Annonce
Langeland

Købmandskæde klar til at tage over efter brugsen i Spodsbjerg: - Vi har gjort det med succes før

Grossistkæden Dagrofa er klar til at hjælpe de folk, som kæmper for at etablere en købmandsforretning i de lokaler, som Dagligbrugsen i Spodsbjerg forlader. Det fortæller Brian Videbæk, der er udviklingschef i Dagrofa-kæderne Spar, Let-Køb og Min Købmand. Pressefoto
Dagrofa, som står bag kæderne Spar, Let-Køb og Min Købmand, er klar til at indlede et samarbejde med de frivillige, som forsøger at erstatte Dagligbrugsen Spodsbjerg med en købmandsbutik. Men det er afgørende, at lokalbefolkningen er med, understreger Dagrofa-udviklingschef Brian Videbæk.
Annonce

I Spodsbjerg arbejder et trekløver bestående af Lars Kruse, Jens Pedersen og Knud Erik Møller på at få en købmandsbutik ind i de lokaler, som Dagligbrugsen forlader fredag 29. maj. Hvad tænker I om det?

- At det er interessant for os. Da vi så, den skulle lukke, besluttede vi at finde ud af, hvem i byen vi skulle tale med, men de kom os i forkøbet. Så vi var i kontakt inden for 24 timer efter, at lukningen blev meldt ud.

Hvad siger jer, at det kan lade sig gøre at få en butik op at køre, når nu brugsen ikke har kunnet?

- Vi kan se, at den omsætning, brugsen har, meget ligner den i de øvrige butikker, der har været lukket ned, hvorefter vi har åbnet dem igen. Vi har genåbnet otte Coop-butikker inden for de seneste 15 måneder, og det har i alle tilfælde været en succes. Og hver gang har vi gjort det sammen med borgerne.

Hvorfor skal der borgere ind over?

- Vi kan se, at når de går sammen med os, og vi så finder en købmand, så er det en treenighed, som er formlen til succes. For borgerne påtager sig opgaver i etableringsfasen og er villige til at støtte forretningen efterfølgende.

Så hvad er de frivilliges opgave nu?

- De skal have borgerne med, og de skal skaffe penge til at gøre faciliteterne klar til en købmand.

Skal det forstås sådan, at de skal punge ud uden at få noget igen?

- Nej. Men spørger du en bank eller et finansieringsinstitut, om de vil give et lån til et projekt som det her, så er chancen for et ja meget lille. Så beboerne skal levere risikovillig kapital, og der er flere modeller. Typisk yder borgerne pengene som lån, eller også køber de inventaret og/eller bygningerne og lejer ud til købmanden.

Hvor mange penge skal der skaffes?

- Det afhænger helt af, hvor stort et projekt der er tale om, og om man skal leje eller købe. Det kan være fra en halv til tre millioner kroner, men hvis lokalerne skal lejes, og der er frivillige som for eksempel håndværkere, som vil arbejde gratis og har kompetencerne, så kan det gøres endnu billigere.

Hvor stor har brugsens omsætning været?

- Det vil jeg helst ikke udtale mig om. Men oftest ligger de butikker, vi hjælper i gang igen, på mellem 8 og 10 millioner kroner plus moms i årlig omsætning.

Det er ikke meget for en dagligvareforretning. Hvorfor er det her overhovedet interessant for jer at gå ind i?

- Fordi de butikker, som borgerne er involverede i, har en omsætning på mellem en og halvanden milliard kroner om året. De udgør en syvendedel af vores omsætning, så de er selvfølgelig vigtige for os.

Hvad kan I egentlig gøre for at hjælpe det her på vej?

- Når først pengene er der, kan vi tilbyde vores koncepter. Forretningen er ikke stor nok til at blive en Spar, for det kræver det dobbelte i omsætning, men den har mulighed for at blive en Let-Køb eller en Min Købmand. Desuden kan vi bidrage med viden og erfaring i både fødslen, og når forretningen starter, og så kan vi hjælpe med at finde en købmand, når rammerne er klar.

Dagligbrugsen lukker jo nu, og dermed er Spodsbjerg uden dagligvareforretning. Hvor god tid har I?

- Meget handler om hastighed. Man skal prøve at minimere antallet af lukkedage, for den store udfordring, når det handler om dagligvarer, er, at når kunderne først har fået nye vaner, så er de svære at vende rundt.

Sagen kort

30. april kunne vi her i spalterne fortælle, at Tullebølle Brugsforening har besluttet at lukke Dagligbrugsen i Spodsbjerg.

Beslutningen er taget som konsekvens af, at forretningen har haft underskud i 12 ud af de seneste 13 år.

Forretningen har sidste åbningsdag fredag 29. maj.

Et Spodsbjerg-trekløver bestående af Lars Kruse, Jens Pedersen og Knud Erik Møller har sat sig for at forsøge at få en købmandsforretning ind i lokalerne.

Tullebølle-uddeler Henrik Andersen har erklæret sig villig til at leje lokalerne ud, hvis de tre får held med ambitionerne.

Der skal nu stiftes en forening, som skal forsøge at skaffe penge til at indrette lokalerne, så en ny købmand kan komme i gang.

Dagrofa, som står bag kæderne Spar, Let-Køb og Min Købmand, er villig til at gå ind i projektet.

Fredag 29. maj trækker Tullebølle Brugsforening stikket til kasseapparatet i Dagligbrugsen i Spodsbjerg, men det betyder ikke nødvendigvis, at det er slut med at købe dagligvarer i bygningen. Engroskæden Dagrofa er klar til at træde til, hvis ellers byen bakker op. Foto: Finn Eriksen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce