x
Annonce
Erhverv

Ingen krise her: Fynsk byggefirma stormer frem – også i år

Der er stadig fuld fart på byggeriet - især i København, hvor projekterne bare bliver ved med at melde sig. Arkivfoto: Jesper Beenfeldt Nielsen
Det er langt fra alle brancher og virksomheder, der er ramt af krise. En fynsk byggevirksomhed sætter rekord og har masser at lave – også resten af året.

Odense: Den fynske byggevirksomhed 5E Byg Holding er inde i en usædvanlig succesfuld udvikling. Det årlige salg er vokset til over en milliard kroner, og overskuddet vokser voldsomt med 70 procent, så det nu er oppe på 77 millioner kroner før skat.

Virksomheden sælger og opfører byggerier, men klarer sig med underleverandører og har ikke selv håndværkere ansat. Den har især haft held med at få sin del af den voldsomme vækst, der sker i byggebranchen i København – og i modsætning til nogle kolleger, har 5E Byg været i stand til at håndtere byggerier langt fra kontoret rationelt.

Halvdelen af omsætningen kommer fra Sjælland, hvor Københavns-området står for det allermeste, og den anden halvdel kommer fra Fyn og Jylland. København skal også bære væksten i fremtiden.

- Vi er ikke bange for at bygge i København, og vi går efter at vinde nye sager, siger Per Jørgensen, der er direktør for 5E, som han også ejer en god del af.

- Det er nemmere at bygge i København. Vi oplever, at bygherrer ligefrem er taknemmelige for, at vi leverer, det der er aftalt. På Fyn og i Jylland tager man det som en selvfølge, at vi leverer det, der er købt.

- Markedet i København er præget af, at der bygges så meget, og at aftaler ikke altid er en aftale. Det gælder både bygherrer og entreprenører. Derfor er der entreprenører, som trækker sig ud af Storkøbenhavn. Men vi har ingen problemsager, siger Per Jørgensen.

Annonce

5E Holding A/S

Hjemsted: Odense

CVR-nummer: 30811070

Direktion: Torben Nielsen

Bestyrelse: Per Jørgensen (formand), Kresten Andreasen, Torben Nielsen

Ejere: Per Jørgensen, Torben Nielsen, Kresten Andreasen, Morten Vibæk, Allan Østergaard Sellebjerg, Jørn Bossen, Martin Pedersen m.fl.

Regnskabstal 2019: (2018 i parentes)

Omsætning: 1,0 milliarder kroner (0,9)

Overskud fra drift: 77 millioner kroner (45)

Overskud før skat: 77 millioner kroner (46)

Overskud efter skat: 60 millioner kroner (36)

Egenkapital: 121 millioner kroner (92)

Antal ansatte: 53 (44)

Læs hele regnskabet her.

Ikke mange store byggerier på Fyn

- Vi vil meget gerne bygge herhjemme på Fyn, men der er ikke mange store byggesager på et år, så vi slås alle om dem, der er. I København er der dusinvis af den slags sager, og det bliver der ved med at være lige så langt øjet rækker, siger han.

5E Byg organiserer arbejdet på en særlig måde, så man kan nøjes med en lille, flad organisation. Ifølge firmaet har det omkostninger på omkring en procent af omsætningen, mens konkurrenterne måske ligger på seks procent. Dermed kan man tilbyde lavere priser – eller tjene mere.

Dygtige folk kræver nye opgaver

Den ordning kræver dog, at man har medarbejdere, der selv kan overtage en stor del af ansvaret, når de leder et byggeri. Derfor tager firmaet unge, dygtige medarbejdere ind og oplærer dem selv til at blive selvkørende byggeledere.

- Det er dem, der afgør vores vækst. Vi er nødt til at skaffe så mange nye ordrer, at der er spændende arbejde til vores dygtige folk. Vi kan ikke bare sige, at i år må du altså arbejde med noget mindre udfordrende, end du har evner til, siger direktøren.

Han og de fire andre stiftere er stadig de største aktionærer, men i løbet af de seneste år er fire andre medarbejdere også blevet medejere.

De kan se mod fremtiden med rolige øjne. I hvert fald regner Per Jørgensen med, at både omsætning og overskud fortsætter med at vokse i år. Og det meste af omsætningen er allerede i ordrebogen, som rækker et godt stykke ind i 2021.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce