Annonce
Faaborg-Midtfyn

Klassisk med et moderne tvist: Brobyværk Kro serverer ægte krostemning

Folkene på Brobyværk Kro har brugt vinterens coronanedlukning til at få igangsat sidste etape af et større renoveringsprojekt. Sidste forår istandsatte de hovedhuset, hvor kroen ligger. Nu er turen kommet til værelsesfløjen, og renoveringen er i fuld gang. Målet er at skabe en moderne kro med autentisk atmosfære.

En ny indbygget pejs. Lyse egetræsgulve. En krostue med åben bar og restaurant og store vinduespartier.

Det er bare nogle af de forandringer, der møder gæsterne, når de træder indenfor på Brobyværk Kro. Snart vil de også møde en nyistandsat værelsesbygning. De gamle gulvtæpper er hevet af og er blevet erstattet af nye, mørke gulve. Værelserne bliver indrettet med møbler af egetræ. Den træsort møder gæsterne også i krostuen, og den er med til at danne helhedsindtrykket.

Det er nemlig en gennemrenoveret, moderne kro, der snart kan slå dørene op. Eller rettere en nutidig kro med autentisk stemning.

Annonce

Brobyværk Kro er næsten 400 år gammel og blev kongeligt privilegeret kro i 1732. Det har den nye ejer, Claus Feldborg, haft fokus på helt fra begyndelsen. Det fortæller Johanne Hyldal. Hun er direktør for kroen og står for den daglige drift og har været med fra begyndelsen.

Johanne Hyldal er direktør for Broboyværk Kro. Hun er uddannet tjener og har solid erfaring med restaurationsdrift. Fra 2016 til 2020 drev hun restauranten Druen og Bønnen i Odense. Arkivfoto: Palle Søby

- Det var vigtigt at få moderniseret kroen, for det trængte den til, men vi sørgede fra begyndelsen også for at gemme en masse interiør fra den gamle indretning. Det er det, man kan se rundtom på væggene. Det er med til at bevare stedets sjæl. Meget var planlagt, da vi gik i gang, men noget er også dukket op undervejs. Gulvene er de originale, der blev slebet ned. Da vi pillede lofterne ned, kom loftbjælkerne til syne, og dem fik vi fritlagt, for de var bare så flotte, forklarer hun.

Johanne Hyldal

Er tjener og har siden taget en professionsbachelor i hospitality og management

Er udlært hos Stensgaard ved Millinge

Har været tjener på Kvægtorvet og været med til at drive Munkebo Kro. Hun har også været med til at drive et selskabshotel nord for polarcirklen i Norge

Fra 2016 til 2020 drev hun Druen og Bønnen i Odense.

Glidende overtagelse

Kroen var i mange år ejet af Ib og Anne-Lise Jørgensen. Parret overtog kroen efter Ibs forældre i midten af 1970’erne. Det blev til 47 år på Brobyværk Kro. Kroen har i perioden haft mange faste gæster, og netop stamgæsterne har personalet haft ekstra fokus på.

- Vi var så heldige at have en måned sammen med Ib og Anne-Lise, hvor vi fik mulighed for at lære dem og stedet at kende. Vi overtog jo også deres ordrebog med bookinger. Nu har vi renoveret kroen, og vi vil gerne noget nyt. Det er bare vigtigt, at det nye ikke gør, at vi mister de faste gæster, som er glade for at komme her. Det skal stadig føles som en kro. Derfor har vi eksempelvis også beholdt krostuen og tilføjet baren. Det er kroens hjerte, som forbinder den klassiske krostue med restauranten. Der er frit udsyn, så personalet kan se gæsterne, og gæsterne kan se, hvad der foregår, fortæller Johanne Hyldal.

På kroens førstesal er der skabt loungeområde, hvor gæsterne kan nyde en drink før og efter maden. I rummet, der støder op til loungeområdet, er der lavet minderum, for Johanne Hyldal har fundet mange sjove klenodier, mens de har ryddet op i kroens gemmer.

Annonce

Fransk tvist

Også menukortet har fået en opdatering. Der er hentet inspiration fra dansk kromad, men med et fransk tvist.

- Det skal stadig være sådan, at folk, der kører forbi kroen, får lyst til at kigge ind. Vi har bevæget os fra at være baseret på klassisk kromad såsom kalvesteg og romfromage. Det er moderne mad, og råvarerne kommer i høj grad fra lokalområdet. Vores køkkenchef, Jannik, har hygget sig med at finde lokale leverandører, siger hun.

Restaurantchef Henrik Mundt Krammager (t.v.) og køkkenchef Jannik Jensen i baren, der også fungerer som reception. Arkivfoto: Palle Søby

Nu venter personalet på, at værelserne bliver klar, og så er kroen parat til at åbne, når corona-restriktionerne bliver løsnet. Det er noget, Johanne Hyldal ser frem til med spænding:

- Altså. Sidste år gik der kun få dage, før vi pludselig skulle åbne igen. Der kendte personalet ikke hinanden, for det havde vi jo ikke haft tid til på grund af corona. Vi kendte heller ikke kroen og havde ikke fået skabt rutiner. Det har vi nu, så vi går 2021 i møde langt mere forberedte, og vi glæder os til at få taget hul på alle de planer, vi har.

Brobyværk Kro

15. februar 2020 blev nøglerne til kroen overdraget til Claus Feldborg. Indtil da havde kroen været ejet af Ib og Anne-Lise Jørgensen i mere end 47 år.

Kroen har været ejet af Ib Jørgensens familie i over 100 år.

Familien har løbende vedligeholdt kroen og også udvidet antallet af værelser. Den seneste udvidelse var tilføjelsen af værelsesbygningen i 1988.

Annonce

Fremtidsdrømmene

Planer. Dem har Brobyværk Kro nemlig et par stykker af. Den første handler om at få kroen integreret i lokalsamfundet. Det har været umuligt, mens kroen har været corona-lukket, men på sigt er det meningen at kroen skal være mere end bare en kro.

Brobyværk Kro ligger ved Odense Å, og den udsigt kan kroens gæster nyde godt af. Nogle af kroens værelser har også å-udsigt. Det er muligt at bede om et af de værelser, når man foretager sin booking. Foto: Brobyværk Kro

- Vi har en drøm om at kroen bliver et sted, hvor der bliver holdt foredrag og koncerter. Ikke kun for gæster, men også for lokalbefolkningen. En af de sværeste ting ved coronanedlukningen har været, at det hele har virket forladt. Jeg har været på arbejde på kroen, for jeg er ikke hjemsendt. Derfor har det været godt, at renovering af værelserne dagligt har skabt liv. Forbipasserende har kunnet se den store container i baggården blive mere og mere fyldt, mens det har summet med håndværkere. Det er vigtigt at vise, at der sker noget, og at der kommer til at ske mere, fortæller Johanne Hyldahl.

Krostuen er bevaret, og baren er med til at binde den sammen med restauranten. Den er bevidst lavet som en åben bar, så kan gæsterne nemlig se, hvad der foregår i restauranten, og omvendt. Baren er tænkt som kroens hjerte. Arkivfoto: Palle Søby

Claus Feldborg er gartner og ejer Feldborg Growers. Hans passion for planter, ses også rundt om i kroens stuer. Der er mange eksotiske planter. Dem drømmer han om at få mere plads til. Han vil nemlig gerne på sigt omdanne kroens gårdhave til et orangeri.

-I Danmark er det kun muligt at sidde ude få måneder om året. Med et orangeri får vi mulighed for at udvide sæsonen og skabe nogle unikke rammer. Det bliver forhåbentlig noget, som kan sætte Brobyværk på landkortet, uddyber Johanne Hyldal.

Først og fremmest glæder kroens personale til igen at kunne invitere gæster inden for, så de kan tage ordentligt hul på den fremtid, de har brugt vinteren på at gøre klar til.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Erhverv For abonnenter

Klar til at finde den store kædesav frem: Venstre vil fjerne øverste etage fra Rubberton-byggeri

Annonce