspyramiden på hovedet.

Nu tænker jeg: Bare jeg havde mindre tid.

Mindre tid til at sidde i min lille bylejlighed og spise frokost med stueplanten. Mindre tid til at vandre fortove og skovstier tynde og bage koldhævede boller.

Mindre tid til at gøre rent i krinkelkrogene og færre timer til at opdage, at man er i stand til at se Netflix en hel weekend.

Mindre tid til at tænke, hvor stille gadelivet er om natten, og til at mærke et mystisk savn af at blive vækket af larm i de sene nattetimer.


Det kan godt være, at jeg ikke skal sidde og samle tøjklemmer, men derfor føles mit hjem efterhånden som et slags isolationsfængsel, hvor fangedragten er en sammensætning af joggingbukser og uglet hår.


Hvis Jehovas Vidner ringer på min dørklokke i morgen, vil de blive budt indenfor. Og det vil være mig, der taler ørerne af dem. For jeg har allerede foldet alle mine sokker og lagt dem pænt i kommodeskuffen, og morgenmadsprodukter og dåsemad er stablet i køkkenskabet til en sådan perfektion, at jeg begynder at mistænke en OCD-lidelse komme snigende.

Lige nu er enhver distraktion mere end velkommen. Ellers er der kun selvangivelse tilbage på listen over gøremål, der altid bliver udskudt på ubestemt tid.

Det kan godt være, at jeg ikke skal sidde og samle tøjklemmer, men derfor føles mit hjem efterhånden som et slags isolationsfængsel, hvor fangedragten er en sammensætning af joggingbukser og uglet hår.

Når jeg titter ud i den virkelige verden, har jeg taget mig selv i krampagtigt at holde fast i smalltalk-samtalen med kassedamen i brugsen. I en grad så hendes himmelvendte øjne over mundmasken er det eneste hint, der lader mig forstå, at det er tiden at lukke munden på sig selv og vende tilbage til den kollegiale stueplante.

Den er en tålmodig lytter, men den griner ikke ad mine vitser - den lader ikke engang som om.

Al den mere tid, man har fået, kunne være sjovere, hvis der ikke var sociale bobler. Nu er der heldigvis ved at kradse sig én ind i min boble. Det er kvarterets sorte kat.

Vi er begyndt at hilse pænt på hinanden på gaden. Jeg har godt nok ikke set den løfte poten, men den vipper da lidt med knurhårene.

Kald mig bare corona-desperat, men det er godt nok for mig.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Langeland For abonnenter

Mulig svinefarm på Langeland: Flere naboer op i det røde felt - beboer vil gå til Naturklagenævnet

Annonce