Annonce
Danmark

Japanere er vilde med Kaospiloterne - uddannelsen lærer dem at blive kreative

Japanerne på besøg hos Kaospiloterne i Filmbyen i Aarhus. Fra venstre vicepræsident Kazumi Kato, direktør Kohtaro Ohba, Aya Omoto, Yukie Sakamoto og Kaospiloternes leder Christer Windeløv-Lidzelius. Foto: Jens Thaysen
Den internationale treårige uddannelse i Aarhus har studerende fra mange nationer.

Uddannelse: Japanske virksomheder er blevet vilde med Kaospiloterne i Aarhus, og et stort institut i Japan har netop underskrevet en aftale om samarbejde med den kreative århusianske uddannelse.

Direktør og vicepræsident fra AIST, som instituttet hedder, var torsdag på besøg hos Kaospiloterne i Filmbyen i Aarhus for at opleve stedet og aftale yderligere dele i samarbejdet.

"Kaospilot" hedder stedet, der tilbyder en international uddannelse, Enterprising Leadership, med vægt på kreativ tænkning, og det er det, japanerne har brug for.

- De er på jagt efter kreativitet og nye måder at samarbejde og lære på, siger Christer Windeløv-Lidzelius, der er chef for den århusianske uddannelse, som har bredt sig til flere lande som Australien, USA, Sydafrika, Holland, Spanien med flere. Endnu flere lande har henvendt sig, og mange udenlandske studerende er med på den treårige uddannelse.

Annonce

Uddannelsen til Kaospilot

  • "Kaospilot" er en prisbelønnet business- og designskole. Den er stiftet i Aarhus i 1991 og udbyder den tre-årige, engelsksprogede uddannelse Enterprising Leadership Program samt en række professionelle kurser inden for uddannelsesdesign, oplevelsesdesign og kreativt lederskab.
  • På hvert hold er 35 studerende. Til næste hold er ansøgningsfristen 16. marts 2020.
  • Læs mere på www.kaospilot.dk/application

Uddannet kaospilot

Netop en af dem, 34-årige Aya Omoto, der er født og opvokset i Kyoto, er årsag til denne kontakt mellem Danmark og Japan. Hun har taget den treårige uddannelse Enterprising Leadership hos Kaospiloterne i Aarhus 2012-2015 og har startet sin egen virksomhed i hjemlandet, nu sammen med Yukie Sakamoto, hvis tilknytning til Danmark skyldes, at hun har været dansk gift.

Omoto og Sakamoto driver virksomheden Laere, der er et konsulentbureau for design med udgangspunkt i Tokyo. Det har specialiseret sig i uddannelsesdesign og organisationsudvikling.

Både Aya Omoto og Yukie Sakamoto var med, da direktør Kohtaro Ohba og vicepræsident Kazumi Kato drøftede samarbejdet med Christier Windeløv-Lidzelius.

De to har gjort AIST opmærksom på uddannelsen og arbejder nu sammen med AIST, som står for Advanced Industrial Science and Technology.

Samarbejde og refleksion

- Vi lærer japanerne kreativt lederskab, blandt andet gennem undervisning og workshops. Vores væsentligste force er ikke at lære de studerende konkrete ting, men at lære dem at arbejde bedre sammen, bruge hinandens ressourcer til bedre samarbejde og refleksion. Vi er ikke lærere, men trænere og facilitatorer, teamledere, siger Christer Windeløv-Lidzelius.

Lige nu har AIST et kursus i gang med to teamledere og 22 studerende. Ni af dem kommer fra større japanske virksomheder. Resten kommer fra AIST. På den måde bliver den nye viden bragt ud i virksomhederne rundt i landet, forklarer Kohtaro Ohba.

- Aya Omoto var vores første japanske studerende, men siden har vi haft flere, og lige nu går Yukie Sakamotos datter på uddannelsen i Aarhus, forklarer Christer Windeløv-Lidzelius.

Aya Omoto har taget den treårige uddannelse hos Kaospiloterne i Aarhus og har bragt ideen videre til sit hjemland. Foto: Jens Thaysen

Jordskælv ændrede meget

Et jordskælv har medvirket til, at Kaospiloterne er kommet ind i Japan.

- Det katastrofale jordskælv i Tohoku i 2011 var et wake-up-call for hele Japan. Vi måtte gentænke, hvordan vi skulle skabe fremskridt samfundet. Som førende i robotundersøgelse har vi altid arbejdet på at gøre nytte for samfundet gennem teknologi, så vi måtte være med. Så vi har skabt en ny slags designinnovations-skole, der uddanner ledere i teknologi på en ny måde. Vi ser nu meget mere end tidligere på tingene med brugernes øjne. Vi lærer de studerende at spørge "hvorfor og for hvad", forklarer Kohtaro Ohba.

Hans organisation samler hvert år et dynamisk miks af researchere, ingeniører, eksperter i teknologi og forretningsfolk fra forskellige organisationer, og de tager på en ottemåneders læringsrejse. Her bliver de konfronteret med forskellige metoder og udfordret på værdier i et forsøg på at flytte deres tanker. AIST knytter teknologien til samfundet.

Nye idéer går gennem et teknologisk scenarie, før de ender kommercielt.

- Designskolen i Japan handler netop om at bringe teknologi, samfund og design tættere på hinanden. Det er en ny type designskole, der også skal skabe dynamik, siger Christer Windeløv-Lidzelius.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Gebis, kræft og grå stær - udviklingshæmmede får ikke tjekket helbredet

Min bror blev født som stærkt udviklingshæmmet i 1955. I hele mit barne-, ungdoms- og voksenliv har jeg været med til at passe på ham og har derfor lang erfaring med alle dele af “systemet”. Man kan sige meget om de generelle vilkår, vi i Danmark giver udviklingshæmmede - en af samfundets svageste grupper. Men det er ikke emnet i dag, hvor jeg vil fokusere på vores oplevelser med sundhedsvæsenet. I takt med, at min bror flyttede fra Åndsvageforsorgens fælles sovesale og i “egen bolig” i et botilbud, blev hans livskvalitet forbedret. Som ung var han, som de fleste andre, relativt sund. Med årene fik han dog flere og flere helbredsproblemer. Fælles for dem alle var, at de blev opdaget for sent. Det betød, at vi som familie ofte måtte presse på for at få min bror ordentligt undersøgt. På trods af mange opfordringer til botilbuddet kom han sjældent til lægen. Og når han endelig kom til lægen, blev han ikke altid undersøgt så grundigt og bredt, som der egentlig var behov for. Den manglende fokus på min brors sundhedsproblemer betød, at han levede med flere uopdagede sygdomme og helbredsmæssige udfordringer. En dag kom han for eksempel til at gå ind i en maskine på sit arbejde og fik en dyb flænge ved siden af øjet. Da han blev undersøgt på sygehuset fandt de årsagen: Han havde udviklet grå stær og uden at nogen havde opdaget det. Han var helt blind på det ene øje og havde meget nedsat syn på det andet. Han blev heldigvis straks opereret, men ingen ved, hvor længe han havde døjet med et stærkt nedsat syn. På samme måde gik der lang tid, før han kom til ørelægen og fik konstateret stærkt nedsat hørelse og behov for høreapparat. Han kom desværre heller ikke til regelmæssig kontrol hos tandlægen og endte derfor med gebis, som måske kunne have været undgået med den rette forebyggelse og behandling. På et tidspunkt begyndte min bror at virke træt og klage over smerter under armene. Igen måtte vi presse på for, at han kom til lægen og blev ordentligt undersøgt. Det viste sig, at han havde lymfekræft - som han også denne gang formentlig havde døjet med i flere år, før det blev opdaget. Efter diagnosen kom jeg til at spille en endnu større rolle i min brors sundhedsproblemer og var nødt til at få strammet op på hans medicinadministration, fysioterapi og adgang til hjælpemidler. Undervejs i kræftforløbet mødte vi udbredt mangel på viden om udviklingshæmning i sygehusvæsenet. Men vi mødte også nogle sundhedspersoner, som gjorde en ekstraordinær indsats for os, for eksempel det fantastiske personale på kræftafdelingen. En kæmpe hjælp, som vi altid vil være taknemmelige for. Efter et langt sygdomsforløb døde min bror af sin kræftsygdom i 2016. Når jeg ser tilbage på hans mange sundhedsproblemer og sygdomsforløb, har der især manglet to ting. For det første sundhedskompetencer og fokus blandt ansatte på botilbud. Men pædagoger kan og skal ikke være sundhedsprofessionelle. De kan dog godt være mere observerende og vidende – og ikke mindst handlende. Det kan de blive bedre til via relevant efteruddannelse. Der er for det andet også brug for langt bedre adgang til den praktiserende læge – med særligt fokus på sundhedsrisici blandt udviklingshæmmede. Jeg kan forstå i medierne, at regionspolitikerne og de praktiserende læger netop nu er i gang med overenskomstforhandlinger, og at en målrettet indsats for udviklingshæmmede er blandt emnerne. Baseret på egne bitre erfaringer med min bror (og på vegne af hans samboer gennem hele livet, hvoraf flere ikke havde nogen pårørende) kan jeg roligt sige, at det er på høje tid, at personer med udviklingshæmmede kommer frem i køen til sundhedsvæsenet. En form for tilbagevendende helbredstjek hos den praktiserende læge ville være et rigtig godt sted at starte. Jeg håber meget, at de ansvarlige regions- og lægepolitikere er enige? Hvis de ikke i fællesskab vil indføre sundhedstjek for denne sårbare gruppe, synes jeg de skylder en forklaring på, hvordan de så vil løse den himmelråbende ulighed i adgangen til sundhedsvæsenet.

Annonce