Nyborg: Der er ikke umiddelbart vejrudsigt til strandliv og badevandstemperaturer, som andre end vinterbaderne bryder sig om.
Men Nyborg Kommunes rundt regnet 45 kilometer lange kyststrækning er ikke desto mindre klar - med Blå Flag på fire strande og tre stjerner til mange andre.
Det er Friluftsrådet, der står bag det velkendte Blå Flag. De bliver tildelt strande med rent badevand, toiletter, affaldsspande og aktiviteter med formidling af natur og miljø.
På Østfyn går de Blå Flag i år til tops ved Kongshøj Camping i Frørup og ved Fyns Badestrand, Storebæltsbadet og strandhotellerne i Nyborg.
- Miljø og natur er mere og mere på dagsordenen både på politisk niveau og hos den enkelte dansker. Det taler Blå Flag meget ind i, fordi et af de vigtige kriterier for at få det Blå Flag er, at der på stranden eller havnen afholdes forskellige aktiviteter, som gør gæsterne klogere på natur og miljø, påpeger direktør i Friluftsrådet, Winni Grosbøll.
Det er dog fortsat kvaliteten af badevandet, de fleste forbinder med Blå Flag-strande. Og den bliver i Nyborg Kommune holdt under løbende kontrol med 11 prøveudtagninger i perioden fra slutningen af maj til slutningen af august.
Ud over på de fire Blå Flag-strande er der i øvrigt også kontrolstationer på 13 andre strande i Nyborg Kommune.
Her tildeles badevandskvaliteten fra nul til tre stjerner - med tre stjerner for "udmærket kvalitet".
Sidste år var der tre stjerner til 12 af de 13 strande. Den eneste undtagelse var "den hemmelige" badestrand ved Sølyst i det centrale Nyborg, hvor der først i 2024 vil være et tilstrækkeligt datagrundlag at uddele stjerner på.