Annonce
Ærø

Jordemoder forventer omkring 30 fødsler på Ærø i 2020: - Jeg er fuldstændig tilfreds

Ø-jordemoder Tone Nehammer er tilfreds med det forventede antal fødsler på Ærø i 2020. Her er hun under en træningsøvelse for et par år siden. Arkivfoto: Jonathan Møller Nielsen
Antallet af nyfødte på Ærø i 2020 lander på omkring 30, spår jordemoder Tone Nehammer. Dermed ligger tallet stabilt omkring gennemsnittet for de seneste ti år.
Annonce

Ærø: Omkring 30 fødsler. Det er det antal, man kan forvente, der er blevet født på Ærø, når 2020 er gået. Det fortæller ø-jordemoder Tone Nehammer.

Dermed ligger tallet stabilt, som det har gjort i nogle år efterhånden.

- Jeg er fuldstændig helt tilfreds. Hvis man hopper over 2012 og tager gennemsnittet fra 13 og frem, ligger det på 28-29, så det er fuldstændig stabilt. Det svinger selvfølgelig fra år til år, der er variationer, men der er ikke nogen nedgang, siger hun.

Ifølge tal fra Danmarks Statistik ligger gennemsnittet for antal fødsler på Ærø de seneste ti år (2010-2019) på 30,6. Et enkelt år har været nede på 15 fødsler, men ellers ligger tallene mellem 22 og 45 for højdespringeren 2012.

Ærø Kommunes egne tal varierer en smule. Eksempelvis har kommunen selv registreret 13 fødsler i 2016, mens Danmarks Statistiks tal siger 15. Og det høje tal for 2012 hedder 45 hos kommunen og 46 i den officielle nationale statistik. Samlet giver det dog cirka det samme tal. Gennemsnittet for kommunens egne tal fra 2012 til 2019 lander på 30,5 årlige fødsler.

Alt i alt finder Tone Nehammer det forventede tal for 2020 positivt.

- Jeg synes, det ser fint ud. Vi har haft nogle år, hvor vi har været helt nede på 13-14 fødsler, og nu ligger vi lige omkring de 30, og det er fint. Med den befolkningssammensætning, vi har, tænker jeg, det er det, man kan forvente.


Med den befolkningssammensætning, vi har, tænker jeg, det er det, man kan forvente.

Tone Nehammer, jordemoder på Ærø


Noget babyboom på grund af corona er der dermed ikke i udsigte.

- Tilsyneladende ikke enndu. Det kan vi ikke se. Det tænker jeg, der er andre steder i landet, men det er der ikke her i hvert fald.

Befolkningstallet på Ærø er i øvrigt for opadgående. De seneste to måneder er der blevet 24 flere indbyggere i kommunen, og taller nærmer sig med 5985 igen de magiske 6000. Næste opgørelse kommer i begyndelsen af august.

+6000

1. oktober 2019 faldt indbyggertallet på Ærø for første gang til under 6000. Fyns Amts Avis sætter i denne kampagne fokus på befolkningsudviklingen på Ærø.

Målet er at få vendt udviklingen, så tallet inden 1. oktober 2020 igen når op over 6000 indbyggere.

Vi sætter spot på udfordringer og anviser løsninger. Vi hører om gode og dårlige erfaringer og spørger, hvad andre har gjort.

Du kan også være med. Skriv til os på aeroe@faa.dk med dine bud på, hvordan Ærø får flere indbyggere.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce