Annonce
Svendborg

Jurastuderende lagde rasende mand ned: Reddede grædende kvinde fra knytnæve

Stefan Hühne var på vej i toget mod Svendborg for at yde gratis retshjælp, da en mand gik amok og lovede alle passager tæsk. Han stillede sig imellem manden og en grændende kvinde, og han er sikker på, at hun havde fået en knytnæve i ansigtet, hvis han var blevet siddende. Foto: Kim Rune
Ung jurastuderende greb til nødværge, da påvirket mand gik amok i Svendborgtoget og lovede alle passagerer tæsk.

Svendborg: Stefan Hühne fra Odense har aldrig gået til kampsport, og han er heller ikke kendt som en slagsbror i byens natteliv.

Men sidste onsdag følte den 25-årige jurastuderende, at han var nødt til at smide de pæne manerer og træde ind i en ukendt verden, der indebar en risiko for at få en lampen.

Han er frivillig i Retshjælpen i Svendborg og deler ud af gode råd til borgerne, og onsdag klokken 12.44 tog han toget fra Odense mod Svendborg for at yde gratis juridisk rådgivning. En halv time senere lå han i mellemgangen i toget ovenpå en mand, der var gået amok og havde lovet alle passagererne tæsk.

- Det føltes som meget lang tid, men jeg tror, det hele varede mellem fem og otte minutter. Bagefter kunne jeg stadig mærke adrenalinen, fortæller Stefan Hühne.

Annonce
Han siger, at han har siddet i fængsel i lang tid, og at han ikke er bange for at komme ind at sidde igen. Så knytter han hånden og lægger an til at slå mig i ansigtet.

Stefan Hühne, jurastuderende

Reagerer spontant

Toget nærmede sig Svendborg, da han hørte noget postyr i den modsatte ende. Han kunne se, at en meget ophidset mand tumlede rundt og begyndte at skubbe til nogle tilfældige passagerer. Han begyndte også at true folk, men hvad den ophidsede mand sagde, husker han ikke.

Da en kvinde på sædet ved siden af Stefan Hühne tog sin telefon frem og ringede til politiet, blev stemningen for alvor anspændt.

- Han kommer ned imod os, og da han hører, at hun ringer op til politiet, går han helt op i ansigtet på hende, truer hende med en knytnæve og siger, at hvis hun ikke lægger på, så får hun tæsk. I mens tager han den anden knytnæve, som er blodig, og tørrer den af i hendes jakke, fortæller Stefan Hühne.

Den chokerede kvinde begynder at græde, og imens rejser Stefan Hühne sig fra sit sæde og stiller sig op foran kvinden. Den aggressive mand skubber Stefan Hühne med to hænder i brystet og bliver endnu mere bidsk.

- Han siger, at han har siddet i fængsel i lang tid, og at han ikke er bange for at komme ind at sidde igen. Så knytter han hånden og lægger an til at slå mig i ansigtet, og så reagerer jeg spontant og får lagt ham ned. Jeg kan ikke huske, hvad jeg gør, men jeg får ham ned, og så kommer der en mand og hjælper med at holde ham fast, fortæller Stefan Hühne.

De fastholder den aggressive mand, indtil toget ruller ind på Svendborg Vest-stationen, hvor politiet står klar.

Bøde på 3000 kroner

At tale den aggressive mand til rette betragtede Stefan Hühne ikke som en mulighed. Han er sikker på, at den grædende kvinde havde fået tæsk, hvis han ikke havde lagt sig imellem.

- Man kan normalt se på folks øjne, at de har en stopklods. At de har en grænse, men ved ham her, var der ikke noget inde bagved. Man kunne ikke se, at han var der, og det var derfor, det var så skræmmende for alle, og vi vidste jo heller ikke, om han havde en kniv, eller hvad han kunne finde på, siger Stefan Hühne, der gætter på, at manden var påvirket af stoffer.

I Fyns Politi vurderer man også, at manden var påvirket, da han gik amok, men nogen forklaring på hans adfærd, har politiet ikke fået.

Politikommissær Jesper Bæk fra Fyns Politi opfordrer til, at man så vidt muligt holder sig tilbage, observerer, kontakter politiet, men også lader politiet tage affære.

- Vi har kompetencerne og er uddannet i, hvordan de her situationer håndteres. Kan man det, er det det, man skal, men det kan også være situationer, hvor man bliver nødt til at handle, siger Jesper Bæk.

- Det er meget situationsbestemt og derfor svært at sige noget generelt om, hvornår man skal handle. Men man skal i hvert fald sørge for, at den magtanvendelse, man selv udøver, er i overensstemmelse med det angreb, der sker, fastslår politikommissæren.

Han oplyser, at den voldelige 24-årige mand har fået en bøde på 3000 kroner. Han har forbrudt sig mod en paragraf i ordenbekendtgørelsen om slagsmål, skrigen, råben eller anden støjende, voldelig, fornærmelig optræden, der er egnet til at forstyrre den offentlige orden.

Nødværge

I straffelovens paragraf 13 står der om nødværge:

Handlinger foretagne i nødværge er straffri, for så vidt de har været nødvendige for at modstå eller afværge et påbegyndt eller overhængende uretmæssigt angreb og ikke åbenbart går ud over, hvad der under hensyn til angrebets farlighed, angriberens person og det angrebne retsgodes betydning er forsvarligt.

Stk. 2: Overskrider nogen grænserne for lovligt nødværge, bliver han dog straffri, hvis overskridelsen er rimeligt begrundet i den ved angrebet fremkaldte skræk eller ophidselse.

Stk. 3: Tilsvarende regler finder anvendelse på handlinger, som er nødvendige for på retmæssig måde at skaffe lovlige påbud adlydt, iværksætte en lovlig pågribelse eller hindre en fanges eller tvangsanbragt persons rømning.

Den 25-årige jurastuderende Stefan Hühne tog toget fra Odense klokken 12.44, og en halv time senere lå han på gulvet i mellemgangen og pacificerede en mand, der var gået amok og lovede alle i toget tæsk. Foto: Kim Rune
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Fyns Amts Avis mener: Stop tyven - også hos landsbyens købmand

Det er ikke fordi, det skal gøres til et problem, som skyldes nutidens unge og børn. De får skyld for meget, men tyveri fra købmænd og supermarkeder var også en ting, da nutidens sure gamle mænd var små poder. Og hvis der gik en direkte vej fra at putte ting uretmæssigt i lommen som barn ud i langt mere alvorlig kriminalitet, så var der ikke mange fængselsbetjente tilbage til at passe på alle de indsatte. Det er heller ikke fordi, det skal gøres til et særligt problem i Gudme. Der bliver rapset alle steder. Fra de mindste flækker til de største storbyer. Men nu er det købmanden i Gudme, Martin Pellegård, som råber vagt i gevær, og det fortjener i første omgang en tanke og i anden omgang en snak med børnene derhjemme om begreberne "dit" og "mit" over aftensmaden. For ligesom det hører med til livet, at børn kan lade sig friste, så er det også en del af livet, at de voksne skal sige fra. Lige netop i Gudme får det hele et nærmest tragikomisk skær. Landsbyens borgere kæmpede længe for at holde liv i købmanden, og de spyttede sågar en lille million kroner i foretagendet. Det var vel ikke for at sikre, at deres børn og børnebørn havde et sted at stjæle? Selvfølgelig var det ikke det. Så nu er anledningen der. Også til at tænke over, hvem der har ansvaret for at tale med børnene og fortælle dem, at enten de eller deres kammerater er på vej ned ad en forkert vej. Det er i bund og grund forældrenes ansvar, og det kan aldrig blive andre end deres. Fra skolens side kan man støtte op med klassesnakke og formanende ord, men det frigør ikke forældrene for, at det er deres børn, der sniger varer uden om kassebåndet. I Gudme, i Svendborg og i København. Det er en rituel snak. Lidt som den med bierne og blomsterne, og at man skal deles om sit legetøj, når man har besøg. I de fleste tilfælde er det ikke nok at tage sådanne snakke en gang. De skal gentages. Det er, som om ungerne på en eller anden måde er resistente, og som forælder kan man hurtigt føle, at man er træt af at gentage sig selv, men det nytter jo ikke rigtig noget. Det værste, vi kan gøre ved børnene, er jo at give dem en fornemmelse af, at vi er ligeglade med dem, og at de selv må vikle sig ud af de problemer, de får rodet sig ind i.

Annonce