Annonce
Sport

Yussuf Poulsen assisterer i Leipzig-sejr i Berlin

Odd Andersen/Ritzau Scanpix
Yussuf Poulsen assisterede, da RB Leipzig slog Hertha Berlin 4-2, hvilket sendte Leipzig på andenpladsen.

Den danske angriber Marcus Ingvartsen spillede en vigtig rolle, da Union Berlin lørdag eftermiddag tog sin anden sejr på stribe i den tyske Bundesliga.

Holdet vandt 3-2 ude over Mainz.

Den danske landsholdsangriber Yussuf Poulsen leverede desuden en assist, da RB Leipzig avancerede til andenpladsen i Bundesligaen med en sejr på 4-2 ude over Hertha Berlin.

I Mainz fik Marcus Ingvartsen en hovedrolle, da den danske angriber fik fremtvunget et selvmål, der bragte gæsterne foran med 1-0.

Ingvartsen stormede ind i et fladt indlæg fra højre side, og det lignede en dansk scoring, men ifølge Bundesligaens officielle hjemmeside fik danskeren presset Daniel Brosinski til at sende bolden i eget net.

Siden udbyggede Sebastian Andersson føringen to gange, og Union Berlin endte med en sejr på 2-3 efter to reduceringer i de sidste ti minutter.

For Leipzig startede udekampen mod Hertha Berlin skidt, da Maximilian Mittelstädt efter godt en halv times spil bragede et langskudsmål ind bag Péter Gulácsi i Leipzig-målet.

Der tog dog ikke længe for udeholdet at komme tilbage i kampen. I det 38. minut udlignede angriberen Timo Werner på et straffespark, og i første halvlegs tillægstid bragte gæsterne sig også foran.

Yussuf Poulsen modtog en bold i dybden og fik den lagt af med hælen til Marcel Sabitzer, der fik sin afslutning rettet af, og så kunne RB Leipzig gå til pause foran 2-1.

Den stilling holdt frem til det 87. minut, hvor Kevin Kampl afdriblede flere Hertha-forsvarer og sendte bolden over i det lange målhjørne til 3-1.

I overtiden sendte Timo Werner med sin anden scoring danskerklubben foran 4-1, inden hjemmeholdet til allersidst reducerede til slutstillingen 2-4.

Med sejren er RB Leipzig på andenpladsen i Bundesligaen med 21 point for 11 kampe.

Schalke 04 delte hjemme mod Fortuna Düsseldorf med resultatet 3-3.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce