Annonce
Svendborg

Klimafamilie i mål med CO2-projekt: Levede klimavenligt men har alligevel reduceret 24 procent

Familien Stæhr/Oldenburg har været en ud af i alt fire klimafamilier, der har skulle leve grønnere i tre måneder. Foto: Linea Andersen
I tre måneder har fire familier sagt ja til at leve grønnere. Familien Støhr/Oldenburg levede i forvejen klimavenligt, men de har alligevel formået at reducere deres CO2-forbrug med 24 procent. På fødevarer og el har familien ikke flyttet sig. Det har de til gengæld på transport, streaming og især ting og sager.

Svendborg: Streaming i en halv time i hverdagene og maksimum halvanden time i weekenderne. Et bad på to minutter og rindende vand, inden bruseren er varm, kommes i en spand til toilettet.

Sådan lyder nogle af punkterne i familien Stæhr/Oldenburgs egen klimalov.

"Vores klimalov" står der øverst på det store stykke papir, der er klistret på døren i køkkenet, hvorpå familiens tre børn med forskellige farver har nedskrevet de klimavenlige ting, alle skal huske i løbet af dagen.

Her i huset i det nordvestlige Svendborg bor 36-årige Karoline Stæhr og Mikkel Oldenburg og deres tre børn Albert på ni, Ludvig på seks og Karla på fire. Familien er én ud af de i alt fire familier, der i 12 uger har været med i et projekt om at leve grønnere.

- Målet for os var at inspirere andre og vise, hvor nemt man egentlig kan leve klimavenligt, og så ville vi godt se, hvordan vi kunne få vores forbrug endnu længere ned, fortæller 36-årige Mikkel Oldenburg.

Projektet er netop afsluttet, og familien Stæhr/Oldenburg har fået opgørelsen over deres CO2-forbrug fra før og efter forsøget. Familien var inden projektet temmelig klimabevidste og levede i forvejen vegetarisk, men det er alligevel lykkedes dem at reducere deres CO2-aftryk med 24 procent.

- Det er fedt, at vi har kunne reducere det så meget, så vi er virkelig glade for resultatet, fortæller Karoline Stæhr.

Annonce
Karoline Stæhr, 36, med datteren Karla på fire år ved søndags morgenbordet. Familien har netop færdiggjort et tre måneders projekt om at leve grønnere. Familien var allerede fra starten meget klimebevidste og spiser for eksempelvis vegetarisk og økologisk. Foto: Linea Andersen

Streaming er en synder

Kigger man i familiens opgørelse, er der blevet reduceret en hel del på transportdelen. Stæhr/Oldenburg er den af de fire familier, der udleder mindst CO2 ved transport.

- Jeg forstår ikke helt, hvorfor det er sådan, for jeg føler ikke, vi har lavet noget om, siger Karoline Stæhr.

Mikkel Oldenburg fastslår dog, at det ikke er helt rigtigt.

- Jo, vi har faktisk gjort noget. Jeg plejede jo at køre til arbejde. Nu laver jeg samkørsel med nogle kolleger. Jeg plejede også at tage bilen til træning ved SG-huset, men det gør jeg ikke længere. Nu tager jeg cyklen, siger Mikkel Oldenburg.

Streaming af tv-programmer er også en af de helt store syndere. Derfor har familien fået lavet nogle retningslinjer for, hvor meget der må ses fjernsyn. Og det har virket.

- Vi var ikke klar over, hvor slemt det egentlig er med streamingtjenester i forhold til CO2, men det er vi nu. Så vi har været i genbrugen og købt nogle dvd'er i stedet for, fortæller Karoline Stæhr og Mikkel Oldenburg tilføjer.

- Og så spiller vi en del brætspil og går ture, hvor vi samler skrald, hvor vi har nogle gode snakke om alt muligt. Men de ting gjorde vi også før projektet.

Nyt er yt

Men det sted, hvor familien Stæhr-Oldenburg har fået lavet den største ændring, er i kategorien "ting og sager".

- Projektet her har lært os, at vi skal tænke os om. Ting og sager er derfor blevet reduceret væsentligt, fordi vi ikke køber noget nyt, fortæller Mikkel Oldenburg og Karoline fortsætter.

- Vores opvasker har for eksempel været i stykker. Der har også været lidt med køleskabet, og det har vi fået repareret. Før havde vi bare købt nyt, for det er jo altid lækkert at få nyt, og så er det næsten lige så dyrt at få tingene repareret.

Familien har i de 12 uger også været flittige til at få brugt genbrugsbutikkerne.

- Det er sjovt at være i genbrugsbutikker, tilføjer fireårige Karla til samtalen, og Karoline og Mikkel fortæller, at de også har gjort en ud af at bytte tøj og ting med andre familier.

På den store handle- og tilbudsdag Black Friday, der fandt sted 29. november, blev der kun købt en udflugt til badelandet Lalandia.

- Normalt ville jeg køre ned i byen flere gange og købe ting, for jeg elsker tilbud, siger Karoline Stæhr.

Mikkel Oldenburgs oplevelse er, at det giver mere ro, når storforbruget bliver lagt på hylden.

- Der er ingen stress, når man lærer, at det er noget, vi ikke løber efter. Og når vi ikke bruger tiden på at gå og købe en masse ting, sparer vi selvfølgelig en masse penge. Det skal da nævnes. Men vi får også en masse mere frihed til at være sammen, siger han og fortsætter.

- Den dag vi skal herfra, er det jo ikke de ting, vi fik købt, vi tænker på. Det er de oplevelser, man har haft sammen.

- Jeg kan også mærke, at jeg i løbet af de her tre måneder mentalt er blevet mere bevidst om aldrig at kigge i butikkerne eller hen mod varerne, der står uden for, når jeg går gennem gågaden. Fordi oppe i mit hoved har jeg besluttet mig for, at vi jo ikke mangler noget.

Når det er sagt, så synes Karoline Stæhr dog, at det er kategorien ting og sager, der har været det sværeste at skære ned på i klima-projektet.

- Lysten til at købe en ny kjole har nok været det sværeste. Jeg har været til en del fester nu her, hvor jeg har følt, at jeg har haft det samme på, men det er der jo i virkeligheden ingen, der lægger mærke til.

Men hun er ikke faldet i.

- Jeg har bare tænkt: Det skal jeg ikke.

- Nogle gange i et svagt øjeblik har jeg da også tænkt, at jeg kunne købe nogle skove i stedet (man kan give penge for at få plantet træer, red.) og kompensere, men det føles alligevel også lidt som at snyde, siger hun.

Familien Stæhr/Oldenburg har lavet deres egen klimalov, der hænger på døren i køkkenet. Foto: Linea Andersen

Mere supervision

En gennemsnitlig dansker har i dag et CO2-aftryk på 18.000 (med offentligt forbrug). Hvert medlem i familien Stæhr/Oldenburg har et aftryk på 8500 (med offentlig forbrug). Målet er, at i 2050 har en gennemsnitsdansker et CO2-aftryk på 2500.

Familien Stæhr/Oldenburg er godt på vej til det mål, men skulle de reducere yderlige i deres forbrug nu, har de svært ved at se, hvordan det skal lykkes.

- Jeg ved ikke, hvor det sidste skal komme fra, hvor vi kan skære for at vores liv stadig hænger sammen, og så vi stadig synes, det er sjovt at leve, fortæller Karoline.

- Men en reduktion synes jeg også ligger i, at inspirere andre til at leve mere klimavenligt. Det vil være det største resultatet for mig, hvis jeg har fået inspireret nogle andre, siger hun.

Parret indrømmer, at de altid har været klimatosser, og at det ikke er blevet mindre efter de seneste tre måneder. Men hvis de skulle have haft endnu mere ud af projektet, som er i samarbejde med AOF Sydfyn, Det Økologiske Råd og organisationen Go2Green, havde de ønsket noget mere supervision.

- Jeg troede, at vi fik nogle tips og tricks fra nogen, der vidste endnu mere om klima, men vi har selv skulle finde ud af det. Så vi har læst meget og sat os ind i tingene. Det kræver det, siger Karoline Stæhr.

Det sværeste i projektet om at blive en grønnere familie har for Karoline Stæhr været ikke at kunne gå ned og købe en ny kjole, hvis hun har skulle til en fest. Mikkel Oldenburg har lært at abstrahere fra butikkernes mange fristelser i gågaden, for familien mangler ikke noget. Foto: Linea Andersen

Forbrugeren har magten

Som følge af, at mange nu ved, at Karoline og Mikkel er meget klimabevidste har flere været henne og spørge dem til råds.

- Så går det, vi siger lige pludselig for at være legitimt, fortæller Mikkel Oldenburg.

Stod det til ham, skulle der være mere synlighed om de grønne valg - for eksempel kunne man begynde at deklarere på fødevarerne, hvilket CO2-aftryk varen har. Og folk skal efterspørge det, fortæller han.

- Det er vigtigt at huske, at det er os som forbrugere, der sidder på magten. Hvis vi efterspørger grønnere varer i supermarkederne, så kommer de også.

Men med det at være "klimatosse" følger også nogle fordomme og løftede pegefingre. Når Karoline Stæhr skal nå hjem fra en nattevagt, og børnene ellers vil komme til at være alene, hvis hun ikke når hjem inden Mikkel tager på arbejde, er hun nødt til at tage bilen. Og det kan der godt blive kommenteret på hos kollegerne.

- Det synes jeg simpelthen er irriterende. Eller når jeg sidder til en julefrokost og drikker af et plastikkrus og de siger: Ved du godt, du drikker af plastik nu. Det kan faktisk være ubehageligt, fortæller hun og Mikkel Oldenburg bidrager til samtalen.

- Vi er ikke frelst, og vi lever ikke frelst. Vi lever, som vi synes er rigtigt. Vi sætter ikke os selv på en piedestal. Vi fortæller, hvad vi gør, og så kan andre vælge at gøre lige sådan, eller blot lade sig inspirere, siger Mikkel Oldenburg.

Familien vil fortsætte med at leve, som de har gjort de seneste tre måneder, og til jul er der kun gaver til børnene. De fleste er endda købt i genbrugen.

Hele familien Stæhr/Oldenburg. Fra venstre Mikkel, 36, Albert, 9, Ludvig, 6, Karla, 4 og Karoline 36. Foto: Linea Andersen
Hos familien Stæhr/Oldenburg er der en klimalov. Det er blot visioner, fortæller Mikkel Oldenburg, men familien er blevet ret gode til at overholde reglerne, der blandt andet siger, at et bad kun må tage to minutter. Foto: Linea Andersen
I weekenderne må klimafamilien her kun bruge halvanden time streaming i weekenderne og en halv time i hverdagen. Det er også med til at øge samværet, når der ikke er så meget tid foran skærmen, fortæller de. Her er der gang i Ramasjang på DR. Foto: Linea Andersen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Debat: En dag i april

Kronik

Debat: Trængsel ved håndvasken

Solen skinner stadig, og det er, som én sagde: - Vi er på røven, men vi har godt vejr til det. Sneen lagde sig på plænen her den anden morgen og, og jeg blev lige ramt af en snert af julestemning. Der er dejligt herude på landet, og vi er holdt op med at skynde os for at blive færdige med det, vi er i gang med. Hvorfor skal vi det? Vi kan bare gøre det færdig i morgen, eller i overmorgen. Tiden er ikke længere knap, og sjovt nok får vi lavet en del mere, end vi plejer. Vi starter og færdiggør projekter, vi har ladet ligge i årevis. Det er som om, krisen har fornyet en eller anden energi. Sover mere om natten og er mere vågne og aktive om dagen. Det eneste, der ikke swinger er, at vi ikke kan få besøg. Det er slemt ind imellem, men jeg købte et nyt virkelig godt webcam, inden statsministeren var færdig med at sende os hjem. Jeg holder kontakten åben med dem, som betyder noget for mig. Det fungerer forbavsende godt. Jeg har mange gode snakke der. I går talte jeg for eksempel med en, som har det bedre mentalt, end hun har haft det i mange år. Coronaen har gjort mig rask, sagde hun. Vi snakkede om, at forandringen går godt for en del mennesker. Presset, det kollektive forventningspres er væk, og det er tilladt bare at være. Vi snakkede faktisk om, om coronakrisen måske gør flere raske end syge. Jeg ved ikke meget om virusspredning, men jeg har været i krise før og ved, at de har et forventeligt forløb. Det er aldrig kun skidt, det der sker. Jeg er overbevist om, at vi skaber alting selv, også vores problemer. Glem alt om Vorherre og Moder Jord. Der er ingen, der har væltet hendes øl, det er ikke et tilfælde, og der er ingen, som har sendt feberen ned over fra et fjernt univers. Uanset hvor det opstod, og hvem der begyndte, så har vi kollektivt skabt det her scenarie ved for længe at udsætte at gøre det, vi godt ved, er det rigtige at gøre. Vi har alt, hvad vi skal bruge for at løse vores problemer i verden. Vi har viden, indsigt og ressourcer til at leve balanceret og fredeligt med hinanden og os selv. Vi kunne leve i paradis, hvis vi ville. Men så længe vi insisterer på at betragte os selv som ubetydelige og derfor uden ansvar, bliver vi ved med at lægge ansvaret fra os. Vi fatter ikke helt konsekvenserne af vores personlige ansvarsfralæggelse, eller vi lukker øjnene, fordi det er mere mageligt at kunne give de andre skylden. Uanset hvad, så betyder det, at vi ikke føler os ansvarlige for os selv og verden. Vi står bare og kigger på, at ubalancerne hober sig op. Læsset bliver skævere og skævere, og en dag vælter det. Denne krise, denne coronapandemi må gerne føre til virkelig store ændringer, og det gør den selvfølgelig også, hvis den følger den gængse logik, kriser udvikler sig med. De gode ændringer vil vise sig i den fysiske verden, men jeg tror og håber på, at denne pandemi er med til at åbne en bevidsthed for os. En formuleret bevidsthed om vores allesammens betydning. Et nyt blik for at vores individuelle ansvar faktisk ikke kan uddelegeres. En indsigt i at vi får konsekvenserne af vores handlinger selv, uanset hvem vi overlader ansvaret til, og hvem vi lytter til. At hvert eneste menneske, du og jeg har hånden på læsset og kan være med til at bestemme, hvor hurtigt det skal tippe. Jeg ved godt, at der er mange, der siger, at så meget kan vi ikke pålægge os selv, men så må vi også være klar til at leve med konsekvenserne. Jeg tror på, at vi mennesker er et sted i vores udvikling, hvor det er den udvikling, vi allermest længes efter at nære. Det eneste jeg kan sige er, at det aldrig nogensinde i mit liv har givet bagslag at samle ansvaret for mig selv op. Jeg er hver eneste gang blomstret op og blevet stærkere på alle planer. Kun hvis vi bliver bedre til at tage ansvar for os selv i det daglige har vi en chance. Vi kunne leve uden stress, hvis vi blev bedre til ikke at lade os presse. Vi kunne leve uden den fuldstændig perverse økonomiske uligehed, hvis vi tog hånd om vores mere- og mindreværd og ikke lod det styre os så vildt. Vi kunne leve uden krige, hvis vi forstod, at den starter inde i os selv. Med den bevidsthed kan vi tage valg. Uden bevidsthed om os selv, har vi ingen valgmuligheder. Lige nu har vi ansvaret for at vaske hænder, så vi ikke smitter hinanden. Men engang imellem kan jeg ikke lægge billedet væk af, hvordan vi trænges ved håndvasken i disse uger. Det bliver til billedet af, hvordan vi allesammen forsøger at fralægge os ansvaret for den situation, vi står i lige nu. Det kunne være godt, hvis vi, når vi står med hænderne i vaskekummen, eller i de sekunder det tager at spritte af, vil give os selv en reminder. En reminder om at det er vores allesammens ansvar, dit og mit, hver dag at lave verden til et sted, som er godt at være, så vi ikke ender det samme sted igen. Det personlige ansvar kan vi ikke vaske af os. Heller ikke med sprit til flere hundrede kroner literen.

Faaborg-Midtfyn For abonnenter

Takker politiet: Gydas skizofrene søn truede hende med samuraisværd og barrikaderede sig i huset

Annonce