Annonce
Langeland

Kjær var kult på Langeland

Birthe Kjær synger stadig forbløffende godt og overgår vokalt mange af sine jævnaldrende mandlige kolleger. Foto: Simon Staun
Selv om det er imponerende 59 år siden, at Birthe Kjær første gang stod på en scene, virker den 70-årige sanger hverken udbrændt eller rusten. Lørdag eftermiddag gav hun sammen med sit forrygende festband en opvisning i showwomanship.

Det kommer mildest talt bag på mig, hvor mange unge der står klar foran scenen, inden koncerten med Birthe Kjær og The Feel Good Band begynder lørdag klokken 16.30. De fleste af dem er under 20 år og kan ikke engang bryste sig af at have været med på anden Birthe Kjær-bølge i 1980’erne, hvor hun brillerede til Melodi Grand Prix.

De unge mænd synger af deres lungers fulde kraft: ”Lå lå lå lå – Birthe Kjær vi elsker dig”, hvilket må siges at være en velkomsthymne af rang. Birthe Kjær har formodentlig hørt hyldestsangen og træder ind på scenen med et smil så lunt som solen på den violblå himmel.

Det er de færreste danske sangere forundt at kunne indlede en koncert med en sang som ”Vi maler byen rød”, hvor stemningsbarometeret ryger i top fra første strofe. Ungersvendene i front synger begejstret både byen og ansigterne røde.

Birthe Kjær er veloplagt, jovial og morsom mellem sangene. Allerede efter første sang proklamerer hun, at hendes første single udkom i 68.

- Jeg er så glad for at kunne sige, at vi taler om 1968, indskyder Birthe Kjær, inden hun sammen med The Feel Good Band viser formatet med en sydende version af ”Boogaloo” med berusende toner fra de tre blæsere.

Annonce
Birthe Kjær optrådte for første gang i Tivoli Friheden i 1960. Dengang var hun 11 år og stor fan af Otto Brandenburg. Foto: Simon Staun

Lange Lars fra Langeland

Birthe Kjær fejrede sit 50-års jubilæum som professionel i fjor, og det er vanvittigt at tænke på, at hun har indspillet 421 sange. Hvis hun skulle spille alle sammen i træk, ville hendes koncert strække sig langt ind i næste uge.

Derfor er det kløgtigt, at hun har pakket flere af sangene sammen til intense medleyer, hvor både de unge knøse og alle omkring dem genkender forbløffende mange melodier. ”Vil du med”, ”Hvad er du ude på” og ”Av min arm” smelter smukt sammen med den geografisk højaktuelle ”Lange Lars fra Langeland”, som storswinger i The Feel God Bands kyndige hænder.

Der er også fundet plads til et medley med nogle af de sange, Birthe Kjær hørte som barn og ung. Evergreens som aldrig går af mode. ”Speedy Gonzales”, ”My Boy Lollipop”, ”Lucky Lips”, “Kiss Me, Honey Honey, Kiss Me” og ”See You Later Alligator” skaber danseeufori foran scenen, og det er rosværdigt, at Birthe Kjær modsat mange af sine jævnaldrende kolleger synger på et upåklageligt engelsk frem for et hakkende danglish.

Hendes greb på Otto Brandenburgs ”What Do You Want To Make Those Eyes At Me For” er sunget med en nerve og indlevelse, som den gamle baggårdpuma ville have mjavet saligt af. Det samme ville Elvis Presley efter ”Such a Night”, hvor bandet igen spreder gode vibrationer.

Line dance på Rue Mark

Ingen dansk sang passer vel bedre til sådan en eftermiddag som ”Sommer og sol”. Jeg kan ikke dufte kaprifolen, der hvor jeg står, men lige i dette øjeblik synger Birthe Kjær sig ind i et minde om sommeren 2019, som jeg forhåbentlig aldrig glemmer.

Måske skyldes min begejstring, at jeg efter fire festivaler i træk før sommerferien har hvilet ørerne i to uger. Men det er altså svært at sætte en finger på præstationen af både Birthe og band.

Det er tydeligt at høre på flere af sangene, hvorfor Johnny Reimar faldt pladask for hende og fik hende til at omfavne den party-pop, han selv dyrkede med bravour. Det var ham, der i 1968 opdagede den talentfulde sparekasselev, som kort tid efter storhittede med ”Arrivederci Franz”, hvor dagens to korsangerinder supplerer med den helt rette portion ”ba-du-wap”

Der skal ikke kun være plads til de gamle sange, understreger Birthe Kjær, som både har taget ”Din i nat” fra 2018 med samt country-coveret ”Acky Breaky Heart” fra hendes Nashville-plade fra 2015 ”Lige fra hjertet”.

På sidstnævnte ifører Birthe Kjær sig en cowboyhat knaldrød som en gummibåd og viser, at hun også mestrer countrygenren. Der trakteres med line dance, som får publikum til at nærme sig kogepunktet. Og så ryger strømmen … Så tæt på klimaks. Forbandet.

En generator er gået i udu på det værst tænkelige tidspunkt, og efter en pause på fem minutter skal Birthe Kjær trække publikum op igen. Det lykkedes blandt andet på grund af yderligere to medleyer med vindersange fra det internationale melodi grand prix. Endnu en nostalgisk tidsrejse tilbage til ABBA’s storhedstid med ”Waterloo” og tysk popelegance på ”Ein bißchen Frieden” fra 1982.

Funky blæsertrio

I dagens anledning kunne man ændre omkvædet i en af Birthe Kjærs mest berømte sange til: ”Pas på det knaldrøde skulderblad”. Det er bagende varmt foran scenen, og mange af de fremmødte har helt sikkert smurt ganen mere end kroppen inden turen i gummibåden.

Det sidste medley er med de danske melodi grand prix-vindere i perioden 1980-89. Med dem på sætlisten konkluderer jeg, at jeg aldrig har hørt så mange sange til en enkelt koncert.

De unge gutter kigger spørgende på hinanden, da Birthe Kjær synger om videobånd på Jens Brixtoftes vindersang fra 1982, ”Video Video”. Til gengæld ved de godt, hvordan man maler byen rød.

Jeg står med lidt samme fornemmelse, som da jeg hørte Povl Kjøller få comeback for 25 år siden. Ikke fordi der er tale om et comeback for Birthe Kjær, der aldrig har været væk. Men fordi hun er blevet kult blandt et purungt publikum. Helt fortjent.

At Birthe Kjær stadig synger med overskud og kraft slår hun fast til sidst med et andet af sine store hits, ”Den gamle Tennessee Waltz”, fra 1972. Som stor Tom Jones-fan er det fornøjeligt at høre den funky blæsertrio sætte ild til den langtidsholdbare sang. En ubetinget herlig start på anden del af festivalsæsonen.

Langelandsfestival, onsdag 24. juli, Stor scene: Birthe Kjær og The Feel Good Band

Der var stuvende fuldt med unge foran scenen, da Birthe Kjær optrådte. De havde endda forberedt en hyldestsang til hende. Foto: Simon Staun
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Debat: Sydfynske trafikprojekter på dagsordenen nu

Coronakrisen har sat meget i stå og i de seneste uger har vi i Folketinget brugt mange kræfter på adskillige hjælpepakker til mange forskellige sektorer for at hjælpe Danmark så skånsomt som muligt gennem krisen. Nu er tiden kommet til også igen at se fremad. Væksten er ikke alene gået i stå, den er også slået tilbage. Derfor er det vigtigt, at vi fra statens side hurtigt får gang i nye projekter, der kan skabe og understøtte ny vækst, beskæftigelse og udvikling. I Venstre har vi nu meldt ud og opfordret til forhandlinger om igangsættelse af infrastruktur- og trafikprojekter. Det sydfynske trafikprojekt ”Fra Omvej til Genvej” skal på dagsordenen i Folketinget nu og sammen med Lolland/Falster dermed skabe hurtigere trafikkorridor fra Sydfyn til Femernforbindelsen, som forventes at komme om nogle år. Her på den sydfynske side handler det om en ny omfartsvej på Tåsinge, og på Lolland-siden om en fremskudt færgehavn. Projektet vil give øget og hurtigere fremkommelighed. På den måde vil projektet medvirke til at gøre Svendborg, Langeland og hele det sydfynske område attraktivt at investere i som virksomhed og samtidig styrke bosætningen. Allerede i disse år inden Femernforbindelsen er etableret, mærker man tydeligt, at trafikmængden øges hen over Tåsinge og Langeland. Derfor skal dette vigtige trafikprojekt på dagsordenen nu. Samtidig udestår der også investeringer i at færdiggøre investeringer i støjskærme fra Svendborgmotorvejen og et stykke frem mod Svendborgsund. En del er lavet. Det resterende bør sættes i gang nu. Og det er ligetil at gå i gang med nu. Helt oplagt er det naturligvis også nu at få sat gang i cykelstiprojektet fra Ollerup til Svendborg. Nu har staten chancen for at gå foran og give et projektet et godt startskud. Lad os komme i gang. Kære regering. Sæt infrastrukturplan på dagsordenen nu, og indkald til forhandlinger. Sæt disse sydfynske trafikprojekter på planen. Der er behov for det.

Danmark

Live: FN-klimatopmøde udskudt på grund af coronavirus

Annonce