Annonce
Fyn

Kirsten genåbnede Kupéen med pilsnere og rundstykker: - Jeg havde helt glemt, hvor meget jeg havde savnet det

Ejer af Kupéen Kirsten Ladehoff var glad på genåbningsdagen, men også bekymret for, om restriktionerne får folk til at holde sig væk.

Nørre Aaby: Cigarettågen. Lyden af en kapsel, der rammer bordpladen. Bamses Venner på anlægget. Ja, alt syntes at være i skønneste værtshusorden, da Kupéen i Nørre Aaby onsdag kunne slå dørene op efter måneders nedlukning.

Ejer Kirsten Ladehoff havde åbnet ballet klokken 9, hvor hun havde stået klar med rundstykker til de morgenfriske.

Da avisen var forbi op ad formiddagen var stemningen i top blandt de cirka 15 gæster i baren.

Annonce

En af dem, Lars Bo Pedersen, var glad for igen at kunne nyde en pilsner med sidevogn på Kupéen.

- Her i lokalsamfundet mangler vi det, og nu er det åbnet igen. Det er en dejlig ting, sagde han.

Lars Bo Pedersen har kommet på Kupéen, siden den åbnede for flere årtier siden. Og gensynet med de andre stamgæster er kærkomment.

- Jeg elsker at komme herned og få en bajer sammen med gutterne, sagde han og fortalte, at den primære kommunikation med de andre fra værthuset er foregået over telefon, mens der har været lukket ned.

- Men jeg har savnet, at vi kunne mødes her øje til øje og få den øl der, eller hvad man har lyst til, fortalte han.

Fik støtte af lokale

For ejer af Kupéen, Kirsten Ladehoff, har nedlukningen ramt hårdt.

I marts så hun sig nødsaget til at skrive et opslag på Facebook, hvor hun ydmygt bad folk om at donere en skilling til stedet, fordi økonomien blødte. Der kom omkring 26.000 ind, fortalte hun onsdag formiddag, og det har gjort en forskel.

- Det har gjort, at jeg har kunnet holde skindet på næsen, sagde hun og fortalte, at hun var taknemmelig for hjælpen.

Kirsten Ladehoff kunne tirsdag genåbne Kupéen i Nørre Aaby. Stemningen var god, men restriktionerne kan godt ende med at spænde ben, fortæller hun. Arkivfoto: Sofia Søborg Flittner-Nielsen.

Hun var tydeligt glad for, at der igen var liv i baren.

- Det er mega fedt. Jeg havde helt glemt, hvor meget jeg havde savnet det, sagde hun.

Kirsten Ladehoff lagde dog ikke skjul på, at hun var nervøs for, hvordan restriktionerne kommer til at påvirke antallet af gæster. For det med at skulle dokumentere, at man har fået en negativ test inden for de seneste 72 timer, kan ifølge hende godt blive et problem i Nørre Aaby, hvor kvikteststationen kun er åben tirsdag og fredag.


Jeg er nervøs for, om mine kunder, der ikke er vaccineret, gider gå op og tage en test tirsdag og fredag, eller om de bare bibeholder deres nytillagte vaner ved at sidde rundt omkring, hvor de ikke skal testes.

Kirsten Ladehoff, ejer af Kupéen


To af de kunder, der var til stede onsdag formiddag, havde ifølge Kirsten Ladehoff måttet stå en time i kø for at få en test.

- Hvis det fortsætter sådan, så kommer de (kunderne, red.) ikke, sagde værthusejeren.

- Jeg er nervøs for, om mine kunder, der ikke er vaccineret, gider gå op og tage en test tirsdag og fredag, eller om de bare bibeholder deres nytillagte vaner ved at sidde rundt omkring, hvor de ikke skal testes. Det er det, jeg vil afprøve denne og næste uge. Og ellers må jeg lukke igen, sagde hun.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Faaborg-Midtfyn

Hvorfor glemmer I altid os sejlere: En bro vil tvinge os ud midt på Lillebælt

Annonce