Annonce
Erhverv

Jens Belling: Odense vil få langt flere konferencer

Der kan blive meget mere fyldt her i Odeon, når Comwell overtager driften og forhåbentlig trækker flere konferencer til Odense. Foto: Comwell
Det bliver væsentligt lettere at få store arrangementer med mange gæster til Odense, efter at Comwell har overtaget driften af H.C. Andersen Hotel, siger hotellets ejer.

Odense: Fyn og Odense kan glæde sig til at få flere store konferencer og masser af erhvervsrejsende til øen og byen. Det mener Jens Belling, der ejer et af byens største hoteller, H.C. Andersen Hotel.

Hotellet er sammen med Odeon og Odense Koncerthus blevet drevet af Jens Bellings eget selskab, men mandag fortalte han, at hotelkæden Comwell i fremtiden skal drive hotellet, og at han udelukkende skal være ejer af bygningerne.

- Det vil betyde meget mere aktivitet i Odense. Comwell har et fantastisk salgsapparat og sidder på 30 procent af konferencemarkedet i Danmark. Til gengæld manglede de et sted i Odense, og jeg er sikker på, at den kombination vil øge omsætningen på hotellet væsentligt til glæde for hele byen, siger Jens Belling.

- Markedet har ændret sig, og det er blevet vanskeligere at være en spiller med kun ét konferencested. Det er den samme udvikling, der sker i andre brancher, hvor kæder og stordriftsfordele vinder frem. Det er da lidt trist, at vi ikke selv skal stå for driften længere, men vi må erkende, at man skal have en meget større organisation, hvis man skal have fat i de helt store kunder, siger Jens Belling, der også ejer en lang række andre ejendomme.

Han ejer også Frederik IV's Hotel i Slukefter i det nordvestlige Odense, her skal hans egne folk også i fremtiden stå for driften.

Det selskab, som driver H.C. Andersen Hotel, har haft underskud i de seneste fire år. Ifølge Jens Belling skyldes det især problemer med Odeon, som er ejet af kommunen men drives af hotellet. Der har været en lang række problemer med selve bygningen, som har kostet penge at udbedre, siger forretningsmanden.

- Der har været mange negative overraskelser, og det er der stadig. Vi arbejder tæt sammen med kommunen om at løse det, og den gør, hvad den kan, men det har kostet os mange penge, fordi vi har måttet sikre, at vores kunder ikke lider under manglerne, siger Jens Belling.

Han købte i 2006 hotellet for 175 millioner kroner af en gruppe ejere på 350 personer. Hans ambition dengang var selv at opføre det musik- og kulturhus, der nu er blevet til Odeon, men det blev forhindret af blandt andet finanskrisen, så bygningen i dag er ejet af kommunen.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce