Annonce
Navne

Jakob Engmann genvalgt til Betty Nansen Teatret

Jakob Engmann er blevet genudpeget som bestyrelsesmedlem for Betty Nansen Teatret på Frederiksberg, hvor han også er næstformand. Foto: Kim Sørensen
Teaterdirektør Jakob Engmann tager fire år mere som bestyrelsesmedlem for Betty Nansen Teatret.
Annonce

Statens Kunstfond har endnu en gang udpeget Jakob Engmann til bestyrelsen for Betty Nansen Teatret i København, hvor han også er valgt som næstformand.

- Det er jeg rigtig glad for. Det betyder, at man er blevet set og anerkendt for nogle gode ting, og at de tænker, at man kan bidrage til den store teaterscene, som Betty Nansen Teatret er, siger Jakob Engmann, der allerede har haft posten i fire år.

- Jeg har siddet der i en periode, hvor teatret har været igennem en ret stor udvikling. Det har været en ekstremt lærerig proces. Det er meget indsigtsfuldt for mig at få lov at sidde i sådan en bestyrelse. Det bliver ikke mere professionelt og på et højere niveau i dansk sammenhæng end Betty Nansen Teatret, fortæller han.


Jeg håber, at den gode udvikling fortsætter. Det har været nogle konstruktive år, hvor Betty Nansen Teatret har fået genetableret sig som et af de mest interessante teatre i Danmark.

Jakob Engmann


Annonce

Ny direktør

En af de store opgaver, som Jakob Engmann har været med til, var at finde en ny leder for to år siden. Her ansatte bestyrelsen Elisa Kragerup som kunstnerisk direktør og Eva Præstiin som administrerende direktør, fortæller han og uddyber:

- Det var en stor opgave, men også en kæmpe fornøjelse at betragte dem og støtte dem som bestyrelse og se dem mere eller mindre gå fra den ene succesfulde forestilling til den anden.

Det er derfor en fornøjelse at være bestyrelsesmedlem, mener Jakob Engmann, der glæder sig til fire år mere.

- Jeg håber, at den gode udvikling fortsætter. Det har været nogle konstruktive år, hvor Betty Nansen Teatret har fået genetableret sig som et af de mest interessante teatre i Danmark og også et teater, der har nogle interessante internationale samarbejder på vej, som vi forventer os meget af, siger Jakob Engmann.


Teatret har været totalt lukket ned og man har umiddelbart haft et ret stort tab, som man nu kæmper for at hente hjem igen.

Jakob Engmann


Annonce

Ramt af corona

Den opadgående kurve er dog corona undtaget. Som de fleste andre kulturinstitutioner, har Betty Nansen Teatret kunnet mærke konsekvenserne af nedlukninger og en række krav for genåbning.

- Alt det her, jeg lige har sagt, er uden at tænke på corona, fordi teatret blev voldsomt ramt af, at man var to dage fra premieren på "Leg med ild" med et stjernecast af dygtige skuespillere, fortæller Jakob Engmann og tilføjer:

- Teatret har været totalt lukket ned og man har umiddelbart haft et ret stort tab, som man nu kæmper for at hente hjem igen, men vi satser benhårdt på at åbne i starten af september med den næste store forestilling.

Blå bog

Jakob Engmann er 42 år og bosat i Ollerup på Sydfyn.

Han bor med sin kone og to børn på henholdsvis seks og to år.

Jakob er uddannet skuespiller i 2006 og har blandt andet været med i Krøniken, 2900 Happiness og Forbrydelsen 2.

Han har siden 2012 været direktør for Baggårdteatret i Svendborg.

De sidste fire år har han siddet i bestyrelsen for Betty Nansen Teatret på Frederiksberg, hvor han også har været næstformand i to år.

Annonce

En usynlig forestilling

Det er ikke kun i sin post som næstformand og bestyrelsesmedlem, at Jakob Engmann har kunnet mærke pandemiens aftryk på kulturen. I sit daglige virke er han teaterdirektør i Baggårdteatret i Svendborg, hvor de nåede at sadle om, da statsministeren lukkede landet.

- Vi blev også hårdt ramt og måtte lægge en stor forestilling med Katinka ned, men vi har lavet en ny forestilling, der er udendørs og usynlig, forklarer Jakob Engmann.

Stykket har premiere i september og er en lydfortælling, som man kan høre, mens man går en tur i Svanninges bakkede landskab. Derudover kommer forestillingen med Katinka op at stå igen.

- Vi har ikke haft mindre at se til, tværtimod, afslører Jakob Engmann.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce