Annonce
Danmark

Ja tak til øer - nej tak til lig

Peter Rasmussen

Så kom der endelig så småt gang i genåbningen af Danmark og dermed også i diskussionerne om, hvorvidt det nu er de rigtige steder, der får lov til at åbne. Butikscentrene brokker sig over, at de ikke må åbne, når gågaderne må. Og Bauhaus brokker sig over, at de ikke må åbne, når nu Silvan må, fordi corona-sikkerheden i et byggemarked tilsyneladende afhænger af, om det er over eller under 5000 kvadratmeter stort.

I den ende af corona-konsekvenserne, der tiltrækker sig mindre opmærksomhed, kom det i denne uge frem, at det igen i år skal gøres billigt eller måske ligefrem gratis at tage på sommertur til de danske øer. Både Venstre, Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten synes godt om idéen. Og det gør de selvfølgelig også ude på øerne, hvor de håber at kunne indhente noget af den tabte indtægt i corona-månederne med gratis færgebilletter ind over sommeren.


Butikscentrene brokker sig over, at de ikke må åbne, når gågaderne må. Og Bauhaus brokker sig over, at de ikke må åbne, når nu Silvan må.


Sidste sommer gjorde over en million passagerer brug af muligheden for at rejse gratis til landets øer, som gående eller cyklist.

Til gengæld skal man ikke regne med at kunne donere sin afdøde krop til forskningen i øjeblikket. I hvert fald ikke, hvis man er død af corona. Både Københavns, Syddansk og Aarhus Universiteter meldte i denne uge ud, at de afviser at modtage døde med coronavirus, fordi man ganske enkelt ikke ved, hvor længe de kan smitte.

- I foråret tænkte jeg, at vi kunne klare os igennem pandemien ved omhyggelig brug af værnemidler. Men det blev skærpet af den her væsentlig mere smitsomme britiske variant, sagde professor Jørgen Tranum-Jensen fra Københavns Universitets donationsafdeling i denne uge til Berlingske.

Han modtager hvert år cirka 270 afdøde, der har doneret deres kroppe til undervisning og forskning. Lige nu må han afvise 30-40 procent af de døde. Normalt er det et lig hvert andet år, der bliver afvist, fordi det har en multiresistent bakterie i sig.

Professor Tranum-Jensen har oven i købet undersøgt hos Statens Serum Institut, om man kunne teste de døde for corona. Svaret var, at testene "ikke er valideret til afdøde", og at virussen i øvrigt kan smitte også selv om den har været frosset ned.

Til gengæld kan professor Tranum-Jensen og hans kolleger på landets øvrige donationsafdelinger ret enerådigt bestemme, hvornår de vil åbne igen. I deres ende af corona-konsekvenserne er der ingen, der brokker sig over, at der stadigvæk er lukket.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Debat

Debat: Stop for eksport af levende dyr

Annonce