Annonce
Svendborg

Kiel for fulde sejl: Windjammerparade, Fassbier og roterende pattegrise

Windjammerparade, Kieler Woche. Foto: Søren Stidsholt Nielsen
Den 125. udgave af Kieler Woche er nu skudt igang og forventes at tiltrække omkring tre millioner mennesker til mere end 2000 programpunkter

I denne weekend og i hele næste uge udfolder en af Europas største maritime fester sig i Øhavets tyske nabolag.

Kun tre timers kørsel fra det sydfynske er den traditionelle Kieler Woche nu skudt igang.

Med over 2000 programpunkter til lands og til vands forventes de ti havvendte festdage at tiltrække op mod tre millioner mennesker til bykernen og fjorden.

For den maritimt interesserede vil Kieler Woche være et hav af oplevelser: Dampskibe, sejlskibe, elitesejlads på olympisk niveau tilsat kilometervis af havnefest i centrum af en fjordby med en kvart million indbyggere. Ikke uden grund markedsfører delstatens pulserende hovedstad sig som ”the sailing city”.

Kieler Woche indledes altid i den sidste hele weekend af juni. I de seneste mange år har ”ugen” spredt sig over ti dage.

Årets udgave af Kieler Woche er i jubilæumshumør - den 125. af slagsen. Når plakaten skilter med ”kun” 125 år, er det en slags beskedenhed.

Historien om den maritime uge begyndte faktisk allerede i 1882, da sejlsport var noget forholdsvis nyt og forbeholdt rigmænd. Dengang var stævnet en kapsejlads på Kieler Fjord. Den samlede en snes både fra Kiel, Hamborg og Danmark.

Først i 1894 fik stævnet sit nuværende navn. Derefter er ugen udviklet til dagens gigantiske folkefest.

Sejlsports-delen af Kieler-Woche har base i den olympiske havn opført i 1972. Blandt de dystende OL-klasser er i år Laser og Finn-joller. I de internationale klasser er joller som Flying Dutchman og Europa.

Kieler Woches højdepunkt er Windjammerparade næste lørdag. Mere end 100 større sejlskibe og enkelte dampere sejler formation ud af fjorden til området omkring sejlsportsbanerne. Medsejlads kan bookes på sejlskibe eller udflugtsbåde. Koøjet anbefaler.

Vel i land byder havne- og byfest-delen af Kieler Woche på mangefoldige og lydstærke tribuner flankeret af roterende pattegrise samt Fassbier i tøndevis.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Fyns Amts Avis mener: Lad børnene flokkes i bymidten

Svendborg har fået en café for hele familien. Der er plads til, at de mindste leger og tumler rundt, og der er plads til de lidt større børn i et legehjørne. Og så kan forældre, bedsteforældre og naturligvis børnene få en forfriskning og lidt mere til. Jensens Bøfhus har en smule af den slags tilbud, men derudover er Café Svend, som den nye café hedder, alene om at henvende sig så direkte til lige netop børnefamilierne. En målgruppe, som egentlig er ganske stor, men også lidt overset, når blikket glider hen over Svendborgs bymidte. Jo, der er musik- og teateroplevelser for børnefamilier, og ikke så langt fra midten ligger Naturama og biblioteket. Det er rigtig fint, men hvordan ser det ud, når vi kigger ind i centrum af byen? Prøv at gå en tur ned gennem gågaderne. Der er faktisk ikke så meget at komme efter. Der er ingen legetøjsbutikker længere i bymidten, men det er vores allesammens skyld - vi køber nemlig det meste af legetøjet på nettet. Legepladserne ligger også et pænt stykke vej fra bymidten - især hvis benene er korte. Måske har Luise og Anders Føns Haaber derfor fundet en niche med et stort potentiale i. Noget har de i hvert fald fat i. Svendborg har et stærkt og levende kulturliv og tilbud i stakkevis, når det gælder gastronomi, teater, musik og meget mere. Der er masser af oplevelser at hente, men der er måske også et blindt punkt: Børnefamilierne. Så hvordan skal vi lokke børnefamilierne ind til bymidten en helt almindelig lørdag formiddag, hvor vi så gerne vil have, at de lægger deres penge, når sko og tøj skal købes? Der er i hvert fald ikke mange børneoaser at finde i nærheden af Møllergade og Gerritsgade. Der er et springvand på Torvet, som er tændt, så længe temperaturen ikke kniber sig ned i nærheden af frysepunktet, men det er også nogenlunde det. Svendborgs bymidte er måske ikke helt så familievenlig, som vi kunne ønske os. Vi vil jo gerne have flere børnefamilier til området. Det er godt for dynamikken og udviklingen, og vi vil meget gerne have, at børnefamilierne også bruger deres penge i de lokale forretninger frem for i de virtuelle stormagasiner. Svendborg har et stærkt kulturelt udtryk, men byen ser knap så stærk ud i børnehøjde. Nogle legemuligheder på Torvet kunne for eksempel være en mulighed. En rutsjebane, en gynge og et faldunderlag ville kunne gøre en stor forskel for familier med små børn, og pladsen er der jo til det. Der tænkes hele tiden i udvikling af byen. Det kunne være en god idé også at give børnene en mere fremtrædende plads i udviklingstankerne. De har det jo endda med at komme i følgeskab med mindst én voksen.

112

Uheld på Svendborgmotorvejen

Annonce