Annonce
Fyn

Kerteminde-politiker om højt fravær: Det skal længere ned

Kerteminde Kommune har den laveste gennemsnitlige fraværsprocent for udskolingen på Fyn. Den gennemsnitlige fraværsprocent for udskolingen i Region Syddanmark er 5,6 procent. I Kerteminde Kommune er den 3,1 procent. Arkivfoto: Christian Nordholt
I Kerteminde Kommune havde 11 procent af eleverne over en måneds fravær sidste skoleår. Selv om det er blandt de laveste tal på Fyn, er 11 procent stadig mange elever.

13 procent af Region Syddanmarks skoleelever havde sidste skoleår over en måneds fravær. Men i Kerteminde Kommune går tallene i den rigtige retning.

I skoleåret 2015/2016 havde 15 procent af kommunens elever over en måneds fravær. I skoleåret 2018/2019 var det kun tilfældet for 11 procent af eleverne. Men selvom kommunen er i den lave ende, er 11 procent stadig for mange elever med højt fravær.

Det mener Jutta Lundqvist Nielsen (EL), der er formand for Børne- Unge- og Uddannelsesudvalget i Kerteminde Kommune.

Annonce

- Selvom vi ligger godt, og det er jo glædeligt, så skal vi stadig arbejde med den procentdel. Det er for højt. Børn skal være med i det fællesskab, der er i skolen, og børn skal modtage læring, siger hun.

Børne- Unge- og Uddannelsesudvalget har som følge af rapporten fra Børns Vilkår og Egmont Fonden bedt om en redegørelse for elevernes fravær i kommunen. Både om omfanget og årsag bag, så udvalget kan arbejde ud fra det.

Den positive udvikling takker Jutta Lundqvist Nielsen skolerne for.

- Vi kan takke skolerne for, at det går den rigtige vej, fordi man her har fokus på det sociale fællesskab, siger hun.

Ny procedure for opfølgning

Skolechef i Kerteminde Kommune, Annemette Haarh Winther, kan ikke konkret pege på årsagen til den positive udvikling. Men hun fortæller, at man arbejder med fraværet. Sidste år lavede kommunen en procedure for at følge op på elever med bekymrende fravær.

- Der bliver registreret fravær og det bliver fulgt meget nøje. Så hvornår er det, at der er nogen, der skal reagere? Det har vi lavet aftaler om både i forhold til antal dage og procentvis fravær, siger hun.

Især handler det om at identificere årsagen til fraværet, hvad end den skal findes i hjemmet eller i skolen.

- Bare det at vide, hvad den primære begrundelse er, vil gøre, at det bliver mere præcist, hvad man skal ind og arbejde med og tale med barnet om, siger hun.

Selv håber Annemette Haarh Winther, at den positive udvikling hænger sammen med skolevæsenets arbejde med at etablere sociale fællesskaber og støtte lærerne i at favne en mangfoldig elevgruppe.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce