Annonce
Svendborg

Købmandsforretning åbnet i Lundeborg: Må den længe leve

Jane Bergenhagen (lys trøje) er en ud af de mange frivillige, der har været med i projektet om at få startet købmandsbutik i Lundeborg. Hun flyttede til byen for tre år siden, og er imponeret over det sammenhold, byen har. Hun har været med helt fra starten, og var på åbningsdagen egentlig syg - men efter arbejdet med stedet, tvang hun sig selv ud af sengen, for hun skulle med. Foto: Katrine Becher Damkjær
I godt halvandet år har frivillige arbejdet på at få en købmand i Lundeborg. Fredag eftermiddag gik drømmen i opfyldelse og mange mennesker kom forbi for at få det første kig inden for i den lille biks.
Annonce

Lundeborg: - Kom nærmere. Og bare stop trafikken, hvis nødvendigt, råber Kenneth Arnfeldt udover forsamlingen fra toppen af et bænkebord til de bagerste, der har taget plads midt på vejen.

- Jeg føler det her, er en søsætning af et nyt skib. Vi har skroget, og vi har ballasten i form af de penge, vi har spyttet i. Maskinrummet er klar. Dækbesætningen er hyret og står ved skranken, og vi har nogen på broen, som har styr på det hele.

Sådan lød åbnings-brandtalen fredag eftermiddag, da den ny købmand i Lundeborg åbnede. Det var formand i foreningen Lundeborg Købmand Kenneth Arnfeldt, der leverede åbningstalen.

Den lille, nye dagligvarebutik har været godt halvandet år undervejs. Projektet er blevet sat i søen af en stor gruppe frivillige, der havde et ønske om at få åbnet butik i den gamle købmandsforretning på Kystvej 2, der ellers har været lukket i 13 år.

- Det er jo fantastisk, at der igen kommer liv i bygningen. For det første er det godt for vedligehold af den. For det andet har projektet her givet meget sammenhold i byen, fortæller ejer af grunden Jan Bang Andersen over en øl og en pølse, som han i anledningen af den store dag har sponsoreret til det åbne gilde.

Om den nye købmandsforretning i Lundeborg

Tilbage i januar 2018 kalder en gruppe borgere i Lundeborg til møde, fordi man ønsker en købmand i byen igen. Flere arbejdsgrupper går sammen og senere, da der viser sig at være lokal interesse for projektet, dannes der en forening til købmanden.

Grundtanken har fra starten været, at butikken skal drives af frivillige.

Forretningen åbner i den tidligere købmandsbutik på Kystvej 2 i Lundeborg. Den gamle butik lukkede for 13 år siden og i mellemtiden har Lundeborg været uden købmand. Man har måtte køre til Hesselager eller Gudme for at handle.

Dagligvarerne i butikken skal indkøbes i samarbejde med indkøbsforeningen Nærkøb.

Der budgetteres med en årlig omsætning på 2,8 millioner kroner.

Borgere i Lundeborg har på nuværende tidspunkt givet 370.000 kroner til at få sat gang i butikken.

Åbningstiderne vil til en start være fra klokken 7.30 til 10 og igen 15.30 til 18.30.

Der er ansat en, der skal have otte timer om ugen i forretningen. Hun skal danne overblik over varerne. Derudover er de folk, der står i butikken, frivillige.

Annonce

Den første handel

Omtrent 200 mennesker stimede sig sammen foran købmandsforretningen, spændte på, hvordan byens nye biks - men også mødested, tog sig ud.

- Der er en masse mennesker her, som jeg ikke har set før, og det er jo dejligt, konstaterer bestyrelsesmedlem i købmandsforeningen Kim Groth Nielsen, da han spejder udover folkemængden.

Med et par ord fra byens guldbryllupspar Ole og Hanna Sørensen, der i mange år har været en stor del af byens foreningsliv, blev snoren til den ny forretning klippet over, og de mange gæster strømmede ind for at få det første kig og et køb, der nok ikke bliver det sidste.

- Den er jo fantastisk flot. Prøv se, hvor fint den er inddelt, udbryder 10-årige Zandra Vase Jensen.

Hendes veninde Gry Krogh-Nielsen på 6 år deler begejstring. Især falder interessen på nogle særlige hylder.

- Jeg elsker alt slikket, siger den 6-årige pige og peger på slikhylderne.

De to har begge fået lommepenge med ind, og går mod disken for at gøre deres første handel.

Annonce

Læsset trukket af frivillige

Foreningen har ansat en pige til at have otte timer om ugen. Resten af tiden skal butikken drives af frivillige. 50 folk har meldt sig til stå bag skranken i butikkens åbningstider.

Det er i det hele taget frivillige, der har løftet opgaven med købmanden i Lundeborg. Jane Bergenhagen vurderer, at mellem 50 og 100 folk har hjulpet til med alt fra planlægning, økonomi, renovering og gøren klar med varer i butikken.

Hun flyttede til byen for tre år siden og er selv en af dem, der har givet en hånd med i butiks-projektet.

- Det er en by, hvor der er rummelighed og man føler sig velkommen. Det gør også, at man har lyst til at være en del af det, der sker, siger hun.

- Det er både nye som gamle i byen, der har bidraget, og vi har kunnet trække på hinandens styrker. At mærke den opbakning, der så er i dag, det er ganske specielt, siger Jane Bergenhagen.

Hun er i dag egentlig syg med influenza, men har slæbt sig ud af sygesengen, fordi hun måtte med til åbningsdagen.

- Nu har jeg været med i det her i halvandet år, så ville jeg saftsuseme også med. Det siger også lidt om, hvor meget det betyder for mig, fortæller Jane Bergenhagen.

Hanna Sørensen er en kendt skikkelse i Lundeborg. Hun har været med i diverse foreninger i byen gennem tiden - blandt andet Borgerforeningen og Menighedsrådet. På åbningsdagen af købmanden i Lundeborg, havde hun og manden Ole guldbryllup. De fik derfor æren af at klippe snoren. Foto: Katrine Becher Damkjær
Annonce

Lokale skal handle

Alle har så småt - i stor begejstring - fået snørklet sig forbi hylderne i den nye købmand og er endnu engang stimlet sammen ude foran til en gratis omgang pølse med brød - og ikke mindst kolde øl fra fad.

Formand Kenneth Arndrup er en tilfreds mand.

- Det er en stor lettelse, fordi vi står med bevidstheden om, at vi har nået et resultat, så godt som vi nu kan. Så håber jeg, det lykkes at få de lokale til at blive ved med at støtte op om butikken og bruge den, siger formanden.

Ude på pladsen beder Hanna Sørensen om ordet og Lundeborg tier.

- Jeg synes, vi skal gøre noget ud af at støtte købmanden her, indleder hun.

- Købmandsforretningen længe leve. Hurra. Hurra. Hurra.

- Og så det lange.

På åbningsdagen for købmanden i Lundeborg var der fri øl fra fad og pølser med brød. Sponsoreren var ejer af købmandsbygningen Jan Bang Andersen. Foto: Katrine Becher Damkjær
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Svendborg For abonnenter

Tillidsmand rystet over lukning af kraftvarmeværk: - Vi troede, vi havde frem til 2024. Nu får vi travlt med at omskole os

Annonce