Annonce
Svendborg

Kebabkonge abdicerer efter 13 år: - Har været som et barn for mig

Ekrem Basoda (i midten) har solgt King of Kebab i Gaasestræde til Khaled Kassem (tv) og Mohammed Samer. Foto: Michael Thorbjørnsen
Ekrem Basoda har efter 13 år solgt sin fastfoodrestaurant i Gåsestræde. Nye indehavere ændrer ikke på konceptet, men tilføjer et par nyheder på menukortet.

Svendborg: Sydfyns ukronede kebabkonge, Ekrem Basoda, 40 år, som siden 2008 og med stor succes har stået bag King of Kebab i Gåsetræde i Svendborg, har pr 1. maj solgt sin forretning. Han begrunder selv salget med ønsket om mere tid til sin familie og sig selv.

- Det har været 13 dejlige, sjove og spændende år, men også meget hårdt rent arbejdsmæssigt. Når du er indehaver, er der bare meget ansvar, der følger med, og du er på konstant. Jeg har haft mange arbejdsdage fra 8 morgen til 23 aften, og det har slidt på mig og ikke mindst min familie.

- Jeg har længe ønsket at bruge mere tid sammen med min kone og mine tre børn, og det er den primære årsag til, at jeg nu sælger, forklarer Ekrem Basoda.

Annonce

Det er dog med stort vemod, at han nu siger farvel til sit livsværk.

- King of Kebab har været som et barn for mig. Jeg har knoklet for spisestedet, set det vokse og har holdt så meget af den kontakt, jeg har haft med kunderne, som jeg virkelig kommer til at savne.

Vinder i Best of Svendborg

Da Ekrem Basoda, der er bageruddannet, åbnede i 2008, stod han de første måneder alene bag disken i et lille lokale med plads til blot syv siddende gæster på høje cafestole, men da salget af kebab gik godt, fik han mod på mere.

Han fik i 2009 mulighed for at overtage nabobutikken, og efter en større ombygning og udvidelse kunne han åbne dørene for King of Kebab med plads til 22 siddende gæster inde og 60 pladser udendørs.

Ekrem Basoda, da han i 2019 vandt Best of Svendborg. Arkivfoto: Katrine Becher Damkjær

Herefter begyndte det at gå stærkt, og Ekrem Basoda sælger en virksomhed med ni ansatte og flotte tal på bundlinjen.

Han giver selv god mad, fokus på hygiejnen, venlig service og ikke mindst sit hjemmebagte brød æren for succesen.

- Vi laver vores mad af friske råvarer, møder altid vores kunder med smil og venlighed, og vi bruger mange ressourcer og tid på at holde King of Kebab pæn og ren, hvilket vi også - i form af glade smileys - er blevet belønnet for, siger Ekrem Basoda, som i flere år har kunnet sætte mærkatet ”Elite Smiley” op i King of Kebab.


King of Kebab har været som et barn for mig. Jeg har knoklet for spisestedet, set det vokse og har holdt så meget af den kontakt, jeg har haft med kunderne, som jeg virkelig kommer til at savne.

Ekrem Basoda


På disken står også Best of Svendborg-statuetten, som Ekrem Basoda vandt i 2019 - hele 37 procent af stemmerne i kategorien "Bedste Fastfood" gik dengang til King of Kebab

- Prisen betød og betyder meget for mig, for det var et stort skulderklap fra mine kunders side, siger han.

Annonce

Nye planer

I den nære fremtid skal Ekrem Basoda bare slappe af og være sammen med sin hustru Hayriye og parrets tre børn på 9, 12 og 14 år. Der er planlagt en næsten to måneder lang sommerferie hos familien i Tyrkiet.

- Jeg har arbejdet så intenst med King of Kebab, at jeg ikke har set mine forældre i flere år, så jeg glæder mig helt vildt til at være sammen med dem igen.

Ekrem Basoda afslører, at han efterfølgende rent arbejdsmæssigt går med visse tanker, som han ikke vil afsløre, men at han også er åben for nye ideer og eventuelle partnerskaber.

- Men det bliver med sikkerhed ikke lige så arbejdskrævende som med King of Kebab, siger han.

Annonce

Syrisk makkerpar

Nye indehavere bliver venneparret Khaled Kassem og Mohammed Samer, begge 27 år og fra Syrien, hvorfra de flygtede fra borgerkrigen i 2014 og kom til Danmark og Svendborg.

De har absolut ingen planer om ændringer i King of Kebab, som derfor kommer til at fortsætte stort set uændret.

- Dog vil vi udvide menukortet til også at omfatte et par syriske specialiteter som humus og falafel, ligesom vi opgraderer burgerne, så de bliver helt hjemmelavede med eget og krydret kød, siger Khaled Kassem.

Han er ikke uden erfaring i fastfood, da han i tre år var indehaver af Alanya Kebab House i Faaborg.

- Det gik fantastisk, men jeg ville hellere have mit eget spisested her i Svendborg, hvor jeg bor med min familie og forlovede. Da jeg så hørte, at Ekrem gerne ville sælge, blev jeg meget interesseret, fordi det rent faktisk i flere år har været min drøm at få et sted som King of Kebab, som ligger på en attraktiv adresse, har et stort kundegrundlag og som bare har været så veldrevet, fortæller Khaled Kassem.

Han begyndte derfor at tale med sin gode ven, Mohammed Samer, som i syv måneder selv har været ansat i King of Kebab og derfor kender alle rutinerne, om de skulle slå sig sammen og købe fastfoodrestauranten sammen.

Ekrem Basoda har med King of Kebab skabt Svendborgs største fastfoodrestaurant - nu har han solgt sin forretning. Arkivfoto: Katrine Becher Damkjær

- Jeg har fem års erfaring med at lave fastfood i Svendborg, så jeg følte at tiden var kommet til at gå skridtet videre og blive selvstændig, og det er noget, jeg glæder mig meget til, siger Mohammed Samer.

Ekrem Basoda sidste arbejdsdage bliver til Open by Night torsdag den 29. april og store bededag den 30. april, hvor han står klar til at lave sine sidste kebabber i denne omgang - og til at sige farvel til sine kunder.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Svendborg

Beboere på småøerne får en forlomme i vaccinationskøen

Annonce