Annonce
Ærø

Ingen større genåbning til Ærø: - Ærø er et anderledes tilfælde end Bornholm

Ifølge folketingspolitiker Bjørn Brandenborg (S) er årsagen til, at Ærø ikke åbner, at man har kigget på landsdele ved genåbningen. Foto: Michael Bager
En aftale om en delvis genåbning er på plads, men selvom der ikke er nogen smittede på Ærø, får øen ikke lov at åbne. Det skyldes ifølge Socialdemokratiets Bjørn Brandenborg, at Ærø er for nært forbundet til andre dele af landet.

Ærø: Onsdag blev genåbningsaftalen mellem regeringen, SF, De Radikale og Enhedslisten offentliggjort. Her stod det klart, at Ærø til trods for ingen smittede ikke er blandt de steder, hvor man åbner mere op end resten af landet ved eksempelvis at lade de ældste skoleelever vende tilbage i skole. Ifølge Socialdemokratiets Bjørn Brandenborg skyldes det, at man har fokuseret på landsdele ved genåbningen.

- Den aftale, som vi har indgået nu, er baseret på indstillinger fra den indsatsgruppe, som regeringen har, som har regnet på de sundhedsmæssige konsekvenser af alle de her forskellige genåbningsscenarier. Her er man nået frem til, at der skulle fokuseres på landsdele ved genåbningen. Og der har man været nødt til at se på kommunerne, og hvordan de enkelte kommuner er indrettet geografisk, og hvordan de er forbundet, siger Bjørn Brandenborg.

Det er netop på grund af forbindelsen mellem Ærø og andre dele af landet, at den nye aftale ikke byder på en større genåbning for Ærø.

- Der er meget trafik til og fra Ærø, fordi der er mange, der pendler dertil både fra Svendborg og Langeland, og selvfølgelig også en del ærøboere, der pendler den anden vej. Derudover er Ærø også forbundet til Svendborg gennem uddannelser og sygehuse, siger Bjørn Brandenborg.

Annonce

Ikke for kompliceret

Aftalen byder på en større genåbning af Bornholm, men ifølge Bjørn Brandenborg kan man ikke sætte lighedstegn mellem en åbning af Bornholm og Ærø.


Jeg tror egentlig, at man med sindsro kunne have åbnet op for både Ærø, Samsø og Fanø, men jeg tænker, at man har valgt at gøre det på denne her lidt robuste måde for ikke at gøre det for kompliceret, og det er sådan set fair nok.

Professor Hans Jørn Kolmos


- Ærø er et anderledes tilfælde end Bornholm, fordi det er nemmere at isolere Bornholm på grund af naturlige forhindringer som afstand, hvilket ikke på samme måde gør sig gældende for Ærø, siger Bjørn Brandenborg.

Beslutningen om ikke at åbne op på Ærø møder forståelse hos professor i klinisk mikrobiologi ved Syddansk Universitet Hans Jørn Kolmos.

- Jeg tror egentlig, at man med sindsro kunne have åbnet op for både Ærø, Samsø og Fanø, men jeg tænker, at man har valgt at gøre det på denne her lidt robuste måde for ikke at gøre det for kompliceret, og det er sådan set fair nok, siger Hans Jørn Kolmos.

Avisen har forsøgt at få en kommentar fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S), men det har ikke været muligt.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce