Annonce
Klumme

Klumme: Børnelivet i en covid-tid- forhåbentlig skaber det grobund for ny tænkning i kommunen

Annonce

Efter hvad der føltes som lang tid med hjemmeskoling, var det en sand glæde for børn og voksne her i husstanden, da skolen igen lukkede op for de små klasser den 16. april.

Det var naturligvis en glæde, der var blandet med spænding og måske en anelse af nervøsitet for, om børnene i det hele taget kunne forstå de nye beskeder omkring afstand og hyppig håndhygiejne. Vi havde naturligvis øvet og forklaret hjemmefra, men hvordan skulle det gå med de to meters afstand mellem klassekammeraterne, som de i øvrigt stort set ikke havde set i fem uger og naturligt glædede sig rigtig meget til at gense.

Selve opstarten gik over al forventning, vi mødte op til en skole, der virkelig havde forberedt sig på en ny og anderledes hverdag for børn og voksne. Klasserne var inddelt i mindre grupper, og skoleskemaet var radikalt forandret.

Nu har denne nye hverdag stået på i omkring en måned, og børnenes begejstring for skolen er ikke blevet mindre. Her oplever vi selv, hvordan de mindre klassestørrelser har positiv påvirkning på børnene, de er glade og har et helt andet overskud, når de kommer hjem fra skole.

Jeg er rigtig stor fan af den danske folkeskole, og jeg imponeres gang på gang over, hvordan forandringer håndteres på mine børns skole, og hvordan lærerne og pædagogerne formår at tage udgangspunkt i det enkelte barn og barnets læring og behov.

Også i denne tid er der virkelig tænkt i andre baner også med hensyn til undervisning - kravene til børnene er meget forandret og presset er fjernet. Børnenes trivsel i skolen er markant øget.

Den danske folkeskole er i den grad omstillingsparat og tilpasser sig politiske dagsordner og økonomiske dagsordner. I mange år har skoleområdet været ramt af besparelser på den ene eller anden måde, hvad enten der generelt er skåret i økonomien eller øget på klassekvotienten og dermed skåret i antal voksne pr barn. Det er på mange måder en forkert prioritering - mere voksentid giver større tryghed og færre konflikter hos børnene.

Børn der er i trivsel er også børn, der er glade og parate til læring.

Jeg ønsker, at de politiske valgte i byrådet lytter til forældre og børn, som i disse tider beretter om en hverdag, som giver ro omkring barnet, og mere voksentid til det enkelte barnet. Med den nye udligningsaftale, der faldt på plads her først på foråret, hvor Svendborg Kommune får tilført nogle flere millioner, bør en del af de midler afsættes til skole- og dagtilbudsområdet. Det er også et kommunalt ansvar at sikre de bedste forudsætninger for børnenes trivsel, og vi ved, at flere antal voksne pr. barn øger børnenes trivsel.

Det er noget, hele samfundet har glæde af på den lange bane.

Arkivfoto: Katrine Becher Damkjær
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce