Lokaldebat: Kommunalvalget er overstået. Tak for jeres opbakning til Radikale Venstre. I løbet af valgkampen har stort set alle partier stemplet ind på den grønne dagsorden. Det betyder jo, at vi nu endelig kan rykke frem på den grønne dagsorden. I kan være helt sikre på, at Radikale Venstre løber forrest.
SF, A og C er blevet styrket i den nye kommunalbestyrelse. Så nu skal der jo handling bag ordene. Hvis I spørger Radikale Venstre, så skal vi have langt mere fokus på grønne, kommunale indkøb. Solcelleparker, hvor vi kan levere til hele Fyn og dermed tage vores del af ansvaret. Der skal opstilles flere ladestandere til elcykler og elbiler. Vi skal have et fokus på cykelstier, så vi kan transportere os rundt grønt og trygt. Drikkevandet skal skærmes, så vi fortsat forsat kan drikke vand fra hanen.
Det er afgørende, at vi får inddraget borgerne i den grønne omstilling. Der er meget, som vi kan gøre i vores private husholdning. Giften skal ud af haverne, økologien og de lokale indkøb skal ind. Måske skal dieselbilen udskiftes med en elbil?
Det vil jeg knokle for, når det gælder den grønne omstilling.