Annonce
Svendborg

Klar til haveaffald: Genbrugspladser genåbner

De seneste dage har der været gabende tomt på genbrugspladsen på Miljøvej i Svendborg - tirsdag går det igen løs, dog med restriktioner. Foto: Michael Bager
Tirsdag den 31. marts genåbner genbrugspladserne i Svendborg og Hesselager sammen med genbrugspladser over hele landet. Vand og Affald opfordrer dog til, at man bliver hjemme, hvis det ikke er strengt nødvendigt

Svendborg: Tirsdag åbner genbrugspladserne i Svendborg og Hesselager igen. Det bliver dog med stærkt begrænset adgang, og bilerne bliver lukket ind i løbende. I Svendborg åbner genbrugspladsen klokken 10, mens den i Hesselager åbner klokken 8. I Svendborg er åbningstiden fra 7.30 til 10 forbeholdt erhverv.

Der vil være personale, der lukker biler ind på genbrugspladsen løbende, så der ikke er for mange ad gangen. Det er personale fra Svendborg Kommune, der står for den del af arbejdet, mens det er de sædvanlige ansatte, der passer selve genbrugspladsen med behørig afstand til brugerne.

Direktøren for Vand og Affald Ole Steensberg Øgelund opfordrer svendborgenserne til kun at aflevere affald, hvis det er strengt nødvendigt.

- Vil vil naturligvis helst have haft åbent som sædvanligt, men det kan ikke lade sig gøre i øjeblikket . Vi vil nødigt have flere tusind biler holdende i kø, så hvis det ikke er strengt nødvendigt at komme af med affaldet, er det en god idé at vente, siger Ole Steensberg Øgelund.

- Vi prøver at tage de med godt humør og håber, det glider stille og roligt, siger han.

Annonce

Nye åbningstider

Genbrugsstationerne åbner tirsdag den 31. marts med ændrede åbningstider.

Svendborg Genbrugsstation, Miljøvej 10, Svendborg: Mandag til fredag 10-16.30. Erhverv har desuden adgang 7.30-10 Lørdag og søndag 7.30-16.30

Hesselager Genbrugsstation, Industrivænget 1, Hesselager: Mandag til fredag 8-16. Lørdag og søndag lukket.

Genbrugsstationerne lukker få biler ind ad gangen, så forvent kø. Der er lukket for bytterum og direkte genbrug.

Oprør fra haveejere

Kombinationen af ekstra fritid, godt vejr og lukkede genbrugspladser viste sig i sidste uge som en skidt cocktail. Det udløste noget af et ramaskrig fra blandt andre haveejere og gør-det-selv folk, da genbrugsstationerne over det meste af landet lukkede den 11. marts, samtidig med at svendborgenserne gik i gang med havearbejdet og småreparationer.

Enkelte opdagede, at der var åbent i andre kommuner og afleverede der – nogle afleverede måske i naturen, det frygtede blandt andre Venstres Mette Kristensen.

Det var ikke uvilje fra forsyningsvirksomhedernes side, men blandt andet et helt overvældende rykind og hensynet til både ansatte og brugere, der fik Vand og Affald i Svendborg til at lukke på baggrund af statsministerens påbud om at lukke ned for al offentlig virksomhed for at undgå smitte.

Det fik kommunerne til at efterspørge fælles regler, og i weekenden gav Kommunerne Landsforening grønt lys til en åbning af genbrugspladserne, efter at Styrelsen for Patientsikkerhed har sagt god for det, hvis det vel at mærke gennemføres med restriktioner.

Nye retningslinier for genbrugspladser

Begræns mængden - aflevér kun affald, som du ikke har mulighed for at opbevare derhjemme.

Sortér affaldet hjemmefra, så du hurtigt kan aflevere det.

Medbring selv kost og skovl, hvis du har brug for det.

Forvent kø.

Hold afstand på mindst to meter. Hvis der er trængsel ved en container, så tag en anden eller bliv i bilen, indtil der er plads.

Forlad pladsen så snart, du er færdig.

Følg genbrugsvejledernes anvisninger.

Genbrugsvejlederne kan desværre ikke hjælpe med at aflæsning af affaldet.

Kilde:Vand og Affald

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ærø

Klumme: Jeg har arvet en guldbarre

Annonce