Annonce
Fyn

Ingen røg eller alkohol på rådhuset: Politikere vil være rollemodeller

Ved særlige lejligheder kan der fortsat gives tilladelse til at skåle i alkohol på rådhuset for ansatte, og dermed også politikere. Som her på valgnatten i 2017, hvor Pia Offer Madsen (tv.) og Karin Christiansen fejrer, at de er blevet valgt ind i Assens Byråd for første gang. Arkivfoto: Kim Rune
Byrådets medlemmer vil undgå alkohol og rygning under møder, fordi politikerne vil være gode rollemodeller for Assens Kommunes 3000 ansatte, som fra 1. august ikke længere må ryge i arbejdstiden. For byrådet gælder aftalen dog kun på rådhuset.

Fra 1. august må du som ansat i Assens Kommune kun ryge, hvis du via din overenskomst har selvbetalte pauser. Du skal vel at mærke skifte til dit private tøj, før du tænder smøgen eller stopper piben. Og dit ID-kort skal pilles af.

De nye regler om røgfri arbejdstid, som går hånd i hånd med nye retningslinjer for brug af alkohol og euforiserende stoffer, er vedtaget af byrådet, som er blevet enigt om at gå forrest som gode rollemodeller og hverken ryge eller drikke i forbindelse med møder på rådhuset.

Men først efter 40 minutters debat i byrådssalen onsdag. Der var nemlig uenighed om, i hvilket omfang, aftalen kan gælde politikerne.

- For mig er det ikke andet end signal- og symbolpolitik. Vi beskriver en problematik, som ikke er der, sagde Poul Poulsen (R).

Økonomiudvalget nedstemte forleden et forslag fra Dansk Folkeparti, som gik på, at byrådspolitikere i det hele taget skal holde sig fra alkohol og rygning i forbindelse med deres hverv, uanset om det foregår på rådhuset eller andre steder.

- Jeg synes, det signalerer manglende respekt for vores medarbejdere. Hvis vi ikke vil være rollemodeller, hvem skal så, sagde forslagsstiller Jens Henrik Thulesen Dahl forud for byrådsmødet.

Forslaget mødte modstand fra andre partier, fordi politikerne juridisk set ikke kan underlægges de samme regler som ansatte, da de ikke er ansatte, men folkevalgte.

- Borgmesteren kan ikke sanktionere os eller lege politimand overfor sit byråd, pointerer Pia Offer Madsen, gruppeformand for Venstre.

Nye regler om røg og alkohol

Fra 1. august 2020 indfører Assens Kommune røgfri arbejdstid for alle ansatte. Allerede 1. marts træder nye retningslinjer for brug af alkohol og euforiserende stoffer i kraft. De nye retningslinjer betyder, at medarbejdere kun må drikke alkohol på arbejdspladsen ved særlige lejligheder, eksempelvis jubilæer og sociale arrangementer.

Forbuddet mod rygning gælder også brug af e-cigaretter. Kun medarbejdere, som ifølge deres selvbetalte frokostpauser må ryge i deres pauser, og kun hvis de forlader arbejdspladsen, skifter til privat tøj og ikke på anden måde bærer genstande, der henviser til Assens Kommune, fx ID-kort.

Ikke den store forskel

Venstre stillede ved byrådsmødet onsdag et modforslag til det oprindelige forslag fra Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet. Et forslag, som begrænsede aftalen til at gælde rådhuset.

- Fordi det er der, hvor vi udfører vores professionelle virke og er beslutningsdygtige, forklarede Pia Offer Madsen.

Det nye forslag blev vedtaget med 14 stemmer for (V og K), 13 blanke stemmer (S, DF og SF's Mogens Mulle Johansen) samt to stemmer imod (Poul Poulsen og SF's Flemming Risskov Jørgensen).

Det oprindelige forslag blev nedstemt.

Hele debatten fik en skarp kommentar med på vejen fra Flemming Risskov Jørgensen (SF):

- Det overrasker mig ikke, at DF iscenesætter sig selv som nogen, der hverken ryger, drikker eller spiller kort, og som sover med hænderne over dynen. Men det overrasker mig, at Socialdemokratiet hopper med på denne puritanske fromhedsbølge. Det er et fuldstændigt tomt paradeforslag, mente SF'eren.

Han pointerede, at politikere udøver deres hverv i fritiden, ikke i arbejdstiden.

- Vi har et ansvar som rollemodeller og skal tage vores egen medicin, svarede Betina Signe Stick (DF).

Annonce

Kun på rådhuset

Må byrådspolitikerne så heller ikke længere drikke en øl til 1. maj eller et grundlovsarrangement? Jo, lød det fra Jens Henrik Thulesen Dahl forud for byrådsmødet.

- Principielt er man som byrådsmedlem på arbejde hele tiden, men det er man ikke reelt. Det gælder til møder, hvor man repræsenterer byrådet. Hvor man har den kasket på, hvor man er kommunalbestyrelsesmedlem, siger han.

Lars Kristian Petersen (V) er enig:

- Hvornår er man på arbejde, og hvornår er man ikke, det er svært at definere. Hvis man inviterer til fest, og man får et glas rødvin, og en gæst stiller et spørgsmål om politik, skal man så hælde rødvinen ud? Derfor holder vi det til, at man ikke må ryge eller drikke på rådhuset, siger han.

Hvis ansatte i Assens Kommune ikke overholder reglerne, kan det i allersidste konsekvens føre til en fyring. Men hvis byrådsmedlemmerne ikke overholder den tilkendegivelse, de vedtog på byrådsmødet, så sker der intet som helst ved det.

- Det er op til den enkeltes moral, mener Pia Offer Madsen.

- Men hvis man stemmer ja til en tilkendegivelse og ikke følger den, så har man da et moralsk problem, tilføjer hun.

Annonce
Ærø For abonnenter

Kommunalpolitisk prisfest: Gift i grundvandet er ikke farligt, men det er Facebook

Fyn

Følg med her: Få seneste nyt om trafik og politi

Danmark

Mandagens coronatal: 752 nye tilfælde af coronavirus det seneste døgn - højeste prositivprocent siden august

Annonce
Annonce
Annonce
Svendborg

Tidligere Troense-kok bag tremmer i tre år: Stort narkosalg og dopingbesiddelse

Erhverv For abonnenter

Pæn succes med søndagsåbne butikker i Svendborg: Det lugter af en gentagelse næste sommer

Faaborg-Midtfyn

Politiker i ny Facebook-fadæse: Delte opslag, hvor statsminister kaldes 'forbryderisk mær'

Navne For abonnenter

Forfatterdebutant på 66 år: Wagn Ivan Pedersen har skrevet portrætbog om en af Sydfyns sportskæmper

Debat

Kære læser: Vi vil gerne hjælpe jer ud af ekkokamrene på sociale medier, så nu gør vi alle valghistorier gratis for alle

Sport For abonnenter

GOG-trup spiller tidligt skæbneopgør i corona-epicenter

Fyn For abonnenter

Link til artikel med opdaterede corona-tal fra din kommune

Fyn For abonnenter

Odense-forstæder frygter gigantisk strøm-anlæg midt i idyllen: En flok rigtige svin kan spænde ben for projektet

Fyn

Følg med her: Få seneste nyt om trafik og politi

Svendborg

Svendborg skraber bunden i ny idrætsundersøgelse: - Jeg er meget overrasket

Erhverv

Tak for indsatsen: Jysk-ansatte bliver belønnet med million-bonus

Faaborg-Midtfyn

Store babser i forhaven vækker opsigt: Har Berit lavet Fyns sjoveste græskarfamilie?

Kultur For abonnenter

Fynsk band har spillet over 1000 koncerter: 43 koncerter på en enkelt måned er rekord

Ærø

Tre timers ekstra sejltur: Fredag sejlede den ene tvillingefærge i ring

Annonce