Annonce
Fyn

Kammerat Napoleon bedriver svinsk magttyranni på Odense Teater

Kammerat Napoleon er fortællingen om bondegårdsdyrene, der tager magten i egne hænder og uheldigvis skaber et svinsk magttyranni. Pressefoto: Emilia Therese
I 1945 skrev George Orwell romanen "Kammerat Napoleon". En udødelig fortælling om menneskets magtbegær og statushunger, som nu dramatiseres for første gang på dansk jord.
Annonce

Odense: Mange stemmer har gennem tiden påstået, at griskhed er en af menneskets medfødte følgesvende, både i spørgsmålet om penge, skønhed og materielle goder.

Mere vil have mere, og menneskets hunger efter større, smukkere og bedre lader sig aldrig mætte, uanset hvor mange glinsende biler, botox-indsprøjtninger og dyre Apple-produkter man smider i gabet på menneskets sultende ego.

Men der er også en fjerde, mere potent luksus, egoet higer efter. En luksus, der ikke altid kan købes for penge, men som i stedet ofte kræver udspekuleret snilde og gode kontakter at opnå - nemlig magt.

Få ting er helt så tilfredsstillende for et menneske, som når det kan erklære sig herre over eget liv og legeme - og for nogen er endnu færre ting helt så tilfredsstillende, som når man også kan erklære sig herre over andres liv og legemer.


Man kan sammenligne Kammerat Napoleon med en historie som Fluernes Herre. Selv om man forsøger at arbejde sammen og skabe et lige samfund, så opnår man altså ikke utopien om, at alle er helt lige.

Nicolai Jandorf, skuespiller


I 1945 skrev den engelske forfatter George Orwell om menneskets magtbegær i romanen Kammerat Napoleon. En roman, der blev forfattet som en kritisk kommentar på de hændelser, der førte til og efterfulgte Den Russiske Revolution i år 1917, og som samtidig indeholdt et universelt budskab om magt, der gør sig gældende på tværs af tid og kultur.

Af den grund opsætter Odense Teater i år Danmarks første dramatisering af George Orwells tidsløse fortælling om, hvordan dyr på en bondegård overtager magten fra deres menneskelige overherrer for at skabe et mere lige samfund - selv om det i bogstaveligste forstand kun udvikler sig til et svinsk diktatur.

Annonce

Nogle dyr er mere lige end andre

- Man kan sammenligne Kammerat Napoleon med en historie som Fluernes Herre. Selv om man forsøger at arbejde sammen og skabe et lige samfund, så opnår man altså ikke utopien om, at alle er helt lige.

Nicolai Jandorf er skuespiller og portrætterer - blandt andre karakterer - grisen Squealer i Kammerat Napoleon. En karakter, der udnytter sin mentale og udspekulerede formåen til altid at sikre sig at være der, hvor magten og sikkerheden er - også hvis den ligger hos en enevældig tyran som Squealers med-gris Kammerat Napoleon.

Pressefoto: Emilia Therese

Squealers vægelsind lyder da også meget fornuftig; hvem ville dog ikke vælge at være illoyal i sit ståsted, hvis dobbeltmoralen både kan sikre indflydelse og sikkerhed?

Men her er det, at problemet får en ekstra krølle på halen. Alle dyr - grise, heste og høns over ét - skulle jo forestille sig at være lige. Men det er de bare ikke. Heller ikke, hvis man overfører den forståelse til det menneskelige samfund.

- De temaer, vi bearbejder (indflydelse, magtkamp, udspekulation og dobbeltmoral, red.) kan være meget polariserende i vores eget, menneskelige samfund, fortæller Nicolai Jandorf over en kop kaffe på Odeon i Odense.

- Vi har formet stykket sådan, at publikum skal danne sine egne holdninger til stykket. Vi udpensler ikke en morale for dem - men man kan nok ikke helt lade være med at drage paralleller til den politiske virkelighed, eksempelvis til det amerikanske valg, siger han.

Den eklektiske dramaturgi

Nicolai Jandorf fortæller, at Kammerat Napoleon på mange måder er lidt af et blandingsstykke - ikke mindst, når man tænker på karaktererne, der på sin vis kan beskrives som dyr og mennesker på én og samme tid.

- I virkeligheden er vi meget flydende i rollerne mellem mennesker og dyr. Vi inkorporerer både lyde og egenskaber fra de forskellige dyr, der kan gøre stykket lidt abstrakt eller absurd i blandingen mellem dyr og menneske.

Nicolai Jandorf forklarer derudover, at netop den opbygning er til for at sætte gang i publikum. I synet af sammenblandingen af menneske og dyr sætter publikum sig på kanten af sædet, fordi man aldrig helt kan vide sig sikker på, hvad der sker. Og det er, hvad vækker nysgerrighed.

- Det er en meget original type teater, som i sig selv er en oplevelse at se. Der er plads til noget fandenivoldskhed, hvor man kan lege med karaktererne og fortælle historien på en anderledes måde end det klassiske teater, forklarer Nicolai Jandorf.

Kammerat Napoleon har premiere i Teatersalen på Odeon den 10. december og kan opleves frem til den 12. januar.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Sport

Tidligere GOG-profil til udlandet

Annonce