Annonce
Udland

Israel i politisk krise nærmer sig tredje valg på et år

Menahem Kahana/Ritzau Scanpix

Avigdor Lieberman kan afgøre, hvem der bliver Israels næste premierminister. Men ingen har overbevist ham.

De israelske vælgere kan godt begynde at forberede sig på at skulle i stemmeboksen for tredje gang på under et år.

Det står klart, efter at den tidligere forsvarsminister Avigdor Lieberman fra partiet Yisrael Beiteinu onsdag har afvist at støtte nogen af de to kandidater til den israelske premierministerpost.

Den tidligere hærchef Benny Gantz, der leder partiet Blåt og Hvidt, fik til opgave at danne regering i Israel, efter at det ikke lykkedes for den fungerende premierminister, Benjamin Netanyahu, at forme en regering.

Gantz' frist udløber dog klokken 23.59 onsdag. Liebermans udmelding betyder dermed, at det heller ikke ser ud til at lykkes for Gantz.

Liebermans nationalistiske parti sikrede sig ved valget i september otte sæder i det israelske parlament, Knesset. Det er nok til at give både Netanyahu og Gantz sæder til at samle et flertal.

Ingen af dem har dog overbevist Lieberman om, at de fortjener hans støtte.

- Som det ser ud nu, så er vi på vej mod et nyt valg, siger Lieberman.

- Jeg har gjort alt i min magt for at få dannet en regering. Hvis vi skal igennem et nyvalg, så bliver det på grund af mangel på lederskab, lyder det.

Det kræver 61 pladser at sikre sig flertal i Israels 120 sæder store parlament.

Israel var til valg i april og senest i september i år.

Da Gantz i oktober fik ansvaret for at danne regering, var det første gang siden 2008, at en anden end Netanyahu fik den opgave.

70-årige Netanyahu har været israelsk premierminister siden 2009. Han sad også på posten fra 1996 til 1999.

/ritzau/AFP

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Svendborg

Lukker på Toldbodvej og åbner på Lerchesvej: Fakta åbner ny butik ved havnen

Annonce