I går bragte vi en læsers billeder af udsmykkede el-installationsbokse i Portugal. Det inspirerede Lisbeth Johansen, Faaborg, til at sende et billede til Bagsiden.
- På en restaurant var lamperne af sardindåser. Meget kreativt. Regningen og byttepenge blev leveret i en sardindåse, tømt for sardiner, naturligvis, skriver Lisbeth Johansen.
Hvis man kigger godt efter på billedet, ser det ikke ud til, at dåserne har været åbnet.
Også på Sydfyn
Lene Lebæk, Svendborg, læste også om de portugisiske elskabe og henleder opmærksomheden på de malede elbokse i Svendborg.
- Der findes en hel række i forbindelse med FN's sytten verdensmål, udsmykket af forskellige kunstnere.
De flotte sydfynske malerier er udført på sikringsskabene ved 17 lyskryds i Svendborg. Projektet blev organiseret sidste år af Sydfyns Kulturforening under titlen "Rødt lys-stop", og abonnenter på Fyns Amts Avis eller Fyens Stiftstidende kan både læse om projektet og se de mange fine skabsmalerier på faa.dk eller fyens.dk.
Bagsideegnede bidrag kan døgnet rundt mailes til: Bagsiden@fyens.dk.