Annonce
Leder

Kære læser: Gør klar til nyt digitalt liv på din lokalavis

Ny chefredaktør på Fyns Amts Avis, Rikke Bekker. Foto: Katrine Becher Damkjær


Tidligt tirsdag morgen sker der lidt nyt her fra din lokale avis. For her går vi nemlig i luften med et nyt website, og det er både i flottere design og med højere hastighed. Og så en ting, der er meget vigtig for os her på avisen - og forhåbentlig også bliver det for jer læsere fremover: Vi kommer nu igen til at bruge www.fynsamtsavis.dk som vores primære hjemmeside.

De senere år har vi været underside på www.fyens.dk, men i de her år tror vi meget på det stærke lokale tilhørsforhold, og derfor vil vi nu fokusere kræfterne på at lave et endnu bedre lokalt medie, hvor vi kæmper for lokalt demokrati og lokal sammenhængskraft. Det tror vi, at vi bedst gør sammen med jer læsere, og vi tror, at de fleste af jer Fyns Amts Avis-læsere vil blive glade for den direkte tilgang til det, der sker lige omkring jer.

Vi samarbejder selvfølgelig stadig tæt med vores gode kolleger på Fyens Stiftstidende og i resten af Jysk Fynske Medier, så den her ændring har alene noget at gøre med, hvordan vi bedst leverer det bedste lokale indhold til jer.

Vi glæder os meget til den nye hjemmeside, og som med alt nyt bliver der formentlig også lige lidt bøvl i starten. Lidt som at forcere lidt tang for at komme ud til at det dejligt klare vand. For eksempel betyder det, at du skal indtaste din kode, når du logger ind igen næste gang, men så skulle det hele gerne køre hurtigere - og pænere. Vi håber, du bliver glad for vores forbedrede hjemmeside og hurtigt får lavet de tilpasninger, du har lyst til. Har du brug for hjælp, så kontakt os endelig.

Og så gælder det ellers om at få trænet fingrene til det, der åbner for Sydfyn, Langeland og Ærø: www.fynsamtsavis.dk - eller bare www.faa.dk.

Vi glæder os også til at høre fra jer, hvis der er ting, vi kan gøre bedre. Selvfølgelig især mest i forhold til indholdet - selve historierne. Men det er nu også vigtigt i denne digitale tid at kunne tilgå sine medier på en nem og hurtig måde.

Og den gode nyhed er samtidig med: Hvis du er gladest for at få vores historier på papir, så er det ingen ændring der. Vi arbejder hårdt for, at man kan få vores historier lige præcis på den måde, man ønsker - så vi sammen kan debattere og blive klogere og arbejde for udvikling her på Sydfyn, Langeland og Ærø.

Eller som vi siger: Sammen om Sydfyn. Vi håber, du fortsat er med os.

Annonce
Vi kommer nu igen til at bruge www.fynsamtsavis.dk som vores primære hjemmeside
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Svendborg

Bliv klogere på H.C. Andersen

Debat

Min Mening: At galopere på en stubmark

"Så du har ikke fortrudt?" Sådan spurgte en gammel ven for nylig. Jeg tror, at spørgsmålet var ment som: "Hvordan har du det?" Men det var reduceret til et spørgsmål om, hvorvidt det der Sydfyn har været godt eller skidt? Sidder jeg i mit parcelhus og græder snot og bekræfter dermed nogle københavners inderste fordomme: Provinsen er for tabere? Jeg svarede nej. Jeg har ikke fortrudt. Da jeg sad i toget hjem til Svendborg, mærkede jeg et stik af sorg over, at den ene landsdel ikke rummes bedre i den anden. Måske er det for meget forlangt, men hvordan fortælle om alt det nye uden at såre nogen, der helst så, at man ikke var hoppet fra? Og omvendt: Hvordan integrere hende, der boede i bofællesskab i Albertslund, med hende, der bor i parcelhus på Thurø? Jeg er selv kommet til at reducere andre menneskers livsvalg på samme måde. Talt om én, der har fået "et nyt liv" efter skilsmissen for eksempel og dermed overset de nuancer, der er derimellem; savn og årelangt samarbejde. Man holder ikke op med at være den, man var. Man sletter ikke minder og erfaring, og man skyller ikke hele sin tidligere identitet ud med badevandet. Sådan fungerer det ikke. Tværtimod sorterer vores hukommelse efter steder. Så minder om havet ligger sammen med andre minder om havet, og minder om Jylland eller Nørrebro i hver deres arkivboks. Som med (rejse)reportagen arbejder vores hukommelse med at føre os tilbage til stedet, kan man sige. Dernæst trækker vores hukommelse - lige som i kunsten at male eller skrive et portræt - det særlige frem. Forskning har vist, at det vi oplever, fra vi er cirka 11-20 er det, vi husker bedst. Ikke så sært. Det er formative år, hvor rigtig mange oplevelser finder sted for første gang og dermed bliver særlige. "Hvor kommer du fra" er også derfor altid et godt spørgsmål, når vi skal nærme os en forståelse af et andet menneske. Som sangeren Allan Olsen engang sagde, da jeg interviewede ham på en scene i Aarhus: "Hvor kommer du fra?" I den situation var der kun et rigtigt svar: "Jylland." Jeg kommer så meget fra Jylland, at det at galopere over en stubmark er mit sindbillede på frihed. Jeg er vidder og læhegn, jeg er plovmarker med nyfalden sne, som chokoladekager med drys af kokos eller flormelis. Jeg er Vesterhavets brussen og alt det, der løsnes mellem skulderblade og hjerte, når stien åbner sig og havet viser sig i åndeløse glimt af vildskab og storhed. Jeg har hjemme, hvor havet skummer mest, og blæsten river facader af folk og huse. Jeg er barnet, der leger i klitterne, og jeg er hende, der savner et speltbrød fra storbyen i mødet med provinsbagerens luftige rundstykke. Jeg er gaderne i København, jeg er overgangen fra Nørrebro til Indre By, jeg er skumle værtshuse med rugelamper på Christianshavn, jeg er bogkasser med gamle titler på gågaden, jeg er de små borde på hyggelige franske caféer. Jeg er mine ben, der går og går og elsker København gennem alle butiksruder. Jeg er minderne, der vælter ud fra Gammel Kongevej, fra min første lejlighed uden bad på Lundtoftegade, jeg er al den færdigrisengrød, jeg købte i Fakta, og jeg er søerne, der spejler mine ambitioner. Jeg er morgensang på Hovedbiblioteket med udsigt til Synagogen, jeg er "I Danmark, er jeg født, der har jeg hjemme". Som tillæg er jeg nu også Fyn. Jeg er hæk, jeg er have, jeg er travetur med dyret og alle de mennesker, jeg møder, men ikke kender navnet på: "Zoros far" eller "Balders mor." Jeg er hundelufterkoret på stien, der siger: "Hvor er her dejligt, det fås vist ikke bedre." Jeg er hende, der samler op efter os, jeg er cykelsti i mørke langs vandet og aldrig bange. Jeg er de gamle træer, der stod her i fordums tid, jeg er grenene, der hvisker, at også dette vil gå over. Jeg er oversvømmet asfaltsti langs Christiansminde og jeg er ramsløgsblomsterne, der skyder op som hvide kometer og vinterbaderne der kaster flyverdragten i rynket kådhed. Jeg er sulten en søndag, hvor alt er lukket, og jeg er begyndt at sige: "Hva' siger du te'det?"

Annonce