Annonce
Fyn

Borgmester endte med at aflyse ceremoni: Karen var fire en halv time fra at blive dansker

Efter snart 27 år i Danmark synes Karen Chandler Hansen, det er på tide at blive dansk statsborger. Det er godt to et halvt år siden, hun søgte om statsborgerskab, og nu er hendes ansøgning så kommet blandt de øverste i bunken. Foto: Betty Rasmussen
Efter at have boet næsten 27 år i Danmark skulle Karen Chandler Hansen tirsdag have haft borgmester-håndtryk på, at hun er dansk statsborger. Det må vente, efter at Nordfyns Kommune på grund af risikoen for coronavirus aflyste grundlovsceremonien.
Annonce

Otterup: JA.

Svaret kommer prompte fra Karen Chandler Hansen på spørgsmålet: Føler du dig dansk eller engelsk?

Og hvis det korte og kontante svar skal uddybes, forklarer hun:

- Jeg føler mig jo dansk i det daglige, men hvis England og Danmark spiller fodbold, er jeg engelsk. Helt ind i hjertet, siger hun, der også stadig trofast følger "sit" fodboldhold West Bromwich Albion.

Tirsdag skulle 50-årige Karen Chandler Hansen helt officielt være blevet både dansk og engelsk efter et håndtryk med borgmester Morten Andersen. Men det danske statsborgerskab må vente, da Nordfyns Kommune i sidste øjeblik aflyste grundlovsceremonien på grund af skærpede anbefalinger fra sundhedsmyndighederne om, hvordan man skal forholde sig til risikoen for coronavirus.

- Jeg kan godt forstå, at man aflyser, men det er drønærgerligt. Jeg var fire en halv time fra at blive dansker. Jeg var næsten grædefærdig, da jeg fik det at vide. Jeg havde købt ny kjole og bestilt tid ved frisøren. Min mand og mine børn skulle med, og bagefter skulle vi ud at spise. Siden i fredags har jeg gået og tænkt over, om ceremonien blev til noget. Jeg har set frem til den her dag i tre et halvt år, og nu ved ingen, hvornår den kan gennemføres. Der kan måske gå et år, siger Karen Chandler Hansen.

Hun har boet i Danmark i mere end halvdelen af sit liv. Hun var kun 24 år, da hun i sommeren 1993 flyttede til landet, nærmere bestemt Horsens, med sin nuværende mand Ivan Hansen, som hun på det tidspunkt havde kendt i syv måneder.

Dengang i begyndelsen af 90'erne arbejdede Ivan Hansen i England, og han boede ofte på det hotel i Brighton, hvor Karen Chandler arbejdede i receptionen. De to blev kærester, og da de havde kendt hinanden i fire måneder, blev Ivan fyret og skulle derfor rejse tilbage til Danmark.

- Jeg tænkte, at jeg jo altid kunne flytte tilbage til min mor og far, hvis det ikke gik, fortæller Karen Chandler Hansen, der besluttede sig for at følge kærligheden.

Jeg tænkte, at jeg jo altid kunne flytte tilbage til min mor og far, hvis det ikke gik.

Karen Chandler Hansen om beslutningen, der gjorde at hun valgte at flytte til Danmark

Annonce

Husmor på fuld tid

Men det gik, og siden slutningen af 1995 har parret boet i Otterup, hvor de byggede hus 500 meter fra, hvor Ivan Hansen er vokset op.

Siden er fire børn, tre piger og en dreng, kommet til, og efter arbejde blandt andet som sosu-hjælper på Kærgården har Karen Chandler Hansen valgt at være husmor på fuld tid.

- Ivan er selvstændig, arbejder rigtig mange timer og er nogle gange væk i flere dage, så for at få det til at hænge sammen er det mig, der styrer huset, kører "taxi" for børnene og den slags, fortæller Karen Chandler Hansen.

De fire Chandler Hansen-børn har både dansk og engelsk statsborgerskab, og da det i slutningen af 2016 blev muligt for voksne at få dobbelt statsborgerskab, besluttede deres mor, at nu, hvor hun havde boet mere end halvdelen af sit liv i Danmark, var det på tide at få papir på, at hun - også - er dansker.

I december 2016 bestod hun indfødsretsprøven med 40 rigtige svar på de 40 spørgsmål, og året efter søgte hun så om dansk statsborgerskab.

Annonce

Brexit-usikkerhed

I den mellemliggende periode har usikkerheden omkring briternes brexit bestyrket hende i, at det er en rigtig beslutning.

- Jeg ved for eksempel ikke, om det blå sygesikringskort gælder for mig, når jeg er britisk statsborger, siger hun, der også blev bestyrket i sin beslutning, da hun og den yngste datter, der på det tidspunkt var ni år, var på weekendbesøg i England.

- Skulle vi have stået i hver sin pas-kø, hvis brexit havde været gennemført på det tidspunkt? funderer hun.

At det danske statsborgerskab, forhåbentligt snart, bliver beseglet med et håndtryk fra borgmesteren ved en ceremoni, hvor familien deltager, synes hun er hyggeligt.

- Det bliver dejligt at blive budt officielt velkommen og taget godt imod.

Men hun synes, at statsborgerskabsceremonien er blevet til på et forkert grundlag, hvor det ved lov er besluttet, at statsborgeskabet skal besegles med et håndtryk.

- Det er noget pjat og diskriminerende, mener hun.

Det var tirsdag ikke muligt at træffe Karen Chandler Hansen for en kommentar, efter at ceremonien blev aflyst.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Svendborg

Politi om sprængstoffets oprindelse: - Vi har nogle gisninger, men dem holder vi for os selv

CORONAVIRUS

Live: Statsministeriet indkalder til pressemøde om corona

Fyn

Ryan ser frem til "Judas"-råb i Lyngby

Annonce