Annonce
Bagsiden

Kafferester fik tropisk skov til at vokse på udpint jord

30 vognlæs af restprodukter fra den lokale kaffeproduktion blev spredt udover den udpinte landbrugsjord.
Du kan også bruge kaffegrums som gødning i din egen baghave, forklarer dansk skovforsker.

Genbrug: Hvad sker der, hvis man dumper 30 lastbillæs kaffeaffald på en udpint landbrugsjord i Costa Rica? Man får en tropisk skov på koffein – eller næsten i hvert fald.

I et nyt studie har et forskerhold demonstreret, hvordan spildprodukter fra de lokale kaffeproducenter fik en tropisk skov til at komme sig fire gange hurtigere sammenlignet med et område, der ikke blev fodret med kafferester. Det skriver Videnskab.dk.

Annonce

Græs i stedet for træer

Spildproduktet blev spredt ud over en gammel, udpint landbrugsjord, der måler 35 x 40 meter, i Costa Rica. Og efter blot to år var 80 procent af området, hvor affaldsprodukterne fra kaffen var blevet strøget ud, dækket med trækroner og planter.

Anderledes så det ud for kontrolområdet, der ikke havde fået et skud kaffe: Her var 20 procent dækket af træer og planter og primært domineret af græs, viser resultaterne, som er udgivet i tidsskriftet Ecological Solutions and Evidence.

Efter et år var der tydelig forskel på området uden kaffe (til højre) og området med kaffe (hvor busken gror). Foto: Rebecca Cole/British Ecological Society

Det lyder jo altsammen godt. Men metoden kan være vanskelig at arbejde med i helt stor skala, vurderer professor Per Gundersen, der ikke har været en del af studiet, overfor Videnskab.dk.

Annonce

Det er nok tykkelsen

Forskerne har nemlig dækket jorden med et lag af kafferester på en halv meter, og det er nok mest af alt tykkelsen, der undertrykker græsvæksten og giver træerne bedre betingelser til at spire.

- Det havde været spændende at se, om de havde fået samme gode resultater med et noget tyndere lag på for eksempel 10 centimeter. For med det tykke lag slipper træerne for konkurrencen fra græsset, men det kræver også en hel del kafferester, siger Per Gundersen, som er professor i skovøkologi på Københavns Universitet, til Videnskab.dk.

- Når det så er sagt, er resultaterne ret markante. Det viser, at kaffeaffaldet både tilfører en række næringsstoffer som kulstof, fosfor og kvælstof og kan holde på vandet i den udpinte landbrugsjord, så man kan få gang i kulstofbinding og få gang i jordstrukturen, hvor den er blevet ødelagt af rovdrift, fortsætter han.

Annonce

Fra affald til skov

Under selve kaffeproduktionen er der en del af kaffebønnen, som ikke kan bruges. Det er det biprodukt, som forskerne har brugt.

Som det er nu, behandles det normalt som et affaldsprodukt, der blot bliver efterladt til nedbrydning. Derfor kan den nye metode potentielt være en billig måde at få gang i genopretning af tropisk skov, skriver forskerne bag studiet.

Annonce

Også i baghaven

Hvis du nu sidder og tænker, om du kan bruge din kaffegrums som gødning i din egen baghave, er svaret: Ja, selvfølgelig! Også selvom det ikke helt er det samme materiale, som forskerne har anvendt i studiet.

Per Gundersen spreder selv kaffegrums i sin have:

- Jeg lægger det ud mellem planterne i min køkkenhave eller i komposten. Det er et næringsrigt, organisk materiale, der er kan være med til at forbedre jorden, siger professoren, der afslører, at kaffegrums var i høj kurs blandt kollegerne på Københavns Universitet:

- For nogle år siden havde vi på Københavns Universitet en kaffemaskine, hvor der dagligt kom sådan en pose af det her kaffegrums, og den var der mange, der gerne ville have fingrene i, til at forbedre jorden i deres haver, siger Per Gundersen til Videnskab.dk.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce