Annonce
Svendborg

Josefine Ottesen nomineret til Den Sydfynske Initiativpris: Jeg er nok ikke den eneste, der har manglet et fællesskab

Josefine Ottesen er nomineret til Den Sydfynske Initiativpris for at have købt og fået idéen til at lave Svendborg Forsamlingshus på Lundevej 2. Men hun er langt fra alene om det, fortæller hun. Uden folkene i brugerforeningen og de mange folk, der forbinder sig med huset og lavet aktiviteter, ville huset ikke være, som det er i dag. Fuld af aktiviteter. Foto: Linea Andersen
Forfatter Josefine Ottesen købte for sine egne penge tilbage i december 2017 det hus på Lundevej 2 i Svendborg, hvor Frelsens Hær tidligere holdt til. Med en håndfuld trofaste folk og en masse gode idéer udefra, lægger huset i dag rammer til mange forskellige arrangementer. Det er blevet bemærket, for Josefine Ottesen er indstillet og nomineret til Den Sydfynske Initiativpris.

Vi møder hende helt oppe på Nordlangeland i hendes sommerhus ude i skoven nær Lohals. Josefine Ottesen sidder og arbejder på en ny bog. Men siden december 2017 har forfatteren også været beskæftiget med noget lidt andet end bøgerne. For på den sædvanlige gåtur fra hjemmet i Svendborg og ned til bymidten faldt hun en dag over et til salg-skilt, og hun endte med at købe det, som vi i dag kender som Svendborg Forsamlingshus.

Hvordan opstod idéen til et forsamlingshus?

- I 2017 lavede jeg sammen med nogle andre en parade, der hed "fortællinger om havet". Vi lovede hinanden, at vi ville lave paraden, uanset om der så kom 30 eller 300 mennesker. Det endte med, at fem-seks tusinde mennesker dukkede op, og det kom bag på os. Efter paraden kom der en ung pige og sagde: "Der må være mange, der har ondt i kinderne, når de går hjem i dag". Jeg spurgte hende, hvad hun mente, og hun svarede: "Jamen, fordi de har smilet så meget”. Og det var rigtigt. Folk var simpelthen så glade, og det var noget underligt noget, for det var bare en masse mennesker, der gik en tur på 1700 meter meget langsomt. Det gik op for mig bagefter, at det folk var så glade for, var fællesskabet. Det var ikke et fællesskab, hvor vi gik rundt og gav hånd eller havde samme nål i brystmanchetten. Det var en fornemmelse af, at vi gør det her sammen, og alle kunne være med. Så paraden var en form for opvågning i forhold til: Hey, det er det her, det handler om. Fællesskaber, hvor vi kan være os selv, og hvor man ikke skal præstere noget og ikke kan vinde eller købe noget, men hvor man gør ting sammen, fordi man har lyst til det, og fordi det bringer glæde.

Hvordan gik det så til, at du købte huset på Lundevej?

- Jeg bor i nærheden af Høje Bøge Stadion, og hver gang jeg går ned i byen, så går jeg den vej, så jeg har gået forbi huset siden 1986. En dag kort tid efter paraden så jeg, det var til salg. Jeg havde aldrig været derinde, men jeg kunne se på nogle af billederne, at der var en flot sal, så jeg bad om at komme ind og se det. Så begyndte jeg at lege med tanken, om man kunne lave en slags "permanent parade" – altså lave et sted, som havde den samme ambition om, at her kommer folk for at lave noget sammen.

Og hvordan kom det så i stand?

- Jeg prikkede en ti-tolv stykker, jeg kendte på skulderen og sagde, at jeg havde en idé. Jeg fortalte, at jeg havde et økonomisk overskud. Der er jo ingen lommer i ligskjorten, og de penge, jeg har tjent, har jeg tjent på kultur. Så jeg synes, det gav mening at bruge dem på mere kultur. Jeg sagde til dem, at jeg kunne skabe nogle rammer, men at jeg ikke havde mulighed for at fylde rammerne ud. Så hvis det skulle blive til noget, skulle det være fordi, de havde lyst til at fylde rammerne ud. Min forventning var nok, at de ikke ville være med, men de var meget interesserede i det, og så gik jeg til bank og ejendomsmægler.

Du fik jo en del opmærksomhed, fordi du brugte dine egne penge.

- Ja, jeg blev kontaktet af en journalist hos jer i januar 2018, og det var åbenbart en rigtig god historie, at der var en, der brugte sine egne penge på fællesskabet. Jeg har vundet mange priser for mine bøger, men jeg har aldrig været i landsdækkende nyheds-tv, men det var jeg med forsamlingshuset. Folk begyndte at ringe og bestille festlokaler, men ingen vidste, hvordan det kom til at se ud efter renoveringen. Når jeg gik rundt i byen, fik jeg knus af folk, jeg aldrig havde set før. Folk syntes bare, det var en rigtig god idé.

Overraskede det dig?

- Ja, for jeg havde tænkt, at vi lige skulle se, hvad det kunne, og at det nok ville tage to til tre år at få skabt kendskab til stedet. Men det gik stærkt. Vi måtte meget hurtigt sætte et bookingsystem op og ved åbningen kom der omkring tusind mennesker. Det var meget hjertevarmende.

Hvorfor blev det lige et forsamlingshus?

- Det er, fordi jeg har stor veneration for de folkelige bevægelser, som har givet os andelsmejerierne, brugsforeningerne og forsamlingshusene. Det, at man som fællesskab vælger at investere i noget, som giver en merværdi for os alle sammen. Så kan jeg godt lide ordet "forsamlingshus". Jeg synes, det passer godt til det her sted. Her kan du holde din egen fest og lave din egen mad. Du kan komme til foredrag, repair-café eller fællessang. Vi har fællessang den tredje mandag i hver måned. Der kommer tit omkring 100 for at synge sammen. Der er formiddagsfortællinger, som kører super. Der kommer unge, og der kommer ældre. Og når der er så mange forskellige, der bruger huset, så synes jeg, det er lykkedes.

Du får jo ikke offentlig støtte. Er det et bevidst valg fra din side af?

- Det var en vigtig del af idéen, at det skulle være let, organisk og fleksibelt at arrangere begivenheder i huset. Rigtig mange andre steder skal du være medlem af en forening, og så skal du kende de rigtige i foreningen. Kommer du med nogle forslag, skal det diskuteres, og så kan du måske få lov at gøre det i næste sæson. Her går det hurtigt. Da digter og forfatter Benny Andersen døde, kom der nogle folk tre-fire dage efter og foreslog at lave en mindeaften. Ti dage senere havde vi en mindeaften, hvor vi endda måtte afvise folk i døren, fordi der var ikke plads. Det giver os meget frihed, at vi ikke er forpligtet overfor bevilgende myndigheder. Vi er kun forpligtet overfor hinanden

Når du tænker tilbage på åbningsdagen den 31. marts 2018, hvad husker du så?

- Det var helt fantastisk. En del af tiden sad jeg oppe på balkonen, fordi jeg solgte en af mine bøger, hvor alle pengene gik til brugerforeningen (i forsamlingshuset, red.), så de havde lidt at starte på. Men det, at der blev ved med at vælte folk ind, var overvældende. Det var ligesom paraden, hvor folk gik hjem med ondt i kinderne, fordi de var glade. Jeg tænkte: Hold da op. Sikke en start.

Siden da er det jo gået som smurt, og i november havde I 17 forskellige arrangementer og her i februar får I 13. Hvorfor tror du, det hele er gået så glat, og at så mange har lyst til at engagere sig i huset?

- Vores profil er jo, at det ikke nødvendigvis er toppen af poppen - det er jo ikke Infernal (dansk popband, red.), der kommer og spiller. Der kommer folk, som har en passion, de gerne vil dele med andre. Folk oplever, at de er i øjenhøjde, og at det er et ligeværdigt samvær. Jeg tror, folk godt kan lide, at det er et sted, hvor alle kan komme, og hvor der ikke er forskel på folk. Vi er allesammen mennesker med alt, hvad et menneskeliv indebærer. Og det jeg er enormt stolt over - at have lavet nogle rammer for den type fællesskab.

Der er jo nogen, der har valgt at indstille dig til initiativprisen. Hvad tænker du om det?

- Jeg er blevet indstillet i flere tilfælde på grund af forsamlingshuset. Det er svært, fordi jeg netop ikke synes, det er mig, der skal indstilles. Det er forsamlingshuset, der skal det. Men så har jeg tænkt, at det jo er fint nok for forsamlingshuset at få den opmærksomhed, og så må jeg tage det på mig, fordi det er mig, der er synlig.

Men der må være nogen, der synes, det er flot, at du har fået idéen og lagt pengene?

- Ja, og det vil jeg helt sikkert gerne stå ved. Bare der bliver skrevet i næste sætning: At det ikke er nok at få idéen og have pengene. Der skal være nogen, der har lyst til at drive det. Så prisen er lige så meget til de mennesker, der har været med fra starten og de mennesker, der tager initiativ til aktiviteterne. Det er dem, som har forvandlet min meget luftige drøm og vision til virkelighed.

Har det nogen betydning for dig, at du er nomineret til prisen?

- Det har det. Det er en stor ære, at der er nogen i lokalsamfundet, som synes, det jeg gør, har den kvalitet, at de har lyst til at indstille mig. Det er et kæmpe cadeau, og det er jeg meget stolt af.

Hvorfor tror du, forsamlingshuset har fået mere opmærksomhed end dine prisvindende bøger?

- Fordi jeg nok ikke er den eneste, der har manglet noget fællesskab. Vi er jo kørt ud ad en blind vej i forhold til det med total uafhængighed, og at vi alle er fuldstændig enestående. Men det passer ikke. Det ligger dybt i os, at vi har brug for at være en del af et fællesskab, hvor vi ikke hele tiden er på prøve. Vi er jo et socialt dyr. Jeg er jo ikke genial med den her idé om at lave en ramme for et fællesskab. Jeg har bare reageret på en fornemmelse, jeg deler med rigtig mange.

Havde du nogensinde forestillet dig, at du skulle stå med et forsamlingshus i hænderne?

- Nej, det havde jeg ikke. Jeg har skrevet i mange år, men da jeg begyndte at lave de parader, var det også i en erkendelse af, at jeg havde brug for at lave noget sammen med nogle andre. Man kører død og tørrer ind, også som kunstner, hvis man ikke hele tiden er i dialog og har nogle relationer. Paraderne var også meget udfordrende for mig, for jeg er egentlig ikke særlig god til at samarbejde.

Hvad mener du med det?

- Jeg vil gerne bestemme. Før jeg skrev bøger, lavede jeg teater, men jeg holdt op med det, fordi jeg gerne ville bestemme det hele selv, og det gør man, når man skriver. Da vi gik i gang med den første parade, var det nyt for mig at arbejde sammen med andre igen. Det havde jeg ikke gjort i næsten 30 år. Men det gik op for mig, at det var sjovt. Jeg skulle bare finde en måde, hvor der var plads til min entreprenante sjæl.

Er det kommet med alderen, at du nu kan arbejde sammen med andre?

- Ja, for jeg er jo en anden end den, jeg var for tredive år side. Der var jeg meget mere usikker, og når man bliver usikker, bliver man sårbar. Fordelen ved at blive ældre – i hvert fald for mig – er, at jeg har nemmere ved at sige ”pyt”. Man bliver på mange måder lidt rundere og mildere. Jeg kunne aldrig have lavet forsamlingshuset for 30 år siden. Det var aldrig gået. Dengang havde jeg troet, jeg skulle lave det hele selv, så der ville jeg have været en pest at arbejde sammen med.

Hvad skal der ske fremadrettet med forsamlingshuset?

- Der er en kok, der gerne vil bruge køkkenet til catering, så vi er ved at lave køkkenet om. Det bliver et nyt kapitel, fordi han kommer til at være der meget i hverdagene, hvor der ellers ikke sker så meget. Det kan være, det trækker mere med sig - for liv trækker mere liv med. Der er hele tiden nogen, der har gode idéer og folk henvender sig jævnligt, fordi de har lyst til at bruge huset. Nogle af forslagene bliver til noget, andre gør ikke. På den måde er det mennesker, der skaber huset. Det er ikke til at sige, hvad der sker med huset om fem år, for til den tid er det måske nogle helt andre, der bruger det. Det er meget lige ud efter næsen og helt umuligt at forudsige, hvordan rejsen bliver, men jeg nyder hele turen.

Annonce
I denne bog har Josefine Ottesen skrevet ned, hvad der sker af aktiviteter i Svendborg Forsamlingshus indtil marts måned. Et nyt arrangement på listen er "vitse-café", hvor alle kan komme og fyrre tre vitser af. Foto: Linea Andersen
Josefine Ottesen er forfatter og har vundet mange priser for sine bøger. Men aldrig har hun fået så megen medieopmærksomhed, som da hun købte og startede Svendborg Forsamlingshus. "Det må have været en god historie, at en har brugt sine egne penge på fællesskabet", fortæller hun selv om opmærksomheden, der var rettet mod hende i begyndelsen af 2018. Foto: Linea Andersen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Debat: Cittaslow-snegl er ikke ok

Lokaldebat: Som en glad borger i Svendborg Kommune vil jeg gerne knytte en kommentar til min opfattelse af, hvad der sker i min kommune. Jeg er selvstændig erhvervsdrivende og har haft en meget dårlig oplevelse med at have en sygemeldt ansat. Efter seks måneders sygdom var hun næsten klar til at vende tilbage på arbejde. Men sygedagpengene stoppede, og jeg fik at vide, at der var ikke mere at hente her. Bare en måned mere ville have været nok til, at en ung kvinde kunne fortsætte på arbejdsmarkedet. Svaret fra Svendborg Kommune var: Vi vurderer ikke, at der er en sikker prognose for, at du vil blive i stand til at vende tilbage til arbejdsmarkedet inden for 134 uger fra revurderingstidspunktet. Øv! Den unge kvinde er glemt. Ok, sådan er det. Men så at sætte en lille Cittaslow-snegle-smiley på afgørelsen, det er (dæleme) ikke ok. Derudover: Alle erhvervsdrivende i kommunen har fået et brev fra borgmester om, at byggesagerne nu var under kontrol, og at behandlingstiden er meget hurtig. Jeg har søgt byggetilladelse til et værksted, et fjernlager så vi kan få lidt skattekroner til kommunen. Efter fire uger spurgte teknisk forvaltning om der skulle være dyr i bygningen... Nej. Efter fire uger mere rykker min tømrer for svar, og pludselig ser forvaltningen, at det er i en landzone. De otte uger er spildt – forventet tre-fire måneders behandlingstid mere.-- Jeg mener, at Svendborg Kommune burde lukkes! (lille smiley) De ansatte burde prøve, om de kunne varetage dit eller mit arbejde. Ja, jeg er skuffet, så min mail er jo bare hyleri, men der er altså noget, som ikke er godt nok. Jeg har firma i Svendborg og Odense, og da jeg snakkede byggetilladelse med Odense gik der præcist fire timer efter, at jeg kontaktede Odense Kommune for en byggetilladelse, før de vendte tilbage. Der gik præcis otte uger før, vi rykkede for svar i Svendborg. Fint nok, at de har længere behandlingstid, men at slutte en mail med Cittaslow – det gode liv, det er ikke ok. Hvad så? Ja, så køber jeg da et hus i Odense eller Ringe.

Annonce