Annonce
Langeland

Jægers arm gled med afsikret riffel: Skud gennem vindue i hus, hvor beboer var hjemme

Jægeren fik en bøde på 3000 kroner og beholder sit våben. Situationen her har intet at gøre med den skudsepisode, der endte i Retten i Svendborg. Arkivfoto: Laust Jordal
Jægers arm gled - konsekvenserne kunne blive alvorlige, da en beboer var hjemme
Annonce

TRANEKÆR: En jagt i maj 2018 udviklede sig dramatisk, da en jæger fik skudt sin jagtriffel af i en retning, hvor der var beboelse. Et projektil røg igennem vinduet til et hus på Tranekær-egnen med en beboer, der var hjemme, men heldigvis slap beboeren uskadt.

Jægeren kunne på sin side glæde sig over ikke at have forvoldt nogen mennesker skade, men episoden kunne alligevel have fået konsekvenser, da sagen for nylig var i Retten i Svendborg. For manden, som nu er 30 år, er ansat ved militæret, og han stod tiltalt for overtrædelse af både straffeloven og jagtloven. Ville han blive dømt efter straffeloven, ville jobbet ryge med det samme, fremgår det af domsudskriftet.

Jægeren var tiltalt for under jagten af grov kådhed eller lignende hensynsløs måde at have affyret et skud mod et dyr med en jagtriffel i en retning, hvor der var beboelse og derved at have udsat beboeren for nærliggende fare for liv eller førlighed, nævnes det i anklageskriftet.

Men manden blev alene dømt efter jagtloven og kun for uagtsomhed. Han slap med en bøde på 3000 kroner, og domsmandsretten fandt heller ikke anledning til at konfiskere hans våben, som anklageren ellers havde krævet.

Fyns Amts Avis har talt kort med beboeren, der ønsker at være anonym. Han oplyser, at han ikke nåede at blive bange, og at han er vant til, at der er jagt i området. Han valgte efter at have vidnet i retten at forlade denne. Han var derfor ikke bekendt med sagens udfald.

Annonce

Et uheld

De tre medlemmer af domsmandsretten var ikke enige om, hvordan man skulle vurdere sagen. De lagde dog til grund, at skuddet blev affyret ved et uheld, idet skuddet gik af, da tiltaltes venstre arm gled ned fra hans venstre lår, som han i skydestillingen støttede sin venstre arm på.

To af de tre i domsmandsretten mente dog, at han ikke fik sikret sit våben, inden han begyndte at rette på sin skydestilling, hvorved der blev afgivet et skud, fordi han havde fingeren på aftrækkeren. De to fandt, at han var til gene for sikkerheden ved ikke at have sikret sit våben, inden han begyndte at rette på skydestillingen.

Det var uagtsomhed, og han blev som nævnt dømt efter jagtloven.

Det tredje medlem af domsmandsretten mente ikke, at han havde handlet uagtsomt og ville helt frikende manden, men flertallet afgjorde sagen.

Ud fra sagens omstændigheder bestemte domsmandsretten, at den dømte slipper for at betale sagsomkostninger. Dem må statskassen klare.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce